Michelle Hviid: “Jeg har ikke lyst til at rumme alle de ligegyldigheder, der fylder så meget omkring os”

“Hej. Velkommen og kom indenfor!” Michelle Hviid står ude på trappeopgangen og venter på journalisten, der er på vej op på tredje sal for at møde og interviewe den 43-årige kvinde, som rigtig mange danskere har et tæt personligt forhold til, selvom mange af dem aldrig har mødt hende.

Hudløst ærlig, helt uden filter og generøs med at indvie offentligheden i de mest intime områder af sit liv, er signatur- opfattelsen af Michelle Hviid, der både er forfatter, blogger, radiovært og eftertragtet foredragsholder. På mange måder er Michelle Hviid indbegrebet af en ny type kendis, der som sin platform ikke har blankpolerede, bonede gulve, røde løbere og filmstjerne-status som sin platform men derimod et ståsted, hvorfra hun øser af et levet hverdagsliv med op- og nedture, sygdom og tab – og ikke mindst en funden, indre råstyrke , som hun både har skrevet en bog om, og som danskeren nu i massevis står i kø for at høre hende fortælle om og spejle sig i.

Tilbage i den store københavner-lejlighed, som indretningsarkitekter nok ville kalde newyorker-agtig, står Michelle Hviid i sit køkken og spørger, om gæsten vil have te eller kaffe – mens journalist-gæsten fortæller, at lampen over spisebordet er én af hendes yndlingslamper. En bemærkning, som ikke rigtig bider på Michelle Hviid, der har lagt sin hang til mærkevarer og design-luksus bag sig efter et langt sejt træk, hvor hun måtte kæmpe sig tilbage til livet efter en voldsom nedtur. Hvis man ikke lige vidste det, ville det være ret svært at forestille sig, at den stærke, nærværende og velovervejede kvinde, som står lige dér og begynder fortællingen om sit livs sværeste kamp, for kort tid siden var så syg, at hun måtte begynde forfra på det meste af det, de fleste tager som en selvfølge. F.eks. at kunne gå og bevæge sig.

Alvorlige komplikationer

Michelle Hviid fik for halvandet år siden pludselig at vide, at hun havde en hjernesvulst, som selv om den var godartet, hurtigt skulle bortopereres, fordi den var stor og derfor kunne briste inde i Michelles hoved. På forhånd fik hun at vide, at hun med næsten 100 pct. garanti ville blive døv på det højre øre. Høretabet var dog så langt fra den største udfordring, som Michelle skulle tackle efter den store operation – det var derimod den række af alvorlige komplikationer, som blev en følge af hjerne-operationen. F.eks. blev Michelle Hviid delvis lam i ansigtet, mistede kontrollen med sit ene øje, havde svært ved at tale og kunne ikke gå. Det var først efter et langt ophold på Vejle Fjord og efterfølgende jernhård disciplin med daglig træning, at hun har vundet sin førlighed tilbage.

Michelle Hviid levede alene med sine to børn, da hun blev syg – hun var også nede i en økonomisk bølgedal efter mange år med masser af penge og mulighed for at købe lige, hvad hun havde lyst til af dyre mærkevarer til sig selv og sine børn.

– Der var brand på alle platforme i mit liv, da jeg blev syg. Det allersværeste var, at jeg skulle kæmpe for, at mine børn kom igennem så uskadt som overhovedet muligt, fortæller Michelle, der blev særligt udfordret, da hendes datter i sorg og angst over at se sin mor så syg, i en lang periode ikke ville kendes ved hende. Men ved hjælp af familie og venner og ikke mindst sin egen råstyrke og vilje til kamp, er Michelle Hviid nu kommet ud på den anden side. Ud til lyset– med masser af visdom på sin livskonto– og nå ja, også overskud på bankkontoen, selvom den sikkerhed ikke fylder ret meget hos hende ud over, at hendes børn nu ikke behøver at mangle det, som kammeraterne kan få.

– I tiden op til jeg blev syg, havde vi 4.000 kr. at leve for om måneden. Når Kamille kom og bad om at få penge til en fødselsdagsgave til en klassekammerat, så var det meget svært at finde dem. Og når opvaskemaskinen gik i stykker, måtte vi vaske op i hånden, indtil vi havde fundet pengene til at få den repareret – eller spare på maden, fortæller Michelle Hviid.

Knivskarp prioritering

Det at have været ude på kanten af sin eksistens har gjort, at Michelle Hviid har fået en knivskarp prioritering i sin nye tilværelse,

– Jeg gider ikke spilde min tid på den fnidder og alt det bullshit, der er så meget af nu om stunder. Debatten ude i samfundet er blevet så umenneskelig og monsteragtig hård. Vores rummelighed som samfund er blevet meget mindre, og det er virkelig ærgerligt. For det handler jo om at kunne se en sag fra den andens perspektiv – og ikke bare sit eget – for der er aldrig to mennesker, der ser helt det samme, når de kigger på det samme træ, siger Michelle Hviid, der bevidst skærer alt det, der gør hende trist og ked af det, væk.

