Mange hjerter kæmper en hård kamp for at transportere blodet rundt i kroppen på deres danske ejermænd. Hjertet og blodårerne er på konstant overarbejde, fordi blodtrykket er for højt. Det betyder, at blodet presses igennem årerne med en større kraft end normalt, og det udsætter hjertet og blodårerne for en unødig stor belastning. Resultatet kan være en udvikling af hjerte-karsygdomme – for eksempel en blodprop i hjertet eller hjernen. I langt de fleste tilfælde kender man ikke forklaringen på, hvorfor folk får forhøjet blodtryk. Man ved dog, at forhøjet blodtryk kan skyldes arvelighed og livsstilsfaktorer såsom overvægt og rygning. Ved at tabe overflødige kilo, dyrke regelmæssig motion og kvitte cigaretterne gør du meget for at hjælpe dig selv ud af risikozonen for at få forhøjet blodtryk. For de fleste, der har fået forhøjet blodtryk, vil behandlingen også bestå af medicin. Mange lever adskillige år, før de bliver klar over, at deres hjerte og blodårer er under pres. Du kan få klarhed ved at få målt dit blodtryk på apoteket.