Næste år gør jeg det…

Så er tiden igen kommet, hvor du måske vil gøre status over det forgangne år – over hvad det bød dig og hvad du bød det!

Måske er du en af dem, der nytårsaften vil tænke over det, du heller ikke i 2010 fik gjort noget ved.

Du vil måske sige til dig selv: Næste år gør jeg det! Næste år gør jeg altså noget ved mit nytårsforsæt.

En beslutning skal tages, når den er nødvendig

Starten på et nyt år er for mange mennesker den mest oplagte skæringsdato for forandring og beslutning. Et nyt årti fordrer endnu større beslutninger og forandring og, som du sikkert kan huske, det nye årtusinde var jo ved at tage luften fra mange, fordi deres nytårsforsæt skulle være et årtusinde værdigt. Altså kæmpestort!

Men en forandring skal påbegyndes, når den giver mest mening. Og dette er ikke nødvendigvis ved årsskiftet. Derfor træffer mange mennesker beslutninger nytårsaften, som de ikke er helt klar til.

Hen imod eller væk fra?

Der er motivation bag enhver handling. Ofte starter motivation enten i et “væk fra” eller et “undgå” udgangspunkt. Noget, vi ikke vil. Et eller andet, vi vil væk fra, eller en situation, vi for alt i verden vil undgå. Det kan i og for sig være godt nok at starte ud fra. Men det, der skal drive os frem, er det, vi virkelig ønsker at opnå I STEDET FOR det, vi vil undgå. Det, vi vil hen imod, I STEDET for det, vi vil væk fra.

Vi du tabe dig, er dit “væk fra” udgangspunkt din nuværende vægt og selvfølelse. Dit “hen imod” er din nye vægt, den fantastiske følelse af at have ændret vægt, dit smil, når du betragter dig selv i spejlet osv. Det er der, du skal HEN!

“På grund af” og “på trods af”

På vej mod målet og det dejlige udbytte ved målet møder vi (næsten altid) udfordringer. Men hvordan tackler vi disse? Hvilken holdning og fokus har vi, når vi støder på modstand og forhindringer?

Hvis du sætter dig noget for og opnår det UDEN at have mødt modstand, udfordringer eller forhindringer, som du har overvundet undervejs, hvor stor en sejr oplever du så egentlig, det er?

Vi skal sætte pris på de udfordringer, vi møder undervejs, for det er dem, der gør sejren stor. Det er dem, der udvikler os og skærper vores evne til at tilpasse os. Det er det, der kan fremkalde de ekstra ressourcer og gøre, at vi virkelig anvender vores kompetencer til deres yderste.

Dit udbytte ved at nå målet er jo din egentlige motivationsmagnet. Og det er udbyttet, der udgør din “på grund af” motivation. Det er udbyttet, du vil have, og det er på grund af dette, at du sætter dig for at opnå målet.

Dine udfordringer er din “på trods af” motivation. Det er dine på “trods af’er”, der er med til at gøre din sejr stor og gøre dig stolt af din indsats.

Når du står i målet med dit udbytte og siger: JA! Det var på grund af dette, at jeg ville opnå målet, og ser tilbage, kan du også se tilbage på en række “på trods af’er” og sige: YES, jeg gjorde det PÅ TRODS AF disse udfordringer og forhindringer. På trods af modstand lykkedes jeg alligevel!

Husk: Livet er en vidunderlig gave, men vi skal selv pakke den op.

Godt nytår og på gensyn i 2011

Af: Mark Anthony, coach