“Nogle gange skal man bare ha’ et spark i røven”

Af: Mette Ærbo Behrend, Foto: Lars Bech

Jens kender ikke til kommunens gratis sundhedstilbud, før hans læge gør ham opmærksom på muligheden. Med en god portion skepsis møder han op til træningsforløbet for lungepatienter. Jens bliver fast deltager, og han oplever, at han får det bedre, værdien i et træningsnetværk og med den motiverende fysioterapeut Marianne.

 

Det kan være grænseoverskridende at skulle gå på trapper med besværet vejrtrækning. Og udfordringen bliver hurtigt større, hvis du hele tiden er bange for at falde på grund af svage benmuskler. De bekymringer er hverdag for Jens, og af den grund ved han ikke helt, hvad han skal tænke, da hans læge en dag fortæller om et sundhedstilbud, som Egedal kommune udbyder. Jens er KOL-patient og dårligt gående, da et vægttab på 30 kilo over de sidste seks år har tæret på muskelmassen.

 

Det gælder bare om at prøve

Træningsholdet, der er for lungepatienter, der lider af KOL eller en anden lungesygdom. Det er et gruppetilbud, men der er i høj grad fokus på den individuelle deltagers mål og tilstand. Forløbet indledes med en individuel samtale, start-test og en plan for træningen.

– Jeg var ikke meget for at skulle afsted, og jeg tænkte på forhånd, at det var sådan et hold for ældre mennesker og måske folk i kørestol. Det interesserede mig ærlig talt ikke særlig meget, forklarer Jens, da han tænker tilbage på sine overvejelser inden første træning. Han siger til sin læge, at han da godt kan prøve at møde op og se, hvad det er for noget. For han kan jo altid bare droppe det igen, hvis det ikke viser sig at være noget for ham. Jens giver det derfor et forsøg og ender med at holde fast i at komme til gruppetræningerne hos fysioterapeuten Marianne – bortset fra de tre gange, han er indlagt med lungebetændelse henover vinteren.

– Jeg har selv bekendte, der ville have godt af at komme på sådan et hold. Nogle gange skal man bare ha’ et spark i røven, siger Jens med et skævt smil.

 

Sammenholdet og snakken betyder meget

Jens oplever, at de forventninger, han havde på forhånd, faktisk kun falder ud til den positive side. For jo, det er ældre mennesker, der deltager i træningen, men pludselig bliver værdien af fællesskabsfølelsen meget klar for Jens.

– Sammenholdet betyder helt klart noget for mig. Og det at snakke med de andre. Vi plejer at være en 7-8 stykker på holdet, og vi kommer jo alle med en lungesygdom i bagagen. Der er nogle af de andre til træningen, som snakker en del om deres sygdomme og følgesygdomme, og det er helt i orden, at de gør det. Men det gider jeg ikke. Jeg hader at snakke om sygdom. Det kan jeg gøre med de læger og sygeplejersker, jeg jævnligt møder, siger Jens.

Udover sammenholdet er underviserne gode til at tage hensyn til den enkelte deltagers behov og formåen. Jens oplever, at der er plads til, at deltagerne tager de pauser, de har behov for. Og dem er der en del af på sådan et lungehold, når det begynder at knibe med vejrtrækningen. Marianne træner holdet og er god til at motivere deltagerne. Blandt andet får Jens et opmuntrende ”Kom så, Poulsen” og et smil med på vejen, da han træder, så godt han kan, i kondicyklens pedaler.

– Igennem hele mit liv er jeg blevet kaldt Poulsen. Så det kalder de mig selvfølgelig også her på holdet. Marianne er meget positiv, og det motiverer mig til at lægge lidt ekstra kræfter i, siger Jens.

 

”Det skal gøre ondt, før det gør godt”

Fremgangen er der, men det går langsomt. Sammen med den stille fremgang oplever Jens, at han bliver meget træt. Det er noget af det, som er kommet mest bag på ham, efter han er begyndt at træne.

– Jeg kan mærke forbedringer, men det går meget langsomt. Så kan jeg godt blive utålmodig og tænke, at jeg hellere vil bruge tid på at gå på jagt, som jeg har gjort i lige godt 37 år. Træningen er hård for mig, men det skal gøre ondt, før det gør godt. Det føles godt at gøre noget for at leve sundere, men nogle dage hænger det mig langt ud af halsen at skulle afsted, hvis jeg ikke føler mig helt frisk, indrømmer Jens.

Til selve træningen er Jens blevet gjort opmærksom på andre sundhedstilbud, som kommunen tilbyder. Da han netop ønsker at tage lidt på for at kunne øge muskelmassen, er han gået med til at komme på holdet Ernæringsterapi for småtspisende, hvor han får individuel vejledning. Hver anden onsdag deltager Jens også på kurset Sundere Sammen, som er nogle temabaserede dage med meningsfyldte aktiviteter. Lige for tiden er det sund madlavning, som deltagerne mødes omkring.

 

__________

 

Fakta

Der findes mere end 2000 gratis kommunale og regionale sundhedstilbud. Her kan du søge på sundhedstilbud, der kunne være relevante for dig.

Det fremgår altid klart, om du selv kan tilmelde dig sundhedstilbuddet, eller om det kræver en henvisning. Hvis det kræver en henvisning, kan du nævne tilbuddet for din læge, som så vurderer, om du opfylder kriterierne.

Under søgefunktionen kan du lave en filtrering blandt: – de 22 kategorier af sundhedstilbud – tilbud i din region – tilbud i din kommune – om tilbuddet kræver en lægehenvisning eller ej