Når en kræftdiagnose bliver en del af livet

Knap 300.000 danskere lever med en kræftdiagnose. I modsætning til tidligere, så er kræft ikke nødvendigvis en dødsdom, men for mange en kronisk sygdom, som man skal lære at leve med. 60-årige Inge Thomsen har været kræftpatient i fire år. Hun har indstillet sig på en tilværelse med kræften som uønsket livsledsager.

Lidt blod i afføringen. Intet andet. Inge Thomsen var sikker på, at det bare var en lille rift. Men hun havde netop set en kampagne fra Kræftens Bekæmpelse om tarmkræft og bestilte tid hos sin praktiserende læge. Bare for en sikkerheds skyld. Heller ikke lægen troede, at der var noget galt, men sendte hende alligevel til yderligere undersøgelse. Resultatet var chokerende.

-Undersøgelserne viste, at der var kræft i tarmen. Heldigvis var der intet at se i lymfekirtlerne. Midt i chokket over at være ramt af kræft, så var det en stor trøst, at det ikke havde spredt sig. Kort tid efter blev jeg opereret og fik fjernet et stykke af tarmen, fortæller Inge Thomsen.

Inge Thomsens operation blev foretaget i sommerferien 2014, og lægerne forsikrede hende om, at det kræftramte væv var opereret bort.

– Jeg var overbevist om, at alt var fjernet. Jeg følte mig helt tryg og rolig. Lægerne forsikrede mig gentagne gange om, at de havde fået det hele med.

Vi skruer tiden et år frem til sommeren 2015. Inge Thomsen har lige været til 1-års kontrol på sygehuset og er taget med sin mand på campingferie på Fyn. Forude venter afslapning, solskin og tid til at være sammen. Pludselig ringer telefonen. Det er en koordinator fra sygehuset, som beder Inge Thomsen booke tid til en personlig samtale hurtigst muligt. Hun kan mærke panikken brede sig i alle kroppens celler.

– Først forstår jeg ingenting. Det hele var jo opereret væk. Hvorfor skal jeg så til samtale? Det kan jeg ikke få svar på. Og jeg bliver klar over, at noget er helt galt. Jeg vil ikke vente på at komme til samtale ugen efter, men insisterer på at komme til at tale med en læge.

Opringningen kommer en time senere. Lægen fortæller, at det ikke ser godt ud.

– Scanningen viser, at jeg har to store knuder i leveren og en knude i lungen. Knuderne i leveren er fire-fem centimeter store. Jeg er dybt, dybt chokeret og tænker: “Nej, nej, hvad sker der nu?”

Inge Thomsen bliver indstillet til operation i august, hvor hun får fjernet en tredjedel af leveren, mens knuden i lungen bliver brændt væk. Igen får hun at vide, at alt det syge væv er fjernet, men begynder nogle måneder senere på forebyggende kemoterapi. Hun bliver scannet igen og også denne gang er der metastaser, nu på begge lunger. I alt fem metastaser. Der er ikke noget på leveren.

– Det er rædselsfuldt at vide, at tarmkræften igen har spredt sig. Jeg begynder igen i kemoterapi. Og sådan bliver det de næste mange måneder. Kemoterapi og scanning, pause i kemoterapien. Ny scanning og endnu en omgang kemoterapi.

Hverdag med kræft

Seneste scanning er i marts i år: Igen fem metastaser på lungerne og endnu en metastase i en muskel i kroppens højre side tæt på leveren. Det betyder en ny runde kemoterapi. 12 gange i alt fra april til slutningen af oktober i år.

– Jeg får kemobehandling hver anden uge. Det ligger om tirsdagen, så den dag er bare træls. Mine ben er som bly, og jeg er svimmel. Og så er jeg meget, meget træt. Min krop sitrer, jeg har kvalme og tungen mister belægningen de første par dage efter kemoterapien, så jeg kan ikke spise noget stærkt eller drikke noget varmt, fortæller Inge Thomsen.

Knap en uge efter kemoterapien begynder hun at komme til hægterne igen. Så venter en god uge med familieliv, besøg af venner, ture med campingvognen, nærvær med mand, børn og børnebørn. Jobbet som bogholder sagde Inge Thomsen farvel til i august sidste år. Hun har oplevet meget stor opbakning fra sin arbejdsplads og sine kolleger, men følte ikke, at hun kunne levere en tilfredsstillende indsats i pauserne mellem kemoterapien.

– I dag har jeg fundet en god hverdag og gør, hvad jeg har lyst til i ugerne uden kemoterapi. Jeg vil ikke sætte mig i et hjørne og lade kræften begrænse mig. Det er mig, der skal styre kræften og ikke omvendt. Så jeg lever livet her og nu. I starten var jeg helt slået ud, og det samme var alle omkring mig, men nu har det fundet et leje. Det er blevet hverdag nu. Og jeg vil ikke lægge mig fladt ned. Jeg har masser af livsvilje.

Lev livet med kræftdiagnose

I dag er fokus på scanningerne hver tredje måned. Der kommer ikke en pludselig eksplosion i kræften. Metastaserne vokser hele tiden lidt, indtil kemoterapien sætter ind og stopper deres udvikling. Og sådan vil Inge Thomsens forløb være i fremtiden: Et halvt års kemoterapi, en pause på to-tre måneder afløst af et halvt års kemoterapi.

– Jeg har fået at vide, at jeg kan forvente at leve mange år endnu. Jeg bliver aldrig rask, men kræften kan holdes ned. Jeg har svært ved at forholde mig til, at det er en kronisk sygdom. Det ligger hele tiden i baghovedet. Hvornår bliver det mere? Så der er meget usikkerhed og frygt, men der er også dage, hvor jeg slet ikke tænker på det.

Med til sygdomsbilledet hører, at Inge Thomsen ikke har mistet sit hår og heller aldrig har haft smerter.

– Jeg føler mig ikke syg. Og det har jeg aldrig gjort. Kemoterapien gør mig syg og dårlig, men selve kræftsygdommen mærker jeg ikke noget til. Mit hår har jeg stadig, og jeg har ikke tabt mig. Man kan slet ikke se det på mig. Og det kan være svært for både mig selv og mine omgivelser at forstå, at jeg er alvorligt syg. Jeg ved, at jeg har kræft, men jeg kan ikke mærke det.

En gang om måneden mødes Inge Thomsen med syv andre kroniske kræftpatienter. Gruppen er startet op under Kræftens Bekæmpelse med otte planlagte møder og er siden fortsat på egen hånd.

– Vi forstår hinanden, og vi rummer hinanden. Vi kan for eksempel snakke frit og naturligt om døden. Det er en fritime, hvor jeg kan lukke det hele ud. Vi glæder os over hinandens sejre og løfter hinanden, når vi hver især har det svært. Jeg er vant til at være åben omkring min sygdom og taler meget med både familie og venner om det, men samtalen får en anden dimension i vores gruppe.

Inge Thomsens mand lider af sklerose og blev førtidspensioneret i 2016. Sammen har de defineret det liv, som de ønsker.

– Vi kan det, vi vil. Min mand har haft sklerose i mange år, og vi er vant til en hverdag med kronisk sygdom. Vi vil nyde livet og opleve en masse, præcis som vi plejer. Så må vi tage smerter og træthed bagefter. Det vigtigste er, at vi lever vores liv fuldt ud. Nu.