Når sorg bliver til en diagnose

Sorg findes dér, hvor kærlighed og døden skærer hinanden. Et livsvilkår. Og reaktionen omfatter en lang række symptomer som både er fysiologiske, psykologiske, adfærdsmæssige, sociale og eksistentielle.

Når den nyeste udgave af diagnosehåndbogen ICD-11 træder i kraft pr. 1. januar 2022, vil vi finde en ny diagnose under stressrelaterede lidelser om sorg: ”Prolonged Grief Disorder”. På dansk: ”Vedvarende sorglidelse”

Diagnosen har været meget udskældt. For hvordan kan en naturlig reaktion på at miste blive til en psykiatrisk diagnose. En sygelig tilstand? Ifølge diagnosekriterierne er en sorg udover 6 mdr. fra tabet ”usædvanlig lang tid”.

Er det overhovedet rimeligt at sætte tid på sorg? Er det ikke bare et udtryk for vores effektiviseringskultur, hvor der ikke er plads til at være et sørgende menneske?

Jeg kunne være bekymret for, om en diagnose vil øge forventningspresset til sørgende om at ”komme videre”.

Netop menneskets enestående evne til at indgå i betydningsfulde relationer med andre gør os i stand til at sørge. Sorgen kan kun undgås, hvis vi ikke elsker. Langt de fleste mennesker oplever sorg som smertefuldt og stressende. Og med en diagnose risikerer vi at overbehandle en naturlig reaktion.

Johannes Møllehave har en engang udtalt: ”Alle ved, at de skal dø, men næsten ingen tror på det”. Så når døden banker på, bliver vi revet ud af vores vildfarelse om, at vi er udødelige. Og vi skal kunne tale om, at nogle ting i livet gør ondt, uden det behøver være sygt.

Det positive ved den debat, den nye diagnose har affødt, er, at vi måske i højere grad har fået øjnene op for de mennesker, hvor sorgen fylder så meget, at den forstyrrer deres livskvalitet. For diagnose eller ej, så findes der efterladte, for hvem sorgen er blevet invaliderende. Og måske diagnosen vil åbne mulighed for at tilbyde den rette hjælp til en gruppe, der tidligere er blevet underbehandlet eller fejlbehandlet.

En udfordring med diagnosen er imidlertid, at den bygger på en klinisk vurdering, hvor fagpersonen skal kunne skelne mellem naturlig sorg og vedvarende sorglidelse. Eller endnu værre: Diagnosen stilles på baggrund af en symptomtjekliste med krydser i et skema.

Sorg er kærlighedens pris, og det er ikke i sig selv sygt at sørge. Det betyder ikke, at man ikke kan have behov for hjælp. Spørgsmålet er hvilken hjælp?