Parkinsonpatient og Mr. Swing King

For 19 år siden mærkede 71-årige Jan Olsen de første tegn på Parkinson. Men sygdommen har på ingen måde slået den seje københavner ud. Det fik Helses redaktør tydeligt at mærke som Jans faste dansepartner i en hel uge.

– Vi skal vist også lige have gang i lidt aflæring her, lyder det fra Jan Olsen kort efter, at danseinstruktør Elisabeth Dalsgaard har sat Jan og mig sammen som fast dansepar i danseugen med Parkinson Ballroom Fitness på Club La Santa på Lanzarote i januar.

Bemærkningen fra Jan Olsen falder prompte efter, at Elisabeth Dalsgaard over for kvinderne har pointeret, at i dans er det altså mændene, der fører.

Så fortæller Jan som en serviceoplysning til mig, at han både har rigtig gode dage, men også ret dårlige – og, at det er svært at vide på forhånd, i hvilken kategori dagen i dag ender. For pludselig kan Parkinson spænde ben for en ellers god dag. Den der irriterende stivhed, som kan komme ud af det blå, fortæller Jan i en lille pause efter en vals, som han har klaret med bravour og stort set uden tilstedeværelse af Mr. Parkinson.

– Jeg er bedst til overblikket – og ikke så god til detaljen, tilføjer Jan, da han lidt skeptisk modtager ros fra sin dansepartner.

Symptomer lang tid før diagnose

Efter fire år med symptomer på Parkinson – især var det en mere og mere slæbende gang, som plagede Jan, fik han sin diagnose i 2004. Indtil da havde Jan været dybt forankret i sit arbejde som it-systemtekniker med både SDC og Kommunedata som arbejdspladser. Tillige var han også fagligt aktiv i Finansforbundet.

Efter flere behandlinger og forløb, som ikke rigtig battede noget, fik Jan i 2004 en ny neurolog.

– Han havde dårligt nok trykket mig i hånden, inden han sagde: “Du har Parkinson”, fortæller Jan, der efterfølgende kom i medicinsk behandling med beskeden om, at hvis han fik det bedre, så var det nok Parkinson – og hvis ikke, ja, så var det ikke Parkinson.

Sideløbende blev Jan scannet, og resultatet herfra holdt sammen med medicinens effekt, gjorde, at diagnosen endelig kunne stilles.  Jan husker tydeligt den dag i 2004.

– Jeg blev slået helt ud, og tårerne flød, for jeg kendte ret meget til Parkinson, da min fars kone havde sygdommen, og hun endte i kørestol.

Bød sygdommen op til dans

Jan blev ret hurtigt enig med sig selv om, at ham skulle Parkinson ikke slå ud. Han var klar over, at det handlede om at holde sig på benene bedst muligt og i det hele taget holde sig i bevægelse mentalt og fysisk. Det har han især gjort via dans – og han har flere gange deltaget i Parkinson Ballroom Fitness ugerne under sydens sol med Elisabeth Dalsgaard – og hjemme deltager han også i en anden form for dans, der hjælper folk med Parkinson – nemlig  PD dans i Tivoli.

Jan er fraskilt. Ægteskabet holdt ikke til Parkinson, men Jan er på ingen måde bitter.

– Jeg havde i mange år været opslugt af mit arbejde og brugt for lidt tid på familien. Da jeg endelig fik mere tid, ja så var min kone et andet sted og ikke mere klar til at fortsætte vores ægteskab, og det kan jeg ikke bebrejde hende.

Jan bor i Værløse, hvor han har et godt og tæt naboskab.

– Vi har mange fælles interesser og kan diskutere på livet løs, siger Jan og fortæller, at naboerne da indimellem har undret sig noget over hans mange gøremål og ofte har spurgt ham, om han ikke snart skal til at slappe lidt af.

Bliver bedre til at gå med dansen

Det har Jan ikke i sinde, hvis det står til ham. Og når han har en rigtig Parkinson-dag, så får den kamp til stregen. Ikke mindst med dans som våben, som han bruger flittigt i hverdagen.

– Og når jeg har været på danse-ugerne, kan jeg mærke den gode virkning på min gang et godt stykke tid efter. Så det er bare om at holde fast, siger Jan, der hjemme i Værløse også jævnligt er til fysioterapi.

– Den foregår ude i naturen, hvor vi indimellem gåture og træning også får tid til kaffe, bål og snobrød, fortæller Jan, der heller ikke har droppet en anden stor passion – nemlig at studere fugle.

I danseugen på Club La Santa kunne Jan flere gange i pauserne ses med sin fuglekikkert om halsen.

– Jeg tror, jeg så en sølvhejre derude – den havde bare styr på bølgernes bevægelser, fortæller han mig begejstret, lige før vi skal i gang med dagens anden danse-session. Også denne dag havde han ligesom sølvhejren og som en Mr. Swing King pænt styr på rytmen, som han fangede igen og igen på det grønne dansegulv med udsigt til hav og palmer.

I prøverne op til vores afdansningsbal gav Jan den ekstra gas.

– Tænk på, at I nu svæver rundt i jeres fineste dansetøj, lyder det ud af Elisabeth Dalsgaards mikrofon.

– Ahh, Kejserens nye klæder?, udbryder Jan med sin fine evne til at fange og twiste ord og bemærkninger – altid med et lunt og skælmsk blik i øjet. Nej, intet Kejserens nye klæder ved Jan, men at danse med ham var virkelig et eventyr i virkeligheden.