-Jeg har ikke lyst til at rumme alle de ligegyldigheder, der fylder så meget omkring os. Jeg vil vise mine børn noget større. Derfor ser jeg f.eks. aldrig tv – det skaber en dårlig kemi. I stedet for at se og høre om flygtningestrømmen, der skulle vælte ind over os, tager jeg mine børn i hånden og går hen på det lokale flygtningecenter med tøj og legesager og tilbyder vores hjælp, fortæller Michelle og går videre til noget andet, hun fandt ud af, mens hun havde det svært  Hun fandt ud af, at den gamle kliche´om, at det er i nøden, man skal kende sine venner, holder stik.

– Mange af mine gamle venner troede ikke på mig, da jeg sagde, at jeg ingen penge havde – de kunne ikke se eller forstå, at jeg også på det punkt havde nået bunden, fortæller Michelle Hviid, mens hun funderer over, hvor svært vi mennesker har det med at se hinanden, selv når vi tror, at vi kender hinanden rigtig godt.  Et eksempel, som gjorde særligt ondt, var da Michelle til en nær venindes begravelse blev interviewet til et landsdækkende medie om sin sorg over tabet af veninden, som pludseligt døde af en hjernesvulst, mens Michelle Hviid  selv ventede på sin operation, af venner blev beskyldt for at bruge venindens død til at tiltrække sig ekstra opmærksomhed.

– I dag er jeg stærk nok til, at folk må mene og sige, hvad de vil om mig – Jeg ved, at jeg deler vandene, og jeg indleder tit mine foredrag ved at sige, at dem, der  bliver så provokeret, at de ikke kan holde mig ud, gerne må gå. Når så de mest skeptiske senere kommer og siger, at jeg virkelig har givet dem noget, så bliver jeg særligt glad, fortæller Michelle Hviid, der et øjeblik bliver helt stille. Hun tænker på dagen før, da hun stod i en kiosk på Frederiksberg.

– Kioskejeren sagde, at han havde set mig på tv og vidste, hvad jeg stod for og bad om min hjælp til at finde en god psykolog til sin kone og sig selv. Han tog grædende om mig og fortalte, at hans lille søn på fire år havde fået en sjælden diagnose, som man normalt dør af, når man er mellem fire og tolv år. – Jeg prøvede, så godt jeg kunne at hjælpe ham.  Det gjorde et kæmpestort og dybt indtryk på mig, fortæller Michelle, der for øjeblikket holder foredrag over det ganske land om, hvordan hun har fået fat på sin indre råstyrke til at klare livets uforudsigelige drama.

– Et af mine greb er, at jeg ikke vender tingene mod mig selv, men derimod væk fra mig selv. Da jeg blev syg, lærte jeg at sige, at det ikke havde noget med mig og min personlighed at gøre. Det var da ikke min skyld, at jeg blev syg.

Samtidig er Michelles egen rummelighed overfor andre blevet større.  Ikke mindst over for sin tidligere kæreste, som var ham, der opdagede, at hun var syg. Han var læge og bad Michelle om at blive undersøgt nærmere, fordi han kunne se, at hendes pupiller ikke var lige store. Kæresten forlod Michelle, da hun havde det allerværst. Men der er ingen nag eller bitterhed at spore hos hende – Tværtimod.

Han reddede jo mit liv – men han kunne ikke rumme mig og den situation, jeg stod i. Og da jeg mærkede det, bad jeg ham om at gå. Men vi er venner i dag.

Særlig varm i stemmen bliver Michelle, når hun taler om sin nuværende kæreste, Niels, som kan rumme alt, hvad der er Michelle. Da  jeg mødte ham første gang, var jeg i tvivl, om jeg nogensinde kunne fungere med en mand igen. Og da vi havde været sammen første gang, sagde jeg til ham, at han ikke skulle kontakte mig, hvis han ikke mente det alvorligt. Inden jeg kom ud til hans havelåge, havde jeg allerede fået en sms fra ham, hvor han skrev, at han gerne ville se mig igen.

– Niels siger, at det han faldt for hos mig, var, at jeg er så insisterende, ligegyldigt om jeg spiser, smager, griner, elsker – at han bliver mere levende sammen med mig, fordi min måde at være på skubber til ham. Han er limen og kittet i det liv, jeg har nu. Niels, det fine menneske. Han vil lige præcis mig, også når jeg ikke har overskud og ligger og græder i hans arme. Han rummer og ser mig. Og det er jo det, det hele handler om, er det ikke? slutter Michelle Hviid.

__________

Kort om Michelle:

Født i 1972. Hun er født i Australien, opvokset i Nordsjælland og bor i dag i København sammen med sine to børn, Kamille og Benjamin. Michelle er autodidakt iværksætter og har bl.a. gjort sig bemærket med Running-dinner.dk, Uberbanko.dk og “Michelles Mission” på DR1. Hun har været selvstændig, siden hun var 24 år, og holder op mod 100 foredrag om året om autencitet, mod og handlekraft. Michelle har udgivet bestsellerne,  “Skru op for livet” og “Råstyrke” og er radiovært på Radio 24syv med programmet “Hviids varmestue”, ambassadør for Røde Kors og blogger på Michellehviid.dk

Hun er i gang med en ny bog om kvinders seksualitet.

__________

Michelle fik en sjælden hjernesvulst

Et acustisk neurinom kostede Michelle Hviid hørelsen på det ene øre. Svulsten er en bindevævsknude på den hjerne-nerve, der har med hørelsen og balancen at gøre. Er ret sjælden, da den rammer ca. 100 om året.

Kilde: netdoktor.dk