Kolesterol: Ny medicin skal hjælpe svigtet patientgruppe

Af: Jette Warrer Knudsen

Foto: Scanpix/Iris

Arveligt forhøjet kolesterol er en farlig genfejl, hvis den ikke bliver opdaget og behandlet i tide. En ny medicin kan være løftestang til at få større fokus på genfejlen herhjemme.

Flere af os kender til familier, hvor pludselig hjertedød brutalt er slået ned flere gange. Onkel Jens og onkel Peter, der virkede så sunde og raske, faldt om med en blodprop. Og fætter Andreas, der bare var 22 år gammel, faldt også død om på fodboldbanen. Årsag hjertesvigt. Dræberen er en arvelig genfejl, familiær hyperkolesterolæmi eller arveligt forhøjet kolesterol. Problemet er, at mange familier i årevis går rundt uden rigtig at kende årsagen til, at så mange i familien er døde af hjertesvigt. Genfejlen er en skjult sygdom, som det for mange i ramte familier er svær at tale om, fordi der er både angst, fortrængning og skyld indblandet, selvom ingen naturligvis kan gøre for, at de har fået genfejlen, som ikke hænger sammen med uhensigtsmæssig livsstil..

– Rigtig mange går derfor rundt uden at vide, at de er i højrisiko for at dø af hjertesvigt. Samtidig er opsporingen og udredningen på området herhjemme katastrofal mangelfuld, mener flere eksperter. Én af dem er professor og overlæge Børge Nordestgaard, professor ved Institut for klinisk medicin på Københavns Universitet.

-Jeg vil kalde det en skamplet, at vi ikke har gjort mere for at opspore de ramte familier, så de kan komme i behandling i tide. Vi er langt bagud i forhold til f.eks. Norge, Spanien, Holland og Belgien, som har gjort rigtig meget, oplyser Børge Nordestgaard. I Holland og Belgien har man f.eks. i mange år haft mobile ambulatorier, som kører ud til folk for at få dem undersøgt for arveligt forhøjet kolesterol.

De fleste af de mennesker, der er i behandling for arveligt forhøjet kolesterol, bliver behandlet med statiner. Men nogle af dem får ikke den ønskede effekt af behandlingen og er derfor særligt udsatte. Nu er der så kommet et helt nyt lægemiddel på markedet. Medicinalselskabet Amgen er det første, som har fået lanceret sit middel, Repatha, på det europæiske marked og nu også i Danmark, og flere andre selskaber er i fuld gang med at lancere deres bud på det helt nye lægemiddel, PCSK9-hæmmere, som kan binde og stoppe den farlige LDL kolesterol i blodet.

Børge Nordestgaard forventer sig rigtig meget af den nye medicin.

– For det første kan den hjælpe de mennesker, der er i en helt særlig risikogruppe, fordi de ikke har gavn af den traditionelle behandling. De får nu en tryghed og en sikkerhed, som de ikke har haft før, og for det andet tror jeg, at den nye behandling vil være den helt rigtige løftestang til at få fokus på arveligt forhøjet kolesterol og dermed få området meget bedre organiseret, så vi kan hjælpe folk i tide, siger Børge Nordestgaard. Han vurderer, at der er behov for en særlig klinik på hvert universitetshospital, som udelukkende skal tage sig af opsporing og udredning.

– Vi kan ikke bare lægge ansvaret over på de praktiserende læger. Der skal en ekstra indsats til, siger Børge Nordestgaard, der selv sidder i internationale udvalg, der skal finde ud af, hvordan der kan skabes fælles retningslinjer til opsporing og udredning af familiært forhøjet kolesterol.

Helse var inviteret til hjertekongressen, ESC, i London af det amerikanske medicinalselskab, Amgen.

Vidste du at:

Arveligt forhøjet kolesterol eller familiær hyperkolesterolæmi, FH, er langt mere alvorligt for hjertet end det almindelige forhøjede kolesterol, som de fleste af os er i risiko for at få som midaldrende og ældre, hvis vi bliver inaktive og overvægtige. Faktisk giver arveligt forhøjet kolesterol 13 gange højere risiko for hjertedød. Det kan ikke løbes eller slankes væk. Der skal stærk medicin til fra en helt ung alder.

Kilde: Hjerteforeningen

 

Så mange af os har arveligt forhøjet kolesterol, FH

Ca.40.000 danskere – én ud af 137 danskere, går fra de er ganske unge rundt med skyhøjt kolesteroltal – familiær hyperkolesterolæmi og medfølgende risiko for tidlig hjertedød. Halvdelen af deres børn og børnebørn vil selv udvikle den arvelige genfejl.

Den nyeste undersøgelse herhjemme viser, at langt flere danskere end antaget har arveligt forhøjet kolesterol, og at mørketallet for ubehandlet sygdom derfor er langt større end antallet.

Kilde. Østerbroundersøgelsen, Børge Nordestgaard, klinisk professor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og overlæge på Herlev Hospital.

 

Hvad er kolesterol-tallet?

Kolesterol i blodet mindre en 5,0 millimol per liter: Ideelt.

Mellem 6,1 – 7,0 millimol per liter: Moderat forhøjet kolesterolniveau
Over 7,1 millimol per liter: Udtalt forhøjet kolesterolniveau.

 

To typer kolesterol:
LDL, som er skadelig, fordi den har betydning for, at vi udvikler åreforkalkning.
HDL, som er gavnlig og beskyttende. Det er forholdet mellem de to typer kolesterol, der afgør, om vi har risiko for at få åreforkalkning og dermed blodpropper.

Kilde: Netdoktor.dk