Ny forskning kan hjælpe rygmarvsskadede

Danmark har fået sin første professor i sløve tarme. Klaus Krogh fra Århus Universitetshospital har omsat banebrydende forskningsresultater til nye effektive behandlingsmetoder. Det øger livskvaliteten hos en tredjedel af personer med lammelser efter en rygmarvsskade. I et team af seks unge Ph.d-studerende læger har Klaus Krogh gang i spændende forsøg med blandt andet elektrisk stimulation af hud og sammenkobling af nervebaner til kontrol af tarmfunktion hos ikke bare rygmarvsskadede, men muligvis også hos personer med sclerose og medfødt rygmarvsbrok.

Mikkel Bundgaard, formand for RYK – Rygmarvsskadede i Danmark, sætter pris på, at forskningsresultaterne har ført til en palet af behandlingsmuligheder. – Vores lammelser er forskellige, så det handler om at finde den løsning, der passer bedst til den enkelte, siger han.