E gentlig skulle interviewet med Michèle Bellaiche være begyndt kl. 12, men den lyshårede vært på Go’ aften Danmark har glemt vores aftale. Hun ringer lidt over middag med søvn i stemmen og fortæller, at hun først lige er vågnet. Årsagen er, at hun har været reserve-jordemoder hele natten, der efter ti lange timer på fødselsstuen endte med, at hun hjalp en lille pige til verden. Et noget uvant job for den 38-årige Michèle, der slet ikke bryder sig om hospitaler. Årsagen til, at hun har byttet jobbet som studievært ud med hvid kittel og træsko, er, at hun er med i TV2’s program ‘På dybt vand,’ der går ud på at sende kendte TV-værter gevaldigt på udebane. Og på udebane er Michelle i den grad kommet, for den blotte tilstedeværelse på et hospital var indtil for nylig nok til at gøre hende aldeles utilpas.
– Jeg har aldrig været glad for hospitaler, og da jeg begyndte at følge jordemødrene på Hillerød Hospital, blev jeg dårlig bare ved synet af hvide kitler, fortæller Michèle Bellaiche, der ved siden af jobbet på Go’ aften Danmark har tilbragt det meste af sin fritid de sidste par måneder med at følge jordemødrenes arbejde og læse bøger om fødsler.
– Selvom jeg selv har født to børn, var jeg lige ved at besvime, første gang jeg så en moderkage komme ud, siger hun, da hun med en times forsinkelse tager imod Helses journalist hjemme i huset på Frederiksberg.
Inden nattens arbejde på fødegangen havde hun netop overstået en lang arbejdsdag på Go’ aften Danmark og var knap nået hjem, før mobilen bippede og hun skulle skynde sig til hospitalet, hvor fødslen var ved at begynde. Men selvom det har været hårdt at have to jobs de sidste par måneder, er Michèle både glad og stolt over oplevelsen.
– Det fedeste har været at opleve, hvor sindssygt vigtigt et arbejde jordemødrene har samt at komme ind i en verden, hvor det kun handler om andre mennesker og det at bringe et nyt liv til verden. På fødegangen bliver alle behandlet fuldstændigt lige, hvilket har været fantastisk at opleve som kontrast til det fag, som jeg arbejder med, hvor kendte mennesker får det meste af opmærksomheden, siger Michèle og fortæller, at der til hendes overraskelse også er en del lighedspunkter med hendes daglige arbejde.
– Som jordemoder skal man kunne snakke med og læse folk og eksempelvis få faderen engageret i fødslen. Der er jeg på hjemmebane, fordi jeg er god til at fornemme andre mennesker og tale med dem. Faktisk var det en udfordring for mig ikke at sige noget, når der var lange perioder med stilhed, mens man ventede på barnet.
Michèle var tilknyttet hospitalet gennem to en halv måned, og oplevelsen har fjernet hendes dybe skræk for hos-pitaler.
– Mange kender mig fra TV, hvor jeg har konfronteret banditter og kriminelle, og opfatter mig som en modig type. Men inden denne oplevelse var jeg rædselsslagen ved at komme på et hospital. Jeg kunne slet ikke finde den handlekraft og det mod frem, som jeg normalt har i mig, siger hun og uddyber:
– Folk, der ikke selv har en frygt for hospitaler, blod og nåle kan nok ikke forstå det, men jeg var meget mere bange for at komme på et sygehus end for at banke på hos en rockerborg. Og da jeg første gang ankom på fødeafdelingen og fik at vide, at jeg skulle have træsko på, fordi de er nemmere at rengøre for blod, var jeg allerede ved at blive dårlig, siger hun og konstaterer tilfreds, at det lykkedes hende at overkomme frygten:
– Og det, synes jeg, er sejt. Især fordi jeg på godt og ondt vil komme på et hospital igen, og jeg nu ikke behøver frygte det på samme måde. Jeg har fået åbnet øjnene for deres fag og det sammenhold, de har. Og jeg fandt ud af, at man ikke behøver være så bange for den verden.
Skrækken for hospitaler var Michèle også nødt til at overvinde for to år siden, da hendes mand Henrik under en løbetur faldt og slog hovedet så alvorligt, at han blev lagt i koma og respirator.
– Da var jeg selvfølgelig hos ham, mens det stod på, men jeg kunne godt have brugt den viden, jeg har nu, for jeg var helt hvid i hovedet over at skulle sidde på det hospital og vente, fortæller hun.
Michéles mand lå to dage i koma og overlevede ulykken uden mén, men oplevelsen gjorde et dybt indtryk på hende.
– Han kunne lige så godt ikke have været her i dag eller være endt som en grøntsag, og det er uhyggeligt at tænke på, siger hun og forklarer, at modsat af, hvad man måske skulle tro, gjorde ulykken hende mindre bange for livet:
– Jeg har fået livet meget tættere på og lært, at man ikke ved, hvor man er i morgen. Så jeg er blevet meget mere bange for ikke at nå de ting, jeg gerne vil, end at noget skal gå galt, mens jeg forsøger, siger hun.
I praksis betyder det for Michèle og hendes mand Henrik, at de ikke udskyder ting længere end højest nødvendigt.
