Mere fokus på ledelse, samarbejde, kommunikation og empati

Den offentlige sektor er genstand for megen opmærksomhed. Sygehuse, skoler, plejehjem, daginstitutioner mm. Selvfølgelig, for alle danskere er interesseret i, hvordan disse institutioner fungerer. Da jeg var barn, var skolen, plejehjemmet (De Gamles hjem) og sygehuset mere en selvfølge.

Det var ikke noget, der blev diskuteret. F.eks. diskuterede man ikke ledelse. Ledelse var implicit. Skolen, plejehjemmet og sygehuset fik sine bevillinger, og kom man til at bruge for meget, ja så fik man en efterbevilling, så det hele kunne komme i balance igen. Det tog man ikke så nøje. Ikke før det begyndte at blive for meget, og så er vi henne i 1980’erne.

Jeg skal love for, at piben har fået en anden lyd på 30-40 år. Det er, som om der er tale om to verdener. I mellemtiden kom ledelse så meget på dagsordenen, at det næsten blev for meget. Det blev nemlig ikke bare ledelse; det blev ny ledelse, det blev New Public Management (NPM). I mellemtiden var vi dels begyndt at tale meget engelsk, og desuden skulle der sættes så meget og mange på plads, at det blev nødvendigt men en helt ny slags ledelse: NPM blev løsenet.

Jeg skal ikke gå i detaljer med dette, men det er nok rigtigt at sige, at vi kørte fra den ene og helt over i den anden grøft. Det blev simpelthen for meget. Det gik for hurtigt. Vi kunne ikke følge med. Ledelsesværktøjerne, regnearkene, kontroltænkningen mm. tog så meget over, at stress og jag, sygefravær og konflikter, vokseværk og omstruktureringer blev så stor en del af dagligdagen, at vi er havnet i en situation, der er karakteriseret ved to ting: For det første ved, at vi har fået meget store og avancerede sygehuse, der præsterer høj kvalitet og mange ydelser. Og for det andet ved, at alt for mange ledere og medarbejdere klager over arbejdsforholdene. Ikke at det hele er ved at bryde sammen, og patienter dør og mistrives. Slet ikke. Men alligevel sådan, at vi koldt og roligt må sige: Der er noget, der ikke er, som det bør være. Der er noget i vejen.

Vi er nødt til at komme op af NPM-grøften, hvor der er for meget vægt på tal og kontrol, og hvor empati, venlighed, oplevelse af meningsfuldhed og plads til det menneskelige er kommet for meget i skammekrogen. Vi er nødt til at lave noget om, hvis vi vil fastholde sygehusenes høje kvalitets- og præstationsniveau. Måske har vi tænkt for meget i strukturer og for lidt i kulturer; måske har vi troet for meget på styring og for lidt på menneskelig kommunikation og samarbejde. Måske har vi lagt for lidt vægt på ledelse og samarbejde og troet for meget på regneark og talmæssige målinger og sammenligninger? Måske skal vi til at arbejde mere med venlighed i dagligdagen. Mere venlighed mellem mennesker?

Steen Hildebrandt

Ph.D, professor og adjungeret professor, Frederiksberg