Kan man leve med smerter?

Heldigvis er de fleste smerter forbigående. Men rigtig mange oplever at leve med smerter i længere perioder – for nogle bliver det for livet. Men hvordan lever man med konstante smerter?

“Du ved ikke, hvor ondt det gør!” siger hun, og krummer sig sammen i stolen. Hun er tydeligt forpint. Ansigtet fortrukket i smerte.

”Nej, Theresa, det gør jeg ikke,” svarer den kvindelige psykolog i stolen overfor.

”Du ved ikke, hvordan jeg har det …”

“Nej, Theresa, det gør jeg ikke …”

“Men,” fortsætter psykologen lavmælt, og lægger sin hånd på Theresas knæ, “Hvad nu hvis smerten ikke forsvinder? Hvad nu, hvis det ikke bliver anderledes? Vil du så heller aldrig mere ride på din hest?”

Scenen er hentet fra et træningsprogram for mennesker, der arbejder professionelt med smerteklienter. Metoden hedder ACT, der står for “Acceptance and Commitment Therapy”. ACT er udviklet af psykologen Steven Hayes fra University of Nevada, og blev oprindeligt brugt i forhold til depression. I dag har metoden imidlertid fundet langt bredere anvendelse – for eksempel i forhold til smerter. Målet med ACT er tilsyneladende paradoksalt: Nemlig at hjælpe mennesker til at acceptere smerterne – samtidig med, at de giver plads til at ”leve” værdierne i deres liv.

Kan smerte accepteres?

Hvad vil det sige at acceptere smerter? Og er det overhovedet muligt? Eller menneskeligt?

Før vi kigger nærmere på det, så lad os få et par ting på det rene: Når en smerteklient opfordres til at ”acceptere smerterne”, så er det ikke en opfordring til at bagatellisere smerterne. Det gælder ikke om at sige, ”Nåe, det er da ikke så galt …” Det er heller ikke en opfordring til at benægte smerterne og sige, ”Ondt? Jeg har da ikke spor ondt!” Og det er absolut heller ikke en opfordring til at gøre sig hård og ”lukke af”. At sige, ”Mit ben? Næ, jeg har vænnet mig til aldrig at mærke mit højre ben. Så er jeg fri for at beskæftige mig med mit dårlige knæ.”

Accept er noget helt fjerde. Det er snarere en erkendelse af, at ”det er sådan, det er”. Man siger, ”Jeg har ondt. Og jeg har tænkt mig at leve det liv, der giver mig mest mening. Med eller uden smerter. Sandsynligvis med…” Sagt på en anden måde: Acceptere uden at bagatellisere. Acceptere uden at benægte. Acceptere uden at ”lukke af”.

Smerte – en del af helheden

Smerte har en magnetisk effekt. Ja, til tider en direkte hypnotisk effekt. Når vi har ondt, har vi vanskeligt ved at fokusere på andet. Men vi kan gøre mange ting med vores sind: Vi kan tænke. Vi kan føle. Og vi kan beslutte os for at rette opmærksomheden mod noget. Vi kan rette opmærksomheden mod en genstand på bordet foran os. Eller mod en lyd, der opstår bag os. Eller mod duften i rummet. På samme måde kan vi også rette opmærksomheden direkte ind i kroppen. Det er for eksempel dét, vi gør, når vi lige tjekker om vi er sultne. Vores opmærksomhed fungerer som en lygte. Vi kan dreje opmærksomheden i retning af det, vi gerne vil kaste lys på. Både i den ydre verden og i den indre.

Når vi har ondt et sted i kroppen, begynder opmærksomheden ofte at leve sit eget liv. Så peger den direkte og vedholdende mod det sted, der gør ondt, og det kræver en særlig indsats at flytte fokus, og rette søgelyset mod noget andet og bedre. Det er ikke bare ubehageligt, når opmærksomheden klistrer til smerten. Det er også en form for tyveri. For mens vores opmærksomhed er klistret til smerten, så går vi glip af alle de andre ting i livet, der kunne give glæde, mening og værdi. Nogle smerteklienter fortæller, at de helt har glemt, hvad der tidligere gav dem mening i livet. De har måske koncentreret sig så meget om smerterne – og ønsket om at slippe af med dem – at der ikke har været overskud til at tænke på andet. Det kræver en bevidst indsats at få øje på og ”genopfinde” de ting i livet, der tidligere gav glæde.

Smertens natur

Smerte er et signal fra kroppen. Den siger ”Giv agt, der er noget galt!” På den måde har smerte hjulpet os hele vejen op gennem evolutionen. Havde vi ikke været i stand til at føle smerte, var vi formentligt uddøde for længst. Det er alt sammen godt nok til et vist punkt. Men smerte kan også gå i selvsving. Når det sker, så bliver smerten bare ved og ved, selvom den ikke længere har noget fornuftigt at sige. Så bliver den på mange måder en falsk alarm. Det er tilfældet ved en del kroniske smerter.

Når vi når til dét punkt, så har vi brug for en ny strategi. Ellers risikerer vi at gå glip af livet.

Plads til valg

”Mellem stimulus og respons er der et rum”. Det var Viktor Frankl, der sagde det. Og han tilføjede: ”I det rum ligger vores kraft til at bestemme, hvordan vi vil reagere på det, der hænder os. I den reaktion, vi vælger, ligger vores frihed”.

Viktor Frankl vidste om nogen, hvad han snakkede om. I bogen ”Menneskets søgen efter mening” beskrev han de psykologiske konsekvenser af at være fange i en koncentrationslejr under anden verdenskrig. Hans mor, far, bror og gravide kone var alle blevet dræbt i koncentrationslejren. Hans fangevogtere havde frarøvet ham stort set alt. Men der var noget, som ingen formåede at tage fra ham … Hans ret til at vælge sin indre forholdemåde. På et tidspunkt tog han den beslutning, at han i enhver henseende ville udnytte den lille plads, der er mellem stimulus (det, der blev gjort mod ham), og respons (hans reaktion på det, der blev gjort mod ham). På den måde lykkedes det ham at sikre sin psykologiske overlevelse. På trods af de horrible ting, han blev udsat for. Måske sikrede han sin fysiske overlevelse også.

Essensen af Frankls beretning handler om det valg, ingen kan tage fra os. Mellem smerten i lænden, og hånden, der griber efter telefonen for at melde afbud til dagens aftaler, er der et rum. Vi kan træffe et bevidst valg. Det valg, der har størst værdi.

Det kan lyde umuligt at træffe et valg, der måske medfører smerter, og det er heller ikke spor nemt. Trods det oplever mange, at det også er en lettelse.

Mennesker, der har øvet sig i at ”tage smerterne med ud i livet” fortæller, at de stadig oplever smerte, men at der også er noget, der har ændret sig. De begynder at opleve, at der er mere i livet end smerterne. Og at de – når de beslutter sig for at ”tage smerten med” – kan realisere i hvert fald nogle af de ting, der har størst værdi for dem hver især.

Så hvad med Theresa fra indledningen af denne artikel? Hun opgav at tøjle sine smerter. Hun havde prøvet alt, og intet havde hjulpet på hendes smerter. Derfor begyndte hun at ride igen. Og hun tog smerterne med sig op på hesten.