Når man lider af senfølger, har man brug for rådgivning

Af: Britt Nørbak / Foto: Colourbox

Kræftbehandlede med senfølger kan have brug for at tale med andre i samme situation. Oplysning, støtte og rådgivning gør en forskel.

Foreningen for Kræftbehandlede med Senfølger, også kendt som Senfølgergruppen, blev stiftet i 2008 og har til formål at fastholde og videreudvikle det sundhedsfaglige fokus på senfølger og at hjælpe mennesker med senfølger. Det gøres blandt andet ved at have telefonrådgivningen Senfølgerlinjen, hvor alle med senfølger kan få praktisk hjælp og konkrete råd, men også bare en forstående stemme i røret, alt efter behov. De fleste spørgsmål til Senfølgerlinjen omhandler smerter, sexliv og arbejdsliv.

Foreningens formand er Marianne Nord Hansen, der selv lider af senfølger. Hun blev i behandlingsforløbet for kræft ikke oplyst om senfølger, så det kom bag på hende, at hun efter behandlingen havde så svært ved at sove om natten, fik tinnitus og næsten ikke kunne gå uden voldsomme smerter. Der gik to år efter endt behandling, før det blev konstateret, at hun led af senfølger i svær grad. Hun fik den rette hjælp fra Smerteklinikken (Tværfagligt Smertecenter) på Herlev Sygehus, hvor hun stadig er tilknyttet, da smerterne og smertebehandlingen jævnligt vurderes og justeres. Men på trods af hjælpen er Marianne Nord Hansen ikke længere i stand til at arbejde.

– Mange af dem, der lider af senfølger, har brug for rådgivning omkring, hvordan de bliver i stand til at klare deres arbejde. De vil gerne have en tilknytning til arbejdsmarkedet på trods af deres senfølger, for ellers føler de ikke, at de har et liv og noget at stå op til. For nogle er det nok at ringe til Senfølgerlinjen og få sat ord på frustrationerne og snakke om problemet, mens andre har behov for mere konkret hjælp, fordi de måske allerede har mistet deres arbejde på grund af for mange sygedage. Vi kan etablere kontakt til den lokale Kræftrådgivning, der så kan kontakte kommunen og det lokale jobcenter, så der kan laves en plan for det arbejdsmæssige eller det pensionsmæssige, siger Marianne Nord Hansen.

Om Senfølgergruppen

Senfølgergruppen kan kontaktes for spørgsmål døgnet rundt på telefon 40 44 78 48 eller på e-mail senfoelgergruppen.dk@godmail.dk. Foreningen støttes økonomisk af Kræftens Bekæmpelse. Alle kan blive medlem af Senfølgergruppen, og du kan læse mere om Senfølgergruppens arbejde, og hvordan du bliver medlem på www.senfoelger.dk