Når tænderne gør ondt

Af: Elisabeth Gregersen, formand for Dansk Tandplejerforening

Smerter fra tænderne og mundhulen kan opstå af mange årsager og mærkes på forskellige måder. Men sikkert er det, at smerter, uanset hvor de stammer fra, kan komme til at fylde så meget i ens liv, at man ikke kan koncentrere sig om noget som helst andet. Faktisk er ondt i tænderne den hyppigste årsag til fravær fra skole og arbejde i tredje verdens lande.

Tandsmerter kan være nærmest invaliderende. Dog er det umuligt at blive enige om, hvad der giver de værste smerter, men når tandens nerve er involveret, og der er bakterier inden i tanden, så er der ingen tvivl om, at det gør rigtigt ondt.

Store og små huller i tænderne

Bakterier i en tands nerve forekommer ved store huller i tænderne, og der kan opstå en tandbyld omkring den tand, der er syg, og det kan gøre voldsomt ondt. Mindre huller i tænderne kan give smerter, når man spiser sødt, surt eller indtager noget koldt eller varmt. Det er rigtigt ubehageligt. Har man smerter eller er meget følsom fra en tand, skal man selvfølgelig kontakte sin tandklinik for at få stoppet sygdommen.

Rodbehandling

Voldsomme smerter kan opstå ved rodbehandling af en tand, hvor bakterierne har fundet vej til nerven og blodet inden i tanden på grund af et hul i tanden, eller når en fortand knækker ved et slag eller et fald. Smerterne kan føles konstant dunkende eller som jag, der forplanter sig ud i hele kroppen.

Isninger i tænderne

Smerter, der føles som isninger i tænderne, stammer for det meste fra området lige over tandkødet kaldet tandhalsen. Her har tandkødet typisk trukket sig tilbage, og rodens overflade, som ikke er belagt med emalje, er blottet. Isningerne optræder typisk, når der spises sødt eller surt og ved kolde eller varme drikke.

Blottede tandhalse kan skyldes for ivrig tandbørstning med en for hård tandbørste, hvor der gentagne gange dag efter dag er skrubbet frem og tilbage med det resultat, at tandkødet er blevet skadet og har trukket sig tilbage fra sit naturlige leje. Desværre sætter tandkødet sig ikke tilbage på sin oprindelige plads igen.

Isninger kan også opstå, hvis tændernes overflade er ætset væk eller er meget tynd på grund af daglig indtagelse af juice eller sodavand eller ved hyppige opkastninger, hvor mavesyren især ætser bagsiden af fortænderne i overmunden.

Behandling af tandhalse

Blottede tandhalse kan behandles med fluor, som påføres tænderne på tandklinikken. Tandpasta kan også dæmme op for isningerne. Det kan i nogle tilfælde hjælpe at lægge en fyldning i en tandhals, så sliddet på tanden ikke fortsætter, og så smerterne forsvinder. Samtidig er det vigtigt at rette op på børsteteknikken, så der ikke opstår yderligere slid.

Har man ætset sin emalje væk, kommer den ikke igen. Tænder, der har mistet sit emaljelag, er langt vanskeligere og dyrere at reparere, fordi der enten skal lægges et plastlag på de enkelte tænder eller laves kroner af porcelæn til hver enkelt tand.

Madrester kan irritere

Hvis man tygger noget mad ind imellem tænderne eller ned i en tandkødslomme, kan der også opstå smerter. I første omgang vil disse smerter formentlig forekomme som en spænding i tænderne, men fjerner man ikke det, der sidder og irriterer i tænderne eller tandkødet, kan det udvikle sig til betændelse og i værste fald til en byld, som spænder og gør ondt i munden.

 


God mundhygiejne forebygger smerter

Vi kan med sikkerhed sige, at mange smerter i mundhulen kan forebygges med en god og korrekt mundhygiejne. Først og fremmest handler det om at børste tænderne to gange dagligt med en blød tandbørste og med små, skånsomme gnubbebevægelser. Derefter skal du fjerne madrester mellem tænderne ved hjælp af mellemrumsbørster, tandstikker eller tandtråd.