Sådan husker jeg en reklame fra min barndom. Da jeg er fra 0 huller generationen, var det ikke bare tomme reklameord. For helt revolutionerende fik man på få år ændret den generelle tandsundhed. Og så skulle man jo synes, at alt var godt. Men noget må være gået galt i kampen mod karies. For når jeg i dag sidder her og researcher lidt for at kunne skrive denne klumme, er der noget, der falder mig i øjnene. Man kan ikke google ”tandlæger”, uden at der er et ord, der springer i øjnene nemlig “tandlægeskræk”.
Læs også: Tusindvis af danskere er angste for at gå til tandlægen
Knap 40 procent af befolkningen lider af tandlægeskræk i mild til svær grad.
Jeanne Fløe
I Helse, kan du møde psykolog Jeanne Fløe, som hver gang vil skrive en klumme om et aktuelt emne. Og du har så efterfølgende mulighed for at stille spørgsmål eller chatte med Jeanne Fløe på Helses FB.
Så hold dig ikke tilbage, grib den enestående mulighed for at få svar fra en erfaren psykolog på spørgsmål, der berører dit eget liv.
Du kan også dele dine holdninger og erfaringer med andre på Helse-tråden med Jeanne Fløe, der er autoriseret psykolog og specialist i både klinisk psykologi og sundhedspsykologi med base på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Sideløbende står Jeanne Fløe bag klinikken, Psykologen på Bryggen – på Islands Brygge i København.
Man kan læse på deres hjemmesider: “Vi gør alt for at give dig en positiv oplevelse, så du kan genvinde tilliden til tandlæger og overvinde din angst”.
Nu er vi mennesker altså ikke født med en iboende angst for tandlæger. Så noget må være glippet.
Årsagerne til patienternes tandlægeskræk er forskellige, men der er flere fællesnævnere. For de har tidligere haft en ubehagelig oplevelse i tandlægestolen. Blandt andet taler mange af dem om dårlige oplevelser fra barndommen.
De første tænder er kun lige brudt igennem, når dit barn bliver indkaldt til det første tandlægebesøg. Smerteoplevelser, ved vi, vækker angst. Men selv uden smertelige procedurer kan det være skræmmende for det mindre barn at skulle til tandlægen, hvis tandlægen ikke har erfaring i mødet med børn. Et lille barn kan finde mange helt almindelige procedurer skræmmende. De høje lyde, ubehagelige lugte, at skulle ligge ned, mens en fremmed kigger barnet i munden med kolde instrumenter og et skarpt lys, der skærer i øjnene.
Som forældre kan du faktisk være med til at forebygge, at dit barn bliver en af de mange, der udvikler tandlægeskræk. Børn elsker at lege. Og ved at lege tandlæge derhjemme inden besøget, kan I forberede barnet. Hvis du selv lider af tandlægeskræk, så lad din partner eller en anden tryghedsperson tage med dit barn. Vælg en tandlæge, du har tillid til, og som har erfaring i at kommunikere med børn. Det første møde med tandlægen kan være afgørende for, hvordan dit barn får det med tandlægebesøg som voksen. Så det er en vigtig investering i sunde vaner med rutinemæssige tjek og 0 huller.