Når for meget medicin gør syg

Af: Apotekerforeningen

Foto: Scanpix/Iris

Smertestillende medicin kan virke stik modsat hensigten, hvis du tager for meget af den: Det kan blandt andet give medicinoverforbrugshovedpine. Få gode råd til, hvordan du undgår et smertefuldt overforbrug.

Pakken med smertestillende piller i medicinskabet kan være en kærkommen ven i nøden, hvis du f.eks. har hovedpine. Men er du egentlig klar over, at de selvsamme piller kan ende med at gøre hovedpinen langt værre, hvis du tager pillerne for ofte? Det kan blandt andet føre til lidelsen, medicinoverforbrugs-hovedpine.

14 dage om måneden

– Det er forskelligt, hvor ofte man må tage smertestillende medicin, men for håndkøbslægemidlerne, paracetamol og ibuprofen, gælder det, at man må tage dem op til 14 dage om måneden, sålænge man ikke kombinerer det med anden smertestillende medicin, siger sundhedsfaglig direktør i Danmarks Apotekerforening, Birthe Søndergaard.

Og husk i øvrigt på, at det er antallet af dage, der gælder – og ikke, hvor mange piller, man tager. Dog skal man stadig overholde, hvad der står på pakningen, og hvad lægen har anbefalet.

En folkesygdom

Op mod 100.000 danskere lider i dag af medicinoverforbrugshovedpine: En lidelse, der, som navnet antyder, skyldes et for stort forbrug af smertestillende medicin gennem en periode på mindst tre måneder. Langt størstedelen af de ramte er kvinder, og ofte er det personer, der lider af hovedpine i forvejen, og som derfor ofte er mere tilbøjelige til at bruge smertestillende medicin.

Lav en hovedpinekalender

For at forebygge medicinoverforbrugs-hovedpine kan det være en god idé at holde nøje regnskab over antal dage med hovedpine og antal dage med smertestillende medicin. Det kan man let gøre ved at udfylde en hovedpinekalender. Den vil også hjælpe lægen til at stille den korrekte diagnose.

Enkel – men ikke let

Lider man først af medicinoverbrugs-hovedpine kan det være svært at komme af med den. Den mest effektive behandlingsmetode ligger faktisk lige for: Lad de smertestillende midler blive i medicinskabet. Det lyder enkelt, men det er bestemt ingen garanti for, at det også er let at gennemføre. Og husk at tale med din egen læge først.

14 dages symptomer

Behandlingen kaldes en ‘medicinsanering’. Den kan medføre hovedpine, kvalme, hjertebanken, nervøsitet, rastløshed, lavt blodtryk og søvnbesvær. For de flestes vedkommende er det dog kun forbigående symptomer, og de er værst de første par uger af behandlingen.

En vellykket to måneders medicinsanering kan sænke antallet af hovedpinedage og styrken af hovedpinen. Samtidig vil hovedpinen efterfølgende være mere modtagelig for andre behandlingstiltag.


Fakta:

● 80.000-100.000 danskere lider af medicinoverforbrugs-hovedpine.

● Rammer næsten dobbelt så mange kvinder som mænd.

● Den ses hyppigst i 30-50 års alderen, men kan udvikles i alle aldre, også hos børn.

Kilde: Dansk Hovedpinecenter