Ny hofte som 46-årig

Det kom som en stor overraskelse for både mig og mine omgivelser, da jeg blev indstillet til en hofteoperation. Jeg kender ingen på min egen alder, som kandiderer til en kunstig hofte og har aldrig selv forestillet mig, at jeg skulle være hoftepatient. Men otte-ni måneder med smerter, flere og flere fysiske begrænsninger og udsigt til yderligere forværring overbeviste mig.

Jeg kan tydeligt huske den første gang, hvor smerterne bliver så intense, at jeg ikke kan ignorere dem. Jeg er på besøg hos en veninde en fin sommerdag, og vi er på vej hjem fra indkøb. Bare en kortere gåtur. Pludselig kan jeg ikke gå længere. Smerterne sidder dybt inde og stråler ud i lysken og øverste del af venstre lår med en kraft, så jeg næsten ikke kan støtte på benet.

Min veninde tilbyder at hente sin bil, men vi er få hundrede meter fra hendes hjem, så jeg bider tænderne sammen og klarer den lige akkurat til hoveddøren.

De første stærke smerter bliver begyndelsen på et længere forløb med uvished, smerter, røntgen og scanning. Det hele munder ud i en timelang operation og den kunstige hofte, som nu gemmer sig bag et 17 centimer langt ar på venstre balle og hofte.

Tvivlen fra i går aftes er vendt tilbage og strammer med et fast greb om min hals. Den lange sygehusgang er grå, tom og stille. Klokken er ti minutter over syv en tidlig fredag morgen i slutningen af marts.

Min kæreste slipper ikke min hånd, mens vi venter på, at jeg bliver kaldt ind og gjort klar til operation. Vi har talt om den tvivl, der ikke vil slippe mig. ”Er det virkelig nødvendigt med den operation?”. ”Hvad nu, hvis det slet ikke hjælper?”

Både røntgen og scanning har talt hvert sit klare billedsprog; jeg har en medfødt hoftefejl, en såkaldt hofteledsdysplasi, som betyder, at hoftehovedet sidder forskudt ude af hofteskålen.

Det er en misdannelse, som alle nyfødte kontrolleres for, men som i mit tilfælde ikke er blevet opdaget, og som jeg stort intet har mærket til før nu, hvor jeg er i midten af 40’erne.

Jeg har haft et fysisk aktivt liv med lejlighed på fjerde sal uden elevator, cykel i stedet for bil, svømning, løb, masser af gåture og en hel del fester på høje hæle. Lige indtil mine smerter sætter en stopper for alt det.

Røntgen og scanning viser tydeligt misdannelsen, og at jeg har mistet et stort stykke brusk. Der er læsioner på ledlæben og tydelige tegn på begyndende slidgigt. Som en læge formulerer det: ”Lige nu er det knogle mod knogle, når du bevæger dig. Der er ingen brusk imellem.”

Jeg har været til informationsdag på sygehuset med en lille gruppe andre patienter og har hørt oplæg fra både fysioterapeut, kirurg og sygeplejerske. Jeg har læst det fyldige informationshæfte grundigt igennem flere gange, og jeg har rundet internettet. Alligevel er jeg fuld af tvivl, her få timer før min operation.

En sygeplejerske henter mig og viser mig ind på stuen, hvor mit hospitalstøj ligger klar på sengen.

Efter nogen tid kommer kirurgen, han indleder med et ”Godmorgen, er du klar?” Og jeg må ærligt svare, at det er jeg langt fra og bliver det måske heller ikke.

”Lad os snakke om det,” siger han, sætter sig ved min side og spørger stille og roligt ind til det hele. Jeg er ikke bange for operationen som sådan, jeg er ikke bange for ikke at vågne af narkosen. Jeg er bange for, at operationen slet ikke vil kunne hjælpe mig.

Den tvivl rækker et halvt år tilbage til en anden læge på et andet sygehus, som meget udiplomatisk affejede mine smerter og ikke mente, at en operation ville kunne komme på tale. Nu fylder den læges ord det hele, fortæller jeg kirurgen. Han lytter. Og jeg kan mærke en tillid vokse frem i mig.

Han fortæller, at jeg udelukkende er blevet indstillet til en hofteoperation, fordi vurderingen er, at jeg vil have stor gavn af indgrebet og mærke en klar forbedring, både i forhold til mine smerter og i forhold til, hvordan jeg vil kunne bevæge mig bagefter.

Vores snak varer 15-20 minutter, og bagefter er jeg helt rolig og afklaret. Den følelse tager jeg med mig, da portøren henter mig og kører mig ned til operationsgangen.

Jeg kommer i fuld narkose og mærker ikke, at hoften vrides af led, at kirurgen lægger et snit fra ballen og ind. At lårbenshovedet saves af og erstattes af et kunstigt, eller at min hofteskål udskiftes med en ny, som bankes på plads.

Operationen er overstået klokken 11.58 og er gået helt efter planen. Kirurgen kommer forbi mig sidst på eftermiddagen, da alle dagens operationer er overstået. Jeg troede, at han for længst var gået på weekend, men i stedet taler han mig grundigt gennem forløbet og afslutter med ”Jeg fandt endnu flere skader, end scanningen viste. Det var en god beslutning at blive opereret.”

Jeg skal overnatte en enkelt nat på sygehuset og er tilbage på stue 181 med min medpatient; en mand på min egen alder, som er blevet opereret umiddelbart inden mig. Vi skal begge op at stå samme aften og vise, at vi kan gå med et gangstativ; det er blandt kriterierne for at kunne komme hjem den efterfølgende dag. Til min store lettelse kan jeg gå. Langsomt og stift. Men jeg kan gå.

