Tag din telefon, åbn munden og lad kameraet knipse fem billeder – og så har du få sekunder senere svar på, hvor sunde dine tænder er. Faktisk er svaret så præcist, at det i 95 procent af tilfældene svarer overens med det, tandlæger finder ved konsultationer, når de undersøger for størstedelen af alle sundhedstilstande.
Resultatet kommer frem efter en tur i et avanceret computerprogram, der, ud fra flere millioner billeder af mundhuler, 40.000 timers tandlægeundersøgelser og brugernes egne oplysninger om blandt andet levevis og tandhygiejne, fortæller, hvordan tændernes sundhedstilstand er.
– Præcisionen stiger i takt med, at brugerne lægger flere billeder op. Appen lærer simpelthen dine tænder bedre at kende og giver dig et mere og mere præcist svar, siger Richard Bundsgaard, der er stifter af den danskproducerede app Adent.
Teknologien bag er udviklet af dataloger fra Københavns Universitet i samarbejde med danske tandlæger, og appen tilbyder brugerne et gratis tandtjek. Det har 100.000 benyttet sig af på tværs af Europa med Danmark og Storbritannien som de største markeder. Adent benytter sig af kunstig intelligens til at vurdere brugernes tandsundhed, fordi den særligt udviklede algoritme i appen kan genkende mønstre på baggrund af billederne i databasen, der bliver større og større i takt med, at brugerne uploader deres fotos.
– Vi har simpelthen fodret programmet med en masse billeder og en lang række tandlægers observationer af potentielle faresignaler og på baggrund af det, scanner computerprogrammet så de billeder, vores brugere tager og kan fortælle, hvad man skal være særligt opmærksom på, siger Richard Bundsgaard.
Ud fra de fund, den kunstige intelligens gør, får brugerne så gode råd til, hvordan sundhedstilstanden kan forberedes. Det kan være særlige produkter til bedre pleje af tandkødet eller fjernelse af plak, men tandlæge Leila Samadi, der er tilknyttet Adent, understreger, at appen ikke kan erstatte det traditionelle tandlægebesøg.
– Det her er udelukkende tænkt som et supplement, der giver brugerne mulighed for at holde øje med deres tandsundhed løbende, siger Leila Samadi og tilføjer, at det giver brugerne mulighed for at følge med over tid i tandsundheden. Det er vigtigt at have sunde tænder og tandkød, for mange undersøgelser viser, at der er en klar sammenhæng mellem dårlig mundhygiejne og blandt andet hjerte-kar-sygdomme, diabetes og visse typer af cancer. Samtidig er brugerne forberedt på, hvad tandlægen eller tandplejeren med stor sandsynlighed finder ved en konsultation – og det kan forhåbentlig hjælpe de 30 procent af danskerne, som føler ubehag ved tandlægebesøg.
– Der er så mange fordele ved at man holder sine tænder stærke, både for sundheden, for selvværdet og for pengepungen. Det håber vi, vores app kan hjælpe med, siger Richard Bundsgaard.
Om Adent:
• Kan downloades i App Store og Google Play
• Stiftet af Richard Bundsgaard i 2019, app lanceret i 2021. Er gratis, og man forpligter sig ikke til noget.
• 100.000 downloads i EU.
• Certificeret som medicinsk udstyr i EU
• Er udviklet i samarbejde med danske tandlæger og programmører med speciale i kunstig intelligens.
Yderligere information: Richard Bundsgaard: rb@adent.dk, tlf.: 61 33 87 25.