Min hjerneskade har gjort mig mere hel som menneske

Mandag den 19. november 2018 satte to blodpropper en drastisk stopper for det liv, journalist og politisk tv-kommentator Anders Langballe kendte. I første omgang skulle han lære at tale og skrive igen. Sidenhen har den hårde genstart af livet også lært Anders at stræbe efter et mere helstøbt liv, hvor arbejdslivet ikke fylder alt, og der er plads til ro, nærvær og nuancer. I dag lever han et bedre og mere selvkærligt liv med sin hjerneskade, selvom det langt fra er problemfrit.

Man kan ikke se det, hvis man ikke lige ved det. Men Anders Langballe har en hjerneskade som følge af to arbejdsrelaterede blodpropper. Symptomer og følgevirkninger efter en blodprop afhænger af, hvilket område i hjernen, der bliver ramt. I Anders’ tilfælde blev han skadet i det sproglige område. Fra at være stemmen på nyhedskanalen TV2 News når det gjaldt de store, vigtige politiske nyheder, måtte Anders lære at tale og skrive igen. Sit sprog har han i dag stort set stykket sammen, men Anders skal nøje forvalte sin energi og udtrættes hurtigere, og ting, der før var lette og ligetil, er nu sværere og mere uoverskuelige.

– Jeg bliver træt, hvis jeg skal tale i længere tid. Og hvis det er indviklede og komplicerede emner, går det hurtigt ned ad bakke. Så dræner det mig for overskud. Tidligere levede jeg af at navigere i komplekse og hurtige situationer. Det er umuligt nu. Tidligere kunne jeg have mange bolde i luften. Det kan jeg ikke længere. Du kan sige, at jeg er ramt på evnen til at multitaske og at opretholde et overblik. Jeg skal tegne ting op for at kunne forstå dem. Det skulle jeg ikke tidligere, der kunne jeg have det hele i hovedet.

Forfra

Anders har ikke kun skullet lære at leve med et dødt område i hjernevævet. Udover at skulle indrette sit liv på nye betingelser, har Anders også måttet lære sig selv at kende på ny. Han har måttet starte forfra. ”Forfra” er netop titlen på hans bog, der udkom i april. En bog om næsten at arbejde sig selv ihjel og om efterfølgende at leve et mere selvbevidst liv. Før blodpropperne knoklede Anders på 24/7 med en rødglødende telefon fast i hånden, og han havde flere bolde i luften end til en Wimbledon finale. Det gjaldt livet om at levere benhårde sort-hvidt skårede nyheder. Nu advokerer han for at trække stikket og søge balancer og nuancer.

– Den måde jeg arbejdede på, før jeg blev sendt til tælling, er helt hul i hovedet. Det kan jeg se i dag. Som politisk redaktør på TV2 og chef for 20 medarbejdere og samtidig almindelig journalist på gulvet og tv-stationens ansigt, udfyldte jeg det, der svarer til tre fuldtidsstillinger. Jeg stod til rådighed hele tiden. Jeg kunne jo altid lige tage den næste opgave.

En typisk arbejdsdag for Anders startede tidlig morgen og sluttede først efter midnat. Når han holdt fri, var det ofte med en sendevogn fra TV2 holdende i indkørslen.

– På den måde kunne jeg gå ud kl. 18, kl. 19, kl. 19. 30 og kl. 22 og tale om dansk politik. Imellem tv-optrædenerne lavede jeg så frikadeller med børnene samtidig med, at jeg sms´ede med en politiker, så jeg var opdateret på det, jeg skulle tale om på TV. Den gang syntes jeg, det var super fedt. Nu håber jeg, at jeg aldrig kommer til det igen, fortæller Anders, der, selvom han har fået sit sprog tilbage under et længere genoptræningsforløb på Center for Hjerneskade, stadig, kan snuble over ordene.

For gamle Anders var det at servere breaking nyheder om politik det vigtigste. I dag forstår han, at det at arbejde langt fra er det eneste i livet. Faktisk kan man dø af det.

– Der er andet, der er meget mere vigtigt end ligegyldigt arbejde. Men jeg skulle have to blodpropper og kigge døden i øjnene, før jeg fattede det. Jeg kunne ikke selv styre det løbske karriereliv. På den måde var blodpropperne nødvendige. Som hvis nogen sagde: ”ok, hvis ikke du forstår alvoren, må du lære det på den hårde måde”.

For at forstå hvorfor det går så galt, må man forstå den arbejdskultur, Anders på godt og ondt har været en del af i næsten 20 år. En kultur, hvor det at have travlt nærmest er en pointe i sig selv, hvor det er uhørt at sige fra over for presset, og hvor tempoet er så højt, at der dårlig er tid til at stoppe op og spørge sig selv, hvornår er meget for meget. På TV2 News skal politisk vigtige nyheder bringes, også selvom der er dage, hvor de ikke findes. Efterspørgslen på at være først, størst og bedst med nyhederne døgnet rundt er som en ubønhørlig pisk over de ansatte. En art nyhedspsykose, som genererer massiv stress.

For Anders´ vedkommende går det galt. Hans krop siger stop, da den første blodprop rammer ham i 2018 på en restaurant i det indre København, hvor Anders er til et møde med førende politikere og kolleger i forbindelse med dækningen af det kommende folketingsvalg i 2019.

