I denne måned dukker AquaMama op i svømmehallerne. AquaMama er en øvelsesserie for alle raske gravide med en normal graviditet. Serien består af seks lette øvelser, der har fokus på netop de muskelgrupper, som enten bliver mere slappe eller mere spændte under en graviditet.
– To ud af tre kvinder døjer med ondt i ryg og bækken under graviditeten. Babyen gør den gravide tungere og flytter kroppens tyngdepunkt, så nogle muskler bliver slappe, mens andre bliver mere spændte, fortæller fysioterapeut Lene Mandrup Thomsen fra Gigtforeningen.
– Det tager AquaMama hånd om.
Vandet letter belastningen, så den gravide kan bevæge sig frit og ubesværet.
Det er Lene Mandrup Thomsen, der sammen med eksperter fra Rigshospitalet har udarbejdet øvelsesserien.
– Hvis man ellers er sund og rask, og hvis graviditeten forløber normalt, så er motion sundt for både den gravide og for barnet. Undersøgelser viser nemlig, at kvinder, der holder sig i form under graviditeten, blandt andet har lavere risiko for at føde for tidlig, siger Lene Mandrup Thomsen.
AquaMama er en del af AquaPunkt-familien. AquaPunkt blev søsat sidste efterår i svømmehaller over hele landet.
Det er forebyggende træning i vand for alle med ømme punkter og for dem, som har tegn på en mild grad af slidgigt.
– Ømme led og muskler er i dag den største folkesygdom i Danmark. Men med lette øvelser er det muligt for de fleste at forebygge, at ømheden sætter sig i kroppen som kroniske skader. Og her er vand en fantastisk træningsmakker. Det giver modstand, er effektiv ved styrketræning og samtidig skånsomt – og derfor ideelt for alle med et ømt punkt, siger Gigtforeningens direktør Lene Witte og understreger, at ”netop den forebyggende indsats er en af Gigtforeningens fokusområder.”
Hele 92 svømmehaller over hele landet indgår i samarbejdet med Gigtforeningen, og der er nu uddannet flere end 300 AquaCoaches, der fra bassinkanten kan hjælpe brugerne med at træne på den rigtige måde.
Der er indtil videre udviklet øvelsesserier, der gør godt mod ømme punkter i arme, skuldre, lænd, mave, hofter og ben. Desuden er der en øvelsesserie med fokus på afkobling og velvære.
– Mange mennesker har en travl hverdag. Det har derfor været vigtigt for os at udvikle et koncept, som er fleksibelt og som ikke forudsætter faste holdtider, fortæller Lene Witte.
Desuden kan hele familien være sammen imens – børnene kan lege i vandet, mens forældrene træner lige ved siden af. Eller hele familien kan træne AquaPlay, der også hører under Aqua-Punkt-familien, og som er specielt udviklet til træning gennem leg i vand.
I hver AquaPunkt-svømmehal er der en vogn med udstyr og redskaber. Øvelserne vil være beskrevet på nogle vandtætte ark, som man kan tage med hen til bassinkanten, og de redskaber, man skal bruge, tager man fra vognen. Er man i tvivl om noget, eller har man brug for inspiration, kan man spørge AquaCoachen, der er en specialuddannet livredder.
Under en graviditet sker der en naturlig ændring af belastningen på led og muskler dels pga. vægtøgning og dels pga. ændring af kroppens tyngdepunkt. Det medfører, at nogle muskelgrupper bliver mere slappe, mens andre muskelgrupper bliver mere spændte. Undersøgelser viser, at op mod 75 % af alle gravide har graviditetsrelaterede lændesmerter på et tidspunkt i graviditeten.
Vandgymnastik kan reducere graviditetsrelaterede ryg og lændesmerter. AquaMama øvelser for gravide er udformet således, at gravide kvinder netop træner de muskelgrupper, som enten bliver mere slappe eller mere spændte under en graviditet. AquaMama øvelserne kan udgøre en del af den daglige motion, som Sundhedsstyrelsen anbefaler til gravide.
Historien bag AquaPunkt begynder i 2008. I Gigtforeningen ønsker man at øge den forebyggende indsats over for de mange danskere med et ømt punkt. Man kontakter journalist og sociolog Hanne Rützou, og med hende som tovholder begynder AquaPunkt at tage form.
– Gigtforeningen var allerede ekspert i vandtræning og var faktisk så kendt for sin indsats igennem mange årtier, at man i gamle dage kaldte gigtlæger for badelæger.
Vi tog udgangspunkt i de mange erfaringer og al vores viden fra varmtvandsbassinerne og udviklede konceptet til at gælde svømmehaller, og til mennesker med mindre smerter og småskavanker, fortæller Hanne Rützou.
Tre svømmehaller indvilgede i at afprøve konceptet, og kort efter blev det indført i 43 svømmehaller.
Trygfonden gik dernæst med i projektet med et stort sponsorat – 5,7 millioner kroner – og i september rullede AquaPunkt-vognene for alvor ud i svømmehallerne.
Gigtforeningen vil i løbet af de næste to år udbrede AquaPunkt til ca. 180 svømmehaller, næsten en fordobling i forhold til i dag.
AquaPunkt er udviklet af Gigtforeningen i samarbejde med Dansk SvømmeBadsteknisk Forening og med donation fra Trygfonden.
AquaMama-konceptet er videreudviklet i et samarbejde mellem fødselslæge og professor Peter Damm, Rigshospitalet, jordemoder Hanne Hegaard, Rigshospitalet, og fysioterapeut Pernille Wallentin, Rigshospitalet.