Træn hjernen til ro

Populært sagt er hjernen lige som en muskel. Den kan trænes og formes. Mange tænker på, at den skal holdes i form med stimulering og aktivitet, men for nogle er det også nødvendigt at lære hjernen at slappe af.

Langt de fleste mennesker vil på et eller andet tidspunkt opleve en periode med stress, angst og magtesløshed. Det kan være soldater i krig i verdens brændpunkter, eller det kan være forældre til meget syge børn. Post traumatisk stress eller PTSD, som det ofte kaldes, bliver af mange kædet sammen med hjemvendte soldater, men egentligt er det en betegnelse for, at stressen bliver i kroppen, længe efter årsagen er væk, og det sker også for mennesker, der ikke har været i krig og katastrofeområder. En af udfordringerne med PTSD er at få hjernen til at slappe af igen, så man kan sove, slappe af og restituere. Det kan være, man har brug for at tale med en psykolog om oplevelserne, men det kan også være, at det er nødvendigt at vende hjernen til en lavere aktivitet. Lave afspændingsøvelser for hjernen så at sige. En effektiv metode til det er neuro-feedback træning eller EEG træning, som det også kaldes.

Træningen foregår ved, at hjernens aktivitet bliver målt på områder, som har betydning for evnen til at slappe af. Træning, som man kender det fra sportens verden, er hård og krævende. Derfor var det lidt spændende for Helses udsendte at lægge hoved til denne træning. Ville jeg blive træt, ør eller få hovedpine? Men jeg kunne intet mærke – end ikke den mindste kildrende fornemmelse. Herefter blev jeg vist et skærmbillede, som blev større og kraftigere i farverne, jo mere jeg slappede af, ligesom lyden steg. Ifølge træner, Conni Krarup Andersen fra EEG Training, opfattes ændringerne på skærmen, som en belønning til hjernen, der gerne vil stimuleres med lyd og billede. Det er derfor muligt at træne en hjerne, der kører i et konstant stress-niveau til at slappe af. Ved hjælp af hjerneskanninger er det muligt at se ændringerne i hjernen, men der findes også flere forskningsresultater, som bekræfter, at neuro-feedback effektivt kan hjælpe mennesker med stress, PTSD, ADHD og stress.

– Neuro-feedback ændrer ikke ved mennesket. Er man nervøst anlagt, vil man også være det efter at have modtaget neuro-feedback træning. Men træningen lærer hjernen at slappe af og fungere normalt, så man kan arbejde med sine udfordringer. Er der traumer, vaner, tankemønstre eller behov for strategier til håndtering af hverdagen, kan det være en god idé at kombinere træningen med et forløb hos en psykolog eller en anden behandler, forklarer Conni Krarup Andersen.     

Fakta

Neuro-feedback eller EEG træning foregår primært hos private behandlere, og man betaler oftest selv for træningen. Et studie fra Norge har vist, at træningen kan være lige så effektiv som medicin for mennesker med ADHD. Træningen er mest effektiv, hvis der bliver sat ind tidligt. Der er ikke mistanke om bivirkninger ved behandlingen, men det kræver, at man møder op til træning to gange om ugen.