– En kollega bemærker, at jeg falder ud af samtalen og virker utilpas. Jeg slår det hen, men det næste jeg ved, er, at jeg har været væk i et par minutter, og de andre har ringet 112. Mens jeg sidder i ambulancen, prøver ambulancemanden at finde ud af, hvor galt det står til og spørger blandt andet til mine børns navne. Jeg insisterer på, at min datter Kirstine og min søn Laurits hedder ”Kirstine og Kirstine”. Samtidig er det eneste, jeg har i hovedet, at jeg har travlt, for jeg skal videre til et møde på Christiansborg kl. 14.30. Det siger alt om, at stressen på det tidspunkt har mig. Jeg må præstere og ikke skuffe nogen.

Læs også: Kom godt videre efter blodprop

Blodprop nr. to

På Rigshospitalet kan lægerne konstatere, at Anders har haft en mindre blodprop, og han skal tage den med ro. Men arbejdet kan ikke vente, så Anders forsøger at sende en sms til den daværende statsministers rådgiver. En sms, hvori han beklager, at han var nødt til at gå midt i mødet, og at han straks er tilbage. Da Anders vågner for anden gang efter blodprop nummer to, kan han se, at sms´en ikke er sendt.

“Det er vildt nok, at midt i en livstruende situation kan jeg kun tænke på mit arbejde. At leve op til forventningerne fyldte mere end at tage vare på mit eget helbred.”

– Det er skræmmende og uhyggeligt at tænke på. Men jeg havde en trang til hele tiden at bevise mit værd, og jeg troede, jeg kunne overskue alt. Du kan kalde det en ond blanding af ærgerrighed og følelsen af at være uundværlig. Hvis ikke jeg løb med historien, hvem skulle så? Det er tydeligt i dag, at fordi mit job var mit liv, gik det så galt.

Egentlig vidste Anders godt et stykke tid før blodpropperne, at tingene var løbet af sporet. Torsdagen inden ambulancen henter ham om mandagen i Bredgade, kontakter han sin chef og sygemelder sig. Han kan ikke mere. Længe har Anders ikke kunnet sove, han ryster og sveder voldsomt, og han er bange for ikke at vågne, hvis han falder i søvn. På arbejdet bliver han mødt med en afvisende og nådesløs maskulin ledelseskultur.

– Selvom jeg virkelig er ude i tovene, råber om hjælp og ikke kan se mig selv ud af situationen, bliver jeg mødt med attituden: ”ok, hvis du ikke kan holde til det, så må du smutte, men du må under ingen omstændigheder fortælle nogen om, hvad der er sket. At du er stresset, skal du pakke ned og væk og holde for dig selv”. Så der var ingen hjælp at hente. Min daværende kæreste og jeg talte derhjemme om den brutale situation, og min søn på 11 år sagde meget sigende: ”Jamen, er der da ikke en voksen på TV2, der kan hjælpe dig far?”

Det bliver blodpropperne, det bratte fald og den efterfølgende hjerneskade, der på en måde redder Anders. At han overlever den større blodprop, skyldes højst sandsynlig kun, at han allerede ligger i en seng på Rigshospitalet. Men noget i ham dør alligevel, og efterveerne skal han lære at leve med.

– Nu lever jeg et liv med en hjerneskade, et bedre liv, synes jeg, selvom det ikke er problemfrit. Jeg har lært at læse igen, men hvis det er komplicerede tekster, må jeg læse dem flere gange for at forstå, hvad der står. Jeg kan stadig mærke, at når jeg taler, så kræver det flere ressourcer og flere kræfter, end det gjorde før. Og jeg føler stadig, at mit sprog halter. Og det gør det også – af og til mister jeg et ord. Men det fylder nok mere i mit hoved, end hos dem, der lytter på.

Læs også: Lev sundt, og forebyg blodpropper

Sund balance

Det, Anders har mistet, fylder ikke nær så meget, som alt det Anders synes, han har fået foræret. Nu stræber han efter en sund balance mellem arbejdsliv, fritidsinteresser og familieliv.

– Jeg er blevet bedre til at holde fri, når jeg holder fri. Hvor jeg tidligere altid havde telefonen i hånden, lægger jeg den væk, når jeg er hjemme. Hvor alt var arbejde før, reflekterer jeg nu over langt flere ting i livet. Jeg ser mange flere film, jeg læser mange flere bøger.

Anders kan stadig ind imellem blive bekymret for, at han igen bliver fanget af trangen til at præstere mere, end hvad godt er. Men som tiden går, bliver han bedre til at have styr på den trang. Og han har sagt farvel til ideen om, at vi kun har værdi som mennesker i kraft af vores arbejde.

– Min hjerneskade har givet mig et mere nuanceret og balanceret liv. At være ved at miste livet har givet mig et andet perspektiv.

“Det er ikke længere vigtigt for mig at arbejde solen sort. Det, der er vigtigt for mig nu, er at være i live, finde ro og at være mere sammen med mine børn.”

– Og det liv jeg kom fra – den hurtige nyhedsverden, som er brutal og ikke har øje for det hele menneske – det er jeg ikke længere en del af.

Anders fik i 2020 job som kommunikationschef hos Danske Handicaporganisationer, men her et år senere har han valgt at stoppe.

– Det var et dejligt arbejde på 37 timer om ugen, som jeg var glad for. Men jeg kan mærke, at jeg har brug for at trække vejret endnu mere. Nu skal der være god tid til at reflektere og passe på mig selv. Nu vil jeg lave lige det, jeg har lyst til. Og jeg tør godt sige op og stop uden at vide, hvad der venter. Dét mod havde jeg ikke før blodproppen.