Når ryg rimer på mave

I disse dage færdiggør jeg manuskriptet til min nye bog, Hjernevenner, der udkommer i august. Her står der blandt andet: ”Nogle gange er den lidt længere vej en nemmere vej for hjernen, fordi amygdala forbliver i ro i stedet for at gå i alarm.”

Dette er vigtig viden. Amygdala er hjernens trusselsrespons; en slags vagthund. Den sætter resten af hjernen og kroppen i alarmberedskab, når den opdager noget, der virker farligt eller ukendt.

En nøgle til vaneændring – og til en konstruktiv bevægeretning i livet i det hele taget – er i høj grad at være parat til at gå en længere, men mere snedig og hjernesmart vej end den direkte.

Hvis du har haft en udfordring i dit liv i rigtig mange år, og den er svær for dig – så har du sandsynligvis amygdala-aktivitet, når du for 27. gang forsøger at gøre noget ved den. Amygdala husker nemlig for dig. Den lagrer dine følelsesmæssige erfaringer men på utydelig vis. Når noget bare minder lidt om det, der var farligt engang, vil amygdala geare op og signalere til dig, at situationen er truende og farlig nu. Den kaprer andre dele af din hjerne – bl.a. styrtdykker din evne til at tænke klart, analysere, se en situation fra forskellige vinkler og berolige dig selv.

Fokus i Helse er denne gang ”ryg”, og det får mig til at tænke over, at det i en række sammenhænge i livet er ret så smart at gå en lidt længere og mindre direkte vej.

Mine rygproblemer begyndte, da jeg var omkring 20 år. I dag er jeg 47. Jeg har forsøgt alt muligt for at få en bedre ryg igennem årene: Rygøvelser. Kiropraktik. Massage. Ryglæge. Fysioterapi. Svømning. Hovedpudeskift. Sengeskift. Hæve-sænke-bord. Diverse særlige kontorstole. Alt sammen udmærkede tiltag, som gjorde noget godt hver især, men som ikke fjernede problemet.

At mene, at mine rygproblemer er fuldstændig væk i dag, ville nok være at strække den for langt. Men det interessante var, hvad der gav gennembruddet. Det skete, da jeg forlod idéen om at blive mine rygproblemer kvit til fordel for ønsket om at optræne stærke mavemuskler.

Min teenagedatter introducerede mig under den første corona-nedlukning til en YouTuber (det vil sige en, der har sin egen kanal på www.youtube.com), der hedder Chloe Ting. Hun har et gratis mavetræningsprogram, der varer godt 10 minutter, og som træner mavemuskler på alle ledder og kanter. Det var pivhårdt, da jeg begyndte at lave øvelserne – og det synes jeg hånden på hjertet stadig, at det er. Men en afledt effekt er, at jeg har fået bomstærke mavemuskler, og det har gjort alverden for mine rygproblemer. Og min holdning.

Den direkte vej til et ønsket mål er sjældent den mest effektive. Den bliver tit for intens. For knald-eller-fald-agtig. Måske endda for desperat. Det er også dét, man ser i relation til mange slankekure, nytårsforsætter og livstilsomlægninger. At mennesker forsøger at nå fra A til Å med skyklapper på men mister pusten, motivationen og glæden allerede ved B eller C.

Vi har brug for hjernen som en medspiller. Bliver den en modspiller, bliver meget op ad bakke i livet. Det bliver endnu mere vanskeligt, end det i sig selv er. Med hjernen in mente, skal vi tit ”tænke omvendt”. For eksempel ved at engagere os i frivilligt arbejde i stedet for på en direkte måde at forsøge at komme af med mistrivsel. Ved at opbygge en alsidig og aktiv livsstil i stedet for at gå til kamp mod fedt eller kulhydrater. Eller ved at give kærlighed til mavemuskler, når ryggen driller.