Omtrent hver femte voksne dansker ryger. Og ud af dem ønsker over halvdelen at kvitte smøgerne, men det er ikke så nemt. Mange rygere skal gennem adskillige forsøg, før det lykkes, og andre opgiver helt med dårlig samvittighed til følge.
Samtidig er rygning et stort samfundsøkonomisk problem. Det skønnes, at røgen hvert år slår 14.000 danskere ihjel.
Derfor er Sundhedsstyrelsen, Apotekerforeningen og Kræftens Bekæmpelse gået ind i kampen mod cigaretterne med et nyt tiltag, Dit Digitale Stopprogram – www.ddsp.dk.– De fleste ved, at rygere som regel er fysisk afhængige af nikotin. Men en stor del af kampen mod cigaretterne handler også om det sociale eller psykologiske aspekt. Derfor fokuserer stopprogrammet meget på at give rygerne nogle mentale værktøjer. Det handler om, at de skal kunne se sig selv som ikkerygere og tro på projektet, siger Peter Dalum, der er forsker og projektleder ved Kræftens Bekæmpelse.
På websitet kan man naturligvis også finde oplysninger om den fysiske afhængighed og om nikotinprodukter, der kan være en hjælp i den første tid. Men ellers er programmet viet til den mentale proces omkring det at blive røgfri.
Dit Digitale Stopprogram blev søsat sidste år, og fra oktober begyndte man at markedsføre det.
– Vi har nogle rollemodeller, dvs. tidligere rygere, som har givet feedback og hjulpet os med at forstå de tanker, man har omkring rygestop. Og allerede nu har vi fået rigtig mange positive tilkendegivelser fra folk, som Dit Digitale Stopprogram har hjulpet og stadig hjælper, fortæller Peter Dalum.
Programmet skræddersys til den enkelte bruger ved, at man svarer på 68 spørgsmål om sine rygevaner. Det lyder af meget, men tager kun 7-8 minutter.
– Når vi kender noget til brugerens cigaretforbrug og vaner, er det meget nemmere at yde den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt. Rygere tænker ofte, at det er en meget ensom proces at lægge smøgerne fra sig, men i virkeligheden går de gennem mange af de samme faser, forklarer Peter Dalum.
Ud over det flittigt besøgte forum eller bloggen, hvor rygestopperne på ddsp.dk giver hinanden gode råd og støtte, modtager man som bruger også sms’er og mails. Også her er tonen positiv. Her er ingen skræmmebilleder af sorte lunger, men masser af konstruktive øvelser og ros.
– En tekst i en mail kunne fx være “Nu har du været røgfri i 20 dage. Det vil sige, at du allerede har sparet 800 kroner”, og så er der ellers forslag til, hvad man kunne købe for de 800 kr. Det kan være, at vores forslag rammer helt forbi, men det er bare en måde at anskueliggøre de sparede penge på og samtidig få rygestopperne til at tænke over, hvordan de eventuelt vil belønne sig selv, siger Peter Dalum og tilføjer, at man godt kan vælge mails og sms fra, men at man opfordrer brugerne til at tage imod tilbuddet.
Dit Digitale Rygestopprogram opererer med 13 forskellige grupper af afhængighed. Det betyder, at også sms’erne kan laves, så de passer til den enkelte rygestopper, når først spørgeskemaet er udfyldt. Dermed får man små beskeder, der matcher ens vaner uanset, om man fx ryger for at modvirke stress, holde vægten nede eller noget helt tredje. Ofte er der en kombination af flere årsager.
– På den måde opleves sms’erne som meget konkrete og vedkommende. Det er små korte beskeder, der er med til at sætte en proces i gang. Og vi kommer ikke med alle svarene, men prøver at få brugerne til fx at tage stilling, hvad de gør, når rygetrangen melder sig næste gang, siger Peter Dalum.
– Det kan selvfølgelig være grænseoverskridende for nogle, at man skal starte med at give så mange oplysninger om sig selv og ens liv med cigaretterne, men omvendt ved vi jo fra diverse blade og andre sites på nettet, at folk er vilde med de her “test dig selv”-sider. Det er også en del af processen, at man bliver mere bevidst om sine rygevaner, og det er vores indtryk, at brugerne er meget ærlige og realistiske, når de svarer. Sammenholder vi på antallet af besøgende på indgangen med antallet af gennemførte brugerskemaer, kan vi også se, at der ikke er mange, som opgiver at udfylde det.
