Når reagensglas og insemination trumfer dobbeltsengen

Herhjemme bliver hvert 10. barn til på et hospital eller en fertilitetsklinik i stedet for i dobbeltsengen. Årsagen skal primært findes to steder: Mænds faldende sædkvalitet, og at mange kvinder udskyder ønsket om at blive mor, til de er i midten af 30´erne. Årligt oplever flere tusinde par herhjemme udfordringer med at blive forældre, en proces som er både fysisk og psykisk krævende.

Ensomhed, et hak i hele ens identitet og dyb udmattelse. Sådan kan seks år sammenfattes, når man spørger 40-årige Tina Rosenvinge fra Odder i Østjylland. Tina Rosenvinge og hendes mand Lennart var ufrivilligt barnløse i en årrække, og ønsket om et barn virkede fjernt og urealistisk.

– Der er rigtig meget på spil. Hele ens selvforståelse og drømmen om at skabe en familie er i frit fald. At være ufrivilligt barnløs bliver pludselig et livsvilkår, som man ikke selv er herre over, siger Tina Rosenvinge.

Tina Rosenvinge og hendes mand er en del af den statistik, som beskriver hvor vanskeligt det er for mange at blive forældre. Når man har forsøgt at blive gravid i mere end et år, uden at det lykkes, kategoriserer verdenssundhedsorganisationen WHO infertiliteten som en sygdom. Og blandt de 25-45-årige kvinder og par herhjemme er ufrivillig barnløshed den mest hyppige kroniske sygdom og ses oftere end astma, diabetes, psykiske sygdomme, kræft og hjerte-kar-sygdomme. Selvom ufrivillig barnløshed rammer så mange, er fraværet af evnen til selv at skabe et barn ofte forbundet med ensomhed.

– Det var ekstremt ensomt, selvom vi fik en enorm støtte fra familie og venner. Vi kendte ingen andre, som stod i samme situation som os, og vi havde ikke energien til at ses med mange.

– Så vi blev ofte nødt til at trække os og isolerede os i perioder. Det føltes, som om vi var de eneste, der ikke selv kunne få børn, fortæller Tina Rosenvinge.

Et globalt problem

Ufrivillig barnløshed er en velkendt problematik, også i et globalt perspektiv. På verdensplan er omkring 186 millioner mennesker påvirket af infertilitet, fortæller professor Peter Humaidan, som forsker i mænds sædkvalitet og infertilitet. Peter Humaidan er professor på Aarhus Universitet og speciallæge i gynækologi og obstetrik på Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive. Han henviser blandt andet til en meget omfattende undersøgelse, som viser, at der i en 40-årig periode er sket en halvering i antallet af sædceller hos mænd i den vestlige verden.

– Det har stor betydning, for der skal være en vis mængde sædceller af en vis kvalitet for at øge muligheden for at befrugte et æg. Samtidig ser vi, hvordan andelen af DNA-skader stiger og dermed påvirker sædcellernes kvalitet negativt. Så vi har en enorm udfordring i både kvantitet og kvalitet. Når det handler om kvaliteten af sædcellerne, så er den gode nyhed, at man heldigvis kan gøre rigtig meget selv, siger Peter Humaidan.

Vi skruer tiden tilbage til 2014, hvor Tina Rosenvinge og hendes mand beslutter sig for at få børn. Hun er 33 år, han er 39 år. Og begge er fuldstændigt uforberedte på dét, der venter dem. Efter en periode uden at opnå graviditet, kommer parret i fertilitetsbehandling, og allerede i andet forsøg bliver Tina Rosenvinge gravid.

– Jeg bliver scannet, og alt er fint. Der er hjerteblink, maven vokser, og vi begynder, som uger og måneder går, at dele den fantastiske nyhed med familie og venner. Men den efterfølgende nakkefoldsscanning viser, at fosteret er dødt. Det er et kæmpechok. Jeg kan ikke huske ret meget fra de dage, fortæller Tina Rosenvinge.

Efter tabet af det første barn holder parret nogle måneders pause for at sunde sig. Så følger to år med fertilitetsbehandling, uden resultat. Først i februar 2018 bliver Tina Rosenvinge igen gravid. Men denne gang kan hun mærke, at der er noget galt og beder selv om en tidlig scanning. Den viser, at der er minimale livstegn, og da hun kommer igen en uge senere, viser en ny scanning, at også dette foster er dødt. 10 måneder senere bliver Tina Rosenvinge gravid igen, men mister endnu en gang fosteret.

