Chancerne for at overleve en blodprop er blevet markant bedre, efter tre ud af fire patienter køres direkte til et hjertecenter i København, Aarhus, Odense eller Aalborg. Behandlingen på hjertecentrene sikrer sammen med en tidlig indsats i ambulancen bedre overlevelse for de omkring 4.000 danskere, som hvert år rammes af en stor blodprop. I dag begyndes behandlingen gennemsnitligt en time tidligere end for 10 år siden, fordi patienterne ikke først køres forbi det lokale sygehus. Det betyder, at 40-50 mennesker hvert år reddes, fordi behandlingen er samlet på de specialiserede hjertecentre.
Rigshospitalet kan fejre 20-års jubilæum for den første danske lungetransplantation. Den gang var patienterne i gennemsnit indlagt to måneder. I dag er patienterne indlagt i fire uger. Den kortere indlæggelsestid skyldes flere ting: nye operationsteknikker, ny medicin og ikke mindst at en større del af behandlingen udføres ambulant. I dag er et-års overlevelsen for lungetransplantationer over 90 procent og 60 procent lever fortsat efter fem år. Hvert år gennemgår cirka 30 patienter i Danmark en livreddende lungetransplantation.
Ventelisten af børn og unge, der venter mere end to måneder på psykiatrisk behandling, er halveret på blot et år. Det er sket samtidig med, at antallet af henvisninger steget, ligesom antallet af sengedage og ambulante besøg på børne- og ungepsykiatriske afdelinger er steget med henholdsvis 8 og 14 procent. Regionerne har arbejdet målrettet på at presse ventetiden i bund. Blandt andet er der etableret udredningsklinikker og indgået aftaler om merarbejde for at afvikle ventelisterne.
Regionshospitalet Randers har testet fremtidens toiletsystem, der med blinkende lysdioder ved vandhane, sæbe, papirservietter og spritdispenser leder patienter skridt for skridt til optimal håndvask. Dørene åbnes automatisk, når patienten afslutningsvis har taget sprit på hænderne. De første resultater viser, at 60 procent af toiletbesøgene nu afsluttes med brug af vand, sæbe, papir og sprit. 95 procent af brugerne slutter nu af med afspritning af hænder, hvor det før kun var 10 procent, der benyttede spritten. Udviklingen af det nye toiletsystem sker som et Offentligt Privat Innovationsprojekt med økonomisk støtte fra OPI-puljen under Region Midtjyllands Vækstforum.