Natten er urolig og fuld af fremmede lyde, narkosen er for længst ebbet ud, og den smertestillende medicin mister lidt af sin styrke. Jeg tanker op med Panodil og et morfinlignende præparat og døser hen.

Næste dag skal jeg gennemgå mit øvelsesprogram med en fysioterapeut og mærker, hvordan den mindste bevægelse kræver alle mine kræfter – finalen er en afsluttende gåtur op og ned ad sygehusets korte indre trappe med to krykkestokke.

Selvom jeg for længst har besluttet, at jeg ikke tager direkte hjem til min egen lejlighed på fjerde sal, så er det en kæmpe lettelse at vide, at jeg kan klare trapperne. En afsluttende røntgenundersøgelse og omklædning til mit eget, løstsiddende tøj.

Lidt over et døgn efter min operation bliver jeg udskrevet. Euforisk og udmattet på én og samme tid.

Operationssåret er hæftet sammen med metalclips og dækket af en stor forbinding, som skal blive siddende så længe som muligt. Næste udfordring bliver at komme ind og ud ad min kærestes bil, og jeg bliver igen mindet om, hvordan alt dét, jeg har taget for givet, alle de mange små bevægelser i løbet af en dag, nu er blevet svære og tidskrævende. Efter råd fra sygehuset lægger vi en plasticpose på passagersædet, så jeg nemmere kan glide ind på sædet.

Dagen efter min udskrivelse er der kontrolopkald fra sygehuset; en sygeplejerske skal sikre, at jeg har det godt, er feberfri, at såret ikke væsker unaturligt, og at mine smerter er under kontrol. Jeg kan bekræfte, at den del forløber planmæssigt.

Dagen efter bliver jeg ringet op af en ergoterapeut, som spørger til mit behov for hjælpemidler. Det er svært for mig at vide; jeg bor hos min kæreste, som hjælper mig med alt, han køber ind, laver mad, vasker tøj, støtter mig på den korte gåtur ud til badeværelset og vasker mit hår. Jeg kan ikke selv stå oprejst under bruseren, men sidder forsigtigt på en taburet. Jeg aftaler med ergoterapeuten, at vi snakker sammen igen, når jeg er tilbage på fjerde sal.

Udover de to opkald skal jeg kun have kontakt med sygehuset i det omfang, jeg har behov for og selv tager initiativ til. Otte Panodiler om dagen holder mig smertedækket, og jeg kan tage et morfinpræparat, hvis smerterne bryder igennem.

Jeg skal lave 11 øvelser hver dag, seks liggende og fem stående. På papiret lyder det enkelt og overskueligt, i virkeligheden kræver det alle mine kræfter at gennemføre. Jeg bliver hurtigt træt og begynder ind imellem at græde pludseligt og umotiveret. Informationshæftet har forberedt mig på det, alligevel er det svært at være i.

Jeg oplever nætter med smerter så stærke, at jeg ikke kan sove og har svært ved at dæmpe smerterne på trods af morfinpræparatet.

Hver gang kontakter jeg efterfølgende afdelingen, hvor en sygeplejerske guider og beroliger mig med, at min tilstand er helt normal, også når smerterne spreder sig til knæ og lår.

Jeg bliver konstant testet på min tålmodighed, men såret heler fint, jeg har god appetit og lærer stille og roligt at håndtere smerterne, inden de eskalerer. Fem dage efter udskrivelsen kan jeg selv gå i bad.

Dagen efter tager jeg hjem og erobrer langsomt trapperne til fjerde sal. De kommende uger står et korps af venner og veninder klar til at hjælpe med aftensmad, rengøring, indkøb og transport. Forbindingen ryger, og jeg får fjernet metalclipsene hos min praktiserende læge. Jeg er til kontrol hos sygehusets fysioterapeut, som sikrer sig, at jeg gør de nødvendige fremskridt – hun tanker mig op med optimisme og laver en henvisning til en genoptræningsplan, så jeg kan træne videre hos en fysioterapeut i privat regi. Det gør jeg stadig.

Den nye hofte på høje hæle

I skrivende stund er det 10 uger siden jeg blev opereret. I den periode har min største optur været en krykke-fri konfirmation på høje hæle, og min største ærgrelse en aflyst Hamborg-tur, som jeg ikke kunne gennemføre på grund af smerter.

I øjeblikket går tingene langt fra så hurtigt, som jeg kunne ønske: For mange smerter på grund af overanstrengelse gør, at jeg ikke kan træne optimalt, men skal holde mig mere i ro. De kommende uger bliver en balancegang i forhold til hverken at gøre for lidt eller for meget. Jeg går uden krykkestokke, tager ingen former for smertestillende medicin og kan gå kortere strækninger uden smerter.

Min største hurdle er fortsat trapperne op og ned fra fjerde sal, som hurtigt sætter pinefulde aftryk i knæ og lår. Men jeg holder fast i min fysioterapeuts ord fra seneste konsultation: ”Alt det, du er igennem nu, det er sådan set bare dét, vi kalder genoptræning. Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden seks måneder frem, så du ville vide, hvor godt du får det.”

Jeg glæder mig til at give ham ret.

En stor tak til Ortopædkirurgisk Afdeling, ESA 2, på Aarhus Universitetshospital for særdeles kompetent og hjertevarm behandling.