– Vi oplevede at miste tre gange. Det føltes så tomt og surrealistisk hver eneste gang. Men efter tredje tab begyndte lægerne for alvor at stille spørgsmål og grundigt undersøge, hvad der kunne være galt. Alle tal så umiddelbart fine ud, så vi blev henvist til udredning på Vestdansk Center for Gentagne Ufrivillige Aborter på Aalborg Universitetshospital. Med den kommende udredning fik vi fornyet håb om, at der var noget at gøre, siger Tina Rosenvinge.

Fokus på kvalitet

Hver femte danske mand i 30 års-alderen er udfordret på sin fertilitet, og derfor vil professor og forsker Peter Humaidan gerne slå et slag for, at vi har langt mere fokus på kvaliteten af sædcellerne. Peter Humaidan er forfatter til bogen ”Supersæd”, som udkom på forlaget Gyldendal i foråret 2021.

– Man kan godt have et normalt antal sædceller og alligevel ikke være i stand til at gøre en kvinde gravid. Vi skal fokusere på kvaliteten og kigge på sædcellens DNA. Hvis der er DNA-skader, så er det dér, vi skal sætte ind. Som enkeltindivider er det svært at undgå pesticider, kviksølv og hormonforstyrrende phthalater, som allerede findes i miljøet. Det er en supertanker, der skal vendes. Vores egen livsstil derimod, den er som en speedbåd og er nem at manøvrere. Her kan vi selv gøre noget, som vil have en markant betydning, siger Peter Humaidan og fortsætter:

– Det er ikke raketvidenskab, men handler om at ændre sin livsstil i månederne op til, man ønsker at gøre sin partner gravid. Drop enhver form for nikotin, også snus og e-cigaretter. Drik højst fem genstande om ugen og skru ned for dit indtag af kaffe. Spis mere fisk og fjerkræ og dyrk en halv times motion hver dag, siger Peter Humaidan.

Han anbefaler desuden, at man undgår stramt undertøj og flytter sin mobiltelefon væk fra buksernes forlomme. Hvis man tager antidepressiv medicin i form af SSRI-præparater, så skal man tale med sin praktiserende læge om mulighederne. Og sidst, men ikke mindst, så er det vigtigt med hyppig udløsning for at sikre den højst mulige sædkvalitet, siger Peter Humaidan.

Fjerde gang er lykkens gang

Fem år efter de første forsøg på at blive mor, får Tina Rosenvinge det endelige svar på, hvorfor hun hele tre gange har mistet et foster. Hun har en meget høj andel af antistoffet cardiolipin i blodet, og det kan forårsage mikroblodpropper i livmoderen. Blodpropperne betyder, at blodtilførslen til fosteret ikke er normal, og det er formodentlig den direkte årsag til de tre ufrivillige spontane aborter. Tina Rosenvinge får ny medicin og på sin 39-års fødselsdag en uventet gave i form af en ny, positiv graviditetstest.

– Vi holdt mange følelser tilbage og turde næsten ikke glæde os. Vi var jo blevet ”vant til” at miste. Men på et tidspunkt måtte vi åbne op og tro på det. Vores nærmeste har kendt til alle graviditeter, men vi er begge blevet nødt til at lægge låg på undervejs i mange sammenhænge, for eksempel på arbejde. Det har været hårdt i så mange år.

Hvornår vendte det for alvor for dig?

– Jeg kunne mærke liv hver dag allerede i 16.-17. uge, og det betød så meget. Men de første tre måneder var de sværeste. Jeg dømte mit barn ude mange gange og var tit grædefærdig. Jeg havde hele tiden et forbehold og en angst for at miste igen. For mig var det ikke muligt at slappe af, før fødslen var godt overstået. Det er så mange år i en venteposition mellem eufori og sorg, mellem håb og tab, og det vil altid være en del af mig, fortæller Tina Rosenvinge.

Den 7. marts 2020 kom Ellinor til verden. En sund og rask lille pige.

– Vi har fået et barn, og det overskygger alt. Det har været det hele værd, men vi skal også kunne tale om alle nuancerne. Man er tyndslidt efter sådan et forløb, og vi skal navigere i det resten af livet, tror jeg.

– Vi skal ikke have flere børn, det er et lukket kapitel. Jeg er vanvittig taknemmelig for, at vi har fået hende, og nu skal min krop have fred, siger Tina Rosenvinge.

Under sin barsel skrev Tina Rosenvinge bogen PIGELIL, som sætter fokus på ufrivillig barnløshed og alle de svære følelser, der følger med – også ind i moderskabet. Bogen udkom sidste år og er skrevet for at give ufrivilligt barnløse og pårørende et sprog at navigere i og bearbejde alle de svære og tunge følelser, som følger med fertilitetsbehandling og graviditetstab.