Når ægtefællen dør – er det en del af livet

Det er altid et stort chok, når ældre mister deres ægtefælle – også efter lang tids sygdom. Derfor har mange ældre brug for hjælp til at komme videre i livet.

Mange års samliv er en ressource for ældre ægtepar. De fælles oplevelser og den fælles hverdag er med til at give livet mening, når man ikke længere opfylder en rolle på arbejdsmarkedet eller som forældre for hjemmeboende børn.

Derfor er det ikke svært at forstå, at ægtefællens død rammer hårdt på den, der bliver tilbage. Så hårdt, at det kan være svært at se en grund til selv at leve videre.

Ofte er netværket ikke så stort ud over familien – og den er svær at inddrage i sorgen.

– Forældre vil gøre alt for ikke at bekymre deres børn, forklarer konsulent hos Ældre Sagen Margrethe Kähler.

– Også selvom det betyder, at de skal skjule deres følelser og måske endda en depression: “I skal ikke tænke på mig, det skal nok gå”.

Større opmærksomhed om sorg

Margrethe Kähler har i flere år arbejdet med ældre, der har mistet deres ægtefælle, og hun har i de senere år konstateret en øget opmærksomhed omkring de ældres sorg.

Rundt omkring i landet er der skudt en række tilbud op til de ældre, der har brug for hjælp – og måske frem for alt selskab – efter de har mistet deres ægtefælle gennem mange år. Ældre Sagens tilbud hedder Livsmodsgrupper, fordi det i sagens natur handler om at få mod på livet igen.

– At miste en ægtefælle er en del af livet for tæt på halvdelen af os – især kvinder på over 70 år. Men alligevel kan man ikke forberede sig på det liv, der følger efter. Og uden hjælp ender mange med at sidde i en stor ensomhed. En ensomhed, der faktisk er også bidrager til at forværre ens fysiske tilstand, forklarer Margrethe Kähler.

Undersøgelser viser, at ensomhed er en stor risikofaktor for ældre i forhold til blandt andet demens, hjertesygdomme og andre lidelser. Ældre kvinder er i dag de statistisk største forbrugere af anti-depressiver, og undersøgelser viser, at kvinder over 80 år er de statistisk mest ensomme mennesker i vores samfund.

En meget stor belastning

Derfor handler det efter ægtefællens død ikke bare om “at komme videre”, som omgivelserne ofte har en forventning om. Der findes solstrålehistorier om ældre, der er dygtige til at gribe livet og måske endda finde nye venner eller en livsledsager gennem diverse senior-dating-services.

Men for en stor del af de ældre handler det ikke blot om livskvalitet. Det handler om selve lysten – og evnen – til overhovedet at fortsætte sin tilværelse.

I Palliativt Videncenter (PAVI) har man i de senere år haft stigende fokus på de efterladte.

– Det er en meget stor belastning og udfordring, når ældre mister deres ægtefælle. Vi har vidst, at det var slemt, men ikke SÅ slemt. De hårdest ramte har PTSD-symptomer (Post Traumatisk Stress Syndrom, red.) eller vælger selvmord som udvej, forklarer Jorit Tellervo, der står i spidsen for udviklingsprojektet “Når to bliver til én”.

Projektet belyser, at ældres sorg ved tab af ægtefælle er mere kompliceret, end man hidtil har antaget. Men det viser også, at vores sorgkultur passer meget dårligt med de følelser, en efterladt ældre sidder tilbage med.

– Omgivelsernes udgangspunkt er ofte at romantisere dødsfaldet: “Nå, blev han virkelig så gammel” eller “Så fik han endelig fred”. Men det afspejler en forventning, som den ældre slet ikke kan genkende. På sin vis negligerer det den efterladtes tab, siger Jorit Tellervo.

Manglende viden om sorg

Omverdenens forventning går i høj grad ud på, at sorgen er noget, man “kommer over”. Men sådan går det ikke.

Når man har levet sammen med et menneske i mange år, som et ældre ægtepar har, bliver den afdødes nærvær anderledes intenst. Det forsvinder aldrig. Det er derfor, man ser efterladte have ritualer som at kysse et portrætfoto godnat eller tage hen til gravstedet og fortælle om markante begivenheder.

– Det passer ikke helt ind i en almindelig opfattelse af sorg – som bygger på forståelse af man “kommer over” en sorg. Vi har opdaget, at det for mange ældre tager lang tid at forstå, at ægtefællen er død. Så når de er parat til at tale om sorgen over tabet, er omgivelserne et helt andet sted, siger Jorit Tellervo.

De lærer ikke at bære sorgen

På Vedbygaard på Sjælland tilbydes kurser i “Livsmestring” for ældre, der er blevet alene. Og kursets ide-kvinde og Vedbygaards direktør Pia Thøgersen vil gerne gøre op med det tabu, som udgøres af ældres sorg. Der er ikke nogen skam i at græde over et dødsfald i nærmeste familie. Undtagen hvis man er blevet pensionist – så vil omgivelserne gerne have, at man kommer videre og lærer at “bære sorgen smukt”.

– Det er da en syg kultur, hvor ældre ikke må græde. Det er så vigtigt, at vi gør op med det, siger Pia Thøgersen.

Hendes kursus på Vedbygaard har 65+ som målgruppe, og hun oplever ofte, at de kigger ned i jorden, når de ankommer. Som de skammer sig over, at de er i sorg.

Til alt held har kursisterne tendens til at holde hovedet højt, når de forlader stedet. Parat til at søge det, som giver deres liv værdi, og hvor de selv får værdi for nogle.

– I vores kultur kan de ældre godt føle sig til overs, når de ikke længere arbejder, og når deres børnebørn er for store til at have brug for pasning. Derfor er det meget vigtigt, at de skaber sig et netværk ud over deres familie, hvor de betyder noget for hinanden, forklarer Pia Thøgersen.

Hendes mål er at få fat i de hårdest ramte ældre, når de mister en ægtefælle.

– Folk bliver tit chokerede, når jeg fortæller, at der er 200 selvmord om året blandt ældre, siger Pia Thøgersen.

Øget trivsel er afgørende

På Vedbygaard benytter man WHOs trivselsindeks som udgangspunkt for at evaluere Livsmestrings-kursernes effekt.

En undersøgelse af de første tre års kurser viser et klart løft i deltagernes trivsel. Faktisk et afgørende løft.

86 procent af de tidligere deltagere på Livsmestringskurset har besvaret spørgsmål om deres trivsel, og deres trivsel er gennemsnitligt gået fra 43 til 56 på indekset. Det er en stigning på 23 procent. Ifølge WHO er der tale om en markant ændring, når den er større end 10 procent.

Og endnu vigtigere: værdien 50 er skæringspunktet for, hvornår en person er i risikozonen for depression og selvmord. Kursisterne på Vedbygaard flyttede sig altså ikke bare meget; de flyttede sig et stykke, som kan være helt afgørende.

Litteratur

Margrethe Kähler: Kys Livet – også når det gør ondt, Ældre Sagen 2012

– om at bevare den mentale sundhed – også hvis man har mistet sin ægtefælle

Jorit Tellervo: Når to bliver til én. Palliativt Videnscenter 2012

– uddannelsesbog om ældres sorgmønstre

Maj-Britt Guldin: Kompliceret Sorg, Aarhus Universitet 2012

– Ph.D.-projekt om 6.500 danskeres sorgreaktion

Lise Trap: Sorg – den dybeste ære, glæden kan få, Forlaget Alfa 2010

– om at leve med sorgen over at miste et familiemedlem