– Vi er mere friske på at prøve ting uden at skulle tænke så meget over det først. Før tænkte vi, at vi havde al den tid i verden, der skal til. Men det kan ændre sig fra det ene øjeblik til det andet, og det fandt vi ud af. Så den flytning, vi har gang i nu, er blandt andet resultatet af, at vi prøver at leve livet i nuet, siger Michèle og henviser til, at næsten hele huset, vi sidder i, er pakket ned, og at et nyt hus ved vandet uden for København venter på hende og resten af familien. Ud over hendes egne to børn tæller familien to bonusbørn fra hendes mands tidligere ægteskab.
– Efter at have tilbragt næsten hver weekend på naturlegepladser er det bare fedt at få et hus med have og natur omkring, fortæller Michèle, der har boet på Frederiksberg de sidste 17 år, og som med flytningen også kommer tættere på familie og svigerfamilie.
Også på det professionelle plan har ulykken påvirket Michèle, og hun forklarer, at hun tvivler på, hun ville have takket ja tak til udfordringen som jordemoder for fem år siden.
– Så ville der have været alle mulige forbehold og undskyldninger for, hvorfor det ikke var en god ide. Nu tager jeg bare ting ind og er indstillet på at prøve en masse forskelligt, siger hun.
Det har dog ikke skortet på ekstreme oplevelser gennem hendes karriere. I hendes tid på kriminalmagasinet Station 2 var det værterne Jes Dorph-Petersens og Niels Brinchs filosofi, at rockere og bøller ikke slår på piger – så derfor var det Michèle, der blev sendt ud for interviewe de farlige typer. Det samme gjaldt i programmet Klamphuggerne, hvor Michèle skulle konfrontere snydagtige håndværkere, der havde fusket med byggeriet af folks huse. Men, fortæller Michèle, så var det var alligevel noget andet end arbejdet som jordemoder, fordi hun følte sig på hjemmebane, når det gjaldt de afslørende interviews.
– Men jeg tænker da nogle gange på, hvornår jeg har opbrugt min kvote af adrenalin, for der har været mange vilde oplevelser gennem årene. Og sådan var det også med ‘På dybt vand,’ hvor jeg blev ringet op med kort varsel og skulle smide alt, hvad jeg havde i hænderne for at hjælpe en baby til verden. Sådan har det været, lige siden jeg begyndte at arbejde som journalist, så jeg har også brug det helt stille og rolige liv ved siden af. Nu hvor jeg flytter til vandet, kunne det være, at jeg i fremtiden skulle bytte hver anden af de vilde situationer ud med en gang vinterbadning. Der får også pulsen op, men er ikke helt så krævende, siger hun med et grin, der gør det svært at tro, at hun kommer til at holde dét forsæt.
Når Michèle ikke er på skærmen, gør hun meget for at komme væk fra den værtsrolle, hun normalt er kendt for. Hun kan sagtens tage i Ikea iført gammelt tøj fyldt med malerpletter, og det er vigtigt for hende ikke at blive så forfængelig, at hun ikke kan tage ud og handle uden at lægge makeup i en halv time.
– Jeg har altid insisteret på, at man skal være sig selv, selvom folk kender en fra fjernsynet og måske har nogle forventninger til, hvordan man ser ud. Så folk må altså leve med, at de kan møde mig i Netto, uden at jeg ligner en million, siger hun og uddyber:
– Man skal hele tiden holde en balance og huske, hvem man er. Og jeg bilder mig ind, at det også kan ses på skærmen, hvis man holder fast i sig selv. Det, der gør en god vært, er nemlig, at man tager så meget af sig selv med som muligt, siger Michèle, der arbejder tre dage om ugen på Go’ aften Danmark, hvor hun møder kl. ni og har fri kl. 19. Arbejdstider, der sætter krav om en fleksibel ægtefælle:
– Jeg er virkelig afhængig af en mand, der trækker det tunge læs de dage, jeg arbejder, for jeg er væk i ti timer af gangen. Når jeg så kommer hjem, er der gjort rent, handlet ind og lavet mad. Til gengæld har jeg så fem-seks dage fri, hvor jeg har god tid til at være hjemme og få lavet en masse prak-tiske ting.
Med deres egne to børn og to bonusbørn fra Michèles mands første ægteskab, er der ofte fyldt med unger i huset hjemme hos familien Bellaiche. Og selv om det sker, at børnene brokker sig, bliver der serveret sund mad med masser af grøntsager til måltiderne. Særligt salater og supper kan Michèle godt lide, men hun indrømmer gerne, at hun hellere spiser maden end laver den.
– Så det skiftes vi til, siger Michèle, der jævnligt løber og tager en tur på spinningcyklen i huset for at holde formen ved lige.
Og så undgår hun junk food. Ikke fordi hun ikke kan lide det, men fordi hun får det dårligt af usund mad.
– I forbindelse med vores flytning har vi fået nyt køkken installeret, og det betyder, at vi ikke har kunnet lave mad selv og derfor spist meget junk food. Men jeg kan ikke holde det ud mere end et par dage, for så kan jeg mærke det på min krop og mit hoved, fortæller Michèle, der er nødt til at være frisk på jobbet.
– Det hårdeste ved mit arbejde er, at jeg ikke kan have en dårlig dag. I hvert fald må det ikke kunne ses på skærmen. Så det kræver, at man altid giver sig 100 procent, og det kan være hårdt, siger Michèle.