Ca. ti pct. af alle danske kvinder lider af den kroniske og smertefulde lidelse, endometriose, hvor væv, der minder om livmoderslimhinden, vokser uden for livmoderen.
Langt de fleste af kvinderne kan behandles med enten en operation eller med hormoner. Men for en gruppe på ti til 15 pct. virker ingen af delene, og de må leve med de ofte invaliderende smerter, som følger med sygdommen. Men måske kan psykologisk smertebehandling hjælpe kvinderne. Det er et nyt forskningsprojekt i gang med at undersøge.
Endometriose er en meget udbredt sygdom, som rammer rigtig mange kvinder. Et stort internationalt studie har vist, at lidelsen koster samfundet mellem fire og seks mia. kr. om året i omkostninger til sundhedsvæsenet og tabt arbejdskraft.
– Derfor er det vigtigt, at vi forsøger at gøre noget for kvinder med ellers uhelbredelig endometriose, og her vil vi undersøge, om psykologisk smertebehandling kan være vejen frem, fortæller ph.d-studerende Karina Ejgaard Hansen fra Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet til videnskab.dk
Hun står bag det nye forskningsprojekt, som er støttet af Trygfonden.
Da de kirurgiske og hormonelle behandlinger kun hjælper mellem 85 og 90 pct. af alle kvinder med endometriose, skal der ifølge Karina Ejgaard Hansen andre tiltag til, og her foreslår forskere fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet psykologisk smertebehandling. Den har i forvejen veldokumenterede effekter på en lang række kroniske smerter, og Karina Ejgaard Hansen forventer også, at den vil gavne kvinder med endometriose.
Hun henviser til, at der allerede i 2007 blev foretaget et pilotforsøg, som viste, at psykologisk smertebehandling også virker for kvinder med endometriose, så nu er målet også at vise det i et større studie, siger hun.
Lone Hummelhøj er adm. direktør for World Endometriosis Research Foundation, der er en global platform, som arbejder på at standardisere dataindsamling inden for endometriose, så forskere over hele verden kan arbejde sammen på kryds og tværs af landegrænser.
Hun deltager ikke i det nye forskningsprojekt, men hun har tidligere arbejdet sammen med forskere fra Aarhus Universitetshospital, hvor ét af de danske endometriose-centre ligger.
Lone Hummelhøj fortæller, at endometriose i høj grad er en overset sygdom, så hun er glad for, at TrygFonden har bevilliget penge til forskning i behandling af smerterne ved sygdommen. Hun tilføjer, at sygdommen heller ikke er godt nok forstået endnu. Forskellige behandlinger virker kun for nogle patienter, men ikke for andre, og forskerne har endnu ikke har fundet ud af hvorfor.
Kilde: Videnskab.dk
Fakta om endometrioseEr en lidelse, hvor væv, der ligner slimhinden i livmoderen, vokser uden for denne og sætter sig fast i f.eks. bughulen eller endetarmsvæggen. Endometriose er kronisk og kan medføre store smerter. Sygdommen begynder typisk ved kvindens første menstruation, og bliver derefter forværret. Lidelsen er lettest at behandle, hvis den opdages tidligt. Men diagnosetiden er mellem seks til otte år, da mange unge kvinder ikke ved, at deres smerter skyldes sygdom, og fordi sygdommen kræver en kikkertundersøgelse. Kilde: Videnskab.dk |
Symptomer på endometrioseDe hyppigste symptomer er menstruationssmerter, smerter ved samleje og nedsat fertilitet. Kilde: Videnskab.dk |