Naturlig heling af såret

Af: Carsten Gottlieb

Foto: Shutterstock

Nogle sår tager lang tid om at hele, og de kan også være smertefulde. Med naturlige midler kan du minimere risikoen for, at helingen trækker ud, og du bliver nødt til at få behandling med antibiotika.

Vi tænker ikke ofte over, hvor smart det er at have et organ som huden. Kroppens hylster modtager sanseindtryk fra omgivelserne, og samtidig beskytter huden de mange processer, som foregår inden for den højst 1 mm tykke barriere.

Når man tænker på, at huden dækker og beskytter ca. 17 km blodbaner, er det let at forstå, hvorfor kroppen reagerer hurtigt og voldsomt på enhver punktering af sin beskyttende overflade. Langt de fleste overfladiske sår sørger kroppens egne funktioner da også for at lappe.

Men når det trækker ud med helingen, kan det være rart at kende til processen i en sårheling – og hvordan man kan støtte den på naturlig vis.

Kredsløbet holder helingen i gang

Et sår – en punktering af huden – går normalt gennem fire faser (se faktaboks).

Ofte er det i fase to, hvor kroppen bekæmper den opståede skade, du oplever gener og kan have brug for at støtte kroppens egne funktioner. Her skaber naturlig inflammation bl.a. hævelse, som kan svække blodcirkulationen omkring såret. Det er vigtigt, at såret får en god ilttilførsel.

Derfor er det første naturlige råd, at du holder dig så aktiv som muligt. God fysisk form sikrer et godt kredsløb, og det vil altid være godt at opretholde din aktivitet, mens din krop kæmper mod et sår. Hvis der er tale om et fod- eller bensår, hvor helingen kan trække ud på grund af den ringe blodforsyning, kan det gøre en positiv forskel at sidde med fødderne på et vippebræt, så du aldrig er helt i ro.

Det er også vigtigt at drikke tilstrækkeligt, mindst halvanden liter om dagen, for at stimulere kredsløbet. Hvis du er forhindret i at være i bevægelse i løbet af dagen, er støttestrømper et meget effektivt middel til et bedre kredsløb i underbenene.

Læs også: Skal der gnides bakterier i såret?

Energi i benene

I naturkostbutikken findes flere gode tilskud, som kan give energi til kredsløbet og dermed sårhelingen.

Som støtte til kredsløbet er det oplagt at vælge et Gingko Biloba-tilskud. Gingko Biloba er et produkt, som laves af tørrede, pulveriserede blade fra Tempeltræet. På grund af en let blodfortyndende effekt og en evne til at udvide blodkarrene, bruges Gingko Biloba ofte af mennesker med såkaldt vindueskiggersyndrom i benene.

Også hvidtjørn-præparatet Padma Plus er yderst relevant ved behandling af sår – især på fødder og ben. Hvidtjørn-ekstrakt anbefales til vedligeholdelse af perifær blodgennemstrømning i hænder, ben og fødder.

Et boost mod betændelse

Ikke kun kroppens egen energi bestemmer sårets heling. Hvis der er kommet bakterier i såret eller hudafskrabningen – og det er der næsten altid – kan de fremmede mikroorganismer holde dit immunforsvar i skak og skabe en betændelse. Mens der er betændelse, heler såret ikke.

I kampen mod betændelse kan du f.eks. booste kroppens eget immunsystem med hvidløg eller hvidløgstabletter, der har antibakteriel funktion.

Det samme gælder et blandingsprodukt som Urte-Pensil, som er et meget effektivt blandingprodukt af grønne urter og rødder. En af urterne i blandingen er Echincea, der hjælper immunforsvaret på vej.

Men det mest effektive naturmiddel imod inficerede sår er formentlig medicinsk honning.

Medicinsk honning med penicillinstyrke

En kop te med honning kan løfte humøret efter de fleste skader og kvæstelser. Men i forbindelse med sår skal honningen ikke spises eller drikkes. Den skal smøres direkte på såret. Og det nytter ikke noget, at du bruger din almindelige blomsterhonning eller lynghonning.

Den gode effekt af honning skyldes bl.a et stof, som findes i biernes mavesæk. Dette stof bliver ødelagt ved den varmebehandling, man normalt udsætter spisehonning for. I forbindelse med sårheling skal du anskaffe dig noget medicinsk honning på apotektet eller i din helsekostbutik. Bl.a. har den newzealandske Manuka-honning vundet stor anseelse i sårbehandlingen.

Det ser ud til, at medicinsk honning virker lige så godt ved sår som antibiotika. Forskningen har dokumenteret en bred, antibakteriel effekt, og samtidig oplever mange smertelindring, samt at sårene heler hurtigere.

Til kroniske sår har en hollandsk producent udviklet honning-præparatet Revamil, der benyttes i konventionel sårbehandling på en række danske sygehuse.

Andre naturlige midler til desinficering af betændte sår er cremer med oliven, oregano og Tea Tree Olie. Spørg evt. i helsekostbutikken, hvad de har gode erfaringer med.

Læs også: Lev en sårfri tilværelse

Aloe Vera i alle faser

Endelig er der Aloe Vera, som fortjener et lille afsnit for sig selv. Aloe Vera er gavnligt i nærmest alle faser af sårhelingen.

Hvis du har rejst i Asien, er du måske allerede bekendt med den friske, klistrede Aloe Vera-saft som behandling af solforbrænding og overfladiske sår. I Danmark kan du også få creme og salve med Aloe Vera, som kan give en god antibakteriel effekt i det forholdsvist friske sår.

Men også når rødmen fortager sig, er Aloe Vera relevant. Med fortsat brug af Aloe Vera kan du skue op for tempoet af sårhelingen og ofte reducere arret.

Sårets fire faser:

Når der laves et hul i huden, påbegyndes fire faser:

  1. Blødning stoppes, blodet koagulerer – og hullet lukkes med sårskorpe
  2. Dødt væv, snavs og bakterier (infektion) nedbrydes og bortskaffes af kroppens hvide blodlegemer
  3. Ødelagt væv genopbygges nedefra
  4. Huden vokser sammen under sårskorpen.

Naturlige alternativer?

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet Naturli, der skriver om sundhed og velvære med fokus på naturlige og alternative metoder og midler.

Se mere på www.naturli.dk hvor du også kan finde kilder til denne artikel og søge på andre artikler om sårheling.