Det er erfaringen hos Kræftens Bekæmpelse, at mange, især mænd, har det godt med at være anonyme i deres rygestop.
– Jeg tror, de kan være mere ærlige og føle sig mere trygge, når de sidder derhjemme foran skærmen end i et rådgivningscenter. Rådgivning ansigt til ansigt er bare meget mere ressourcekrævende, og man skal flytte sig rent fysisk. Men der er selvfølgelig også nogen, der foretrækker den menneskelige kontakt med en rygestoprådgiver, og så er det godt, at den mulighed også findes, siger Peter Dalum.
Kontakt kan man dog også sagtens få på Dit Digitale Rygestopprogram. Via programmets blog eller forum hjælper rygestopperne dagligt hinanden med at slippe de gamle vaner.
– Vi er positivt overraskede over, hvor stor en succes bloggen er blevet. Enhver, der bestyrer et forum ved, hvor vigtigt det er, at der kommer indlæg på. Og end ikke alverdens dygtigste rygestop-specialister og psykologer kan gøre det så godt og vedkommende som brugerne selv. Derfor er vi superglade for, at der hver dag dukker mange indlæg og svar op derinde. De roser og støtter hinanden. Pointen er jo, at de ikke står alene – alle andre rygestoppere er igennem det samme. Alle oplever de, at tredjedagen er hård osv. De opdager med andre ord, at deres personlige op- og nedture i kampen ikke adskiller sig så meget fra de andres. Dermed bliver det lidt nemmere at tro på, at det ikke er en umulig opgave at blive røgfri, og netop den positive tankegang er jo så afgørende for, at det kan lykkes. Samtidig er tonen derinde god og konstruktiv. Vi har faktisk ikke måttet slette nogen indlæg endnu, smiler Peter Dalum og tilføjer, at det formentlig skyldes den lidt tidskrævende tilmeldingsprocedure.
Undersøgelser viser, at chancen for vellykket rygestop er op til fem gange større, hvis man får hjælp undervejs.
Nogle rygere oplever, at deres rygestop ender med en anden afhængighed, nemlig den af nikotinpræparater som plastre, tyggegummi mv. Ideen med produkterne er, at man tre og allerhøjst seks måneder efter rygestoppet skal trappe ud af nikotinpræparatet, men sådan går det ikke altid. På Dit Digitale Stopprogram er der dog også hjælp at hente, hvis man har svært ved at slippe nikotintyggegummiet. Her er et særligt forløb, der henvender sig direkte til dem – og det er så vidt vides det eneste i verden af sin art.
Programmet vil opleves forskelligt af forskellige brugere. Det skyldes to forskellige principper: skræddersyning og tidsstyring.
Skræddersyning betyder, at sitet bruger de informationer, brugerne giver, til at sammensætte et program, som hjælper den enkelte bedst muligt. Det betyder i praksis, at man modtager sms’er tilpasset til de situationer, hvor man særligt har brug for hjælp.
Tidsstyring sørger for, at man får den rette hjælp på rette tidspunkt. Den side, man møder, når man kommer ind i programmet, er forskellig fra dag til dag. De videoer og øvelser, brugeren kan se, afhænger også af, hvor i rygestopforløbet man befinder sig.
Når man tilmelder sig, udfylder man en række private oplysninger og be-svarer en test med 68 spørgsmål. Testen er med til at danne en profil af brugeren som ryger. Alle oplysninger bliver selvfølgelig behandlet fortroligt og videregives ikke til tredjepart, og man kan til enhver tid framelde sig programmet.
Din tilværelse kan blive vendt op og ned, hvis du eller dine nærmeste bliver ramt af en hjertekarsygdom. Sygdommen bryder på mange måder ind i din hverdag. Der kan opstå mange spørgsmål og tanker om livet som hjertekarsyg. Du kan ringe til vores rådgivere på hjertelinjen.
Hjertelinjens tlf. 80 20 33 66 Hverdage kl. 9-15 samt onsdag, fredag og søndag kl. 18-21.
Læs helse online på www.helse.dk