Nyt styr på hjerteflimmer

Af: Jette Warrer Knudsen

Foto: Scanpix/Iris

Hjerteflimmer, også kaldet atrieflimmer, kan forårsage dødelige eller invaliderende blodpropper i hjernen. Mange tåler dog ikke i længden den forebyggende medicinske behandling. Men der er lovende, nye alternativer til at få hjerteflimren under kontrol.

Lider du af atrieflimren eller hjerteflimmer, så er du langt fra alene. Rigtig mange af os vil i løbet af livet blive ramt af en forstyrrelse i hjerterytmen, som forårsager en regelmæssig og ofte usædvanlig hurtig hjerterytme.  Der er dog stor forskel på, hvor hårdt ramt den enkelte er, men under alle omstændigheder er det vigtigt at komme i den rette behandling.

Atrieflimren er nemlig den mest hyppige årsag til blodprop i hjernen eller slagtilfælde. I mange tilfælde kan patienterne behandles med blodfortyndende medicin, som reducerer eller forhindrer slagtilfælde. Men i andre tilfælde kan der opstå alvorlige komplikationer for patienter, som ikke tåler den blodfortyndende behandling på grund af forhøjet risiko for blødninger i hjernen. Men der er kommet en ny mulighed for patienter, der ikke kan tåle den medicinske behandling.

Det ved den 70-årige Steen Andersson alt om.  Efter to blodpropper i hjernen – et tydeligt tegn på, at den medicinske behandling var ved at miste effekt, fik Steen Andersson et tilbud om en ny behandlingsform kaldet, Left Atrial Appendage Occlusion (LAAO) – på dansk aurikel-lukning. Det er et skånsomt, operativt indgreb via et kateder, hvor auriklet i hjertets venstre forkammer bliver lukket for at reducere risikoen for blodpropper, forårsaget af hjerteflimmer.

Medicin-helvede

Det er nu et år siden, at Steen Andersson fik LAAO behandlingen – og i dag føler han sig langt bedre tilpas.

– I mange år fik jeg en frygtelig masse medicin, som jeg til sidst ikke kunne tåle længere. Det var både den blodfortyndende medicin og især beta-bloggerne, som blev den rene gift for mig, I dag får jeg næsten ikke medicin længere, fortæller Steen Andersson. Han understreger, at LAAO indgrebet ikke har kureret hans atrieflimmer.

– Men det reducerer ganske betydeligt risikoen for, at jeg igen får en blodprop i hjernen. Og det er en stor tryghed i hverdagen.

Samme tryghed har 78-årige Per Jens Ysbæk-Nielsen fået . Men med en noget anden indfaldsvinkel end Steen Andersons.

I forlængelse af en cancer-behandling blev Per for et år siden spurgt, om han ville være med i en undersøgelse af en lille dims, der hedder Reveal LINQ Insertable Cardiac Monitor (ICM) System. Det er en chip på størrelse med et AAA-batteri, som bliver indopereret i brystkassen. Her måler dimsen, hvordan hjertet fungerer og sender besked til lægerne på Rigshospitalet om alt er, som det skal være.

Monitor opdagede hjerteflimmer

– Jeg havde aldrig haft problemer med hjertet, men jeg ville jo gerne være med i noget, der kunne hjælpe andre. Så jeg sagde ja tak.

Tre måneder efter, at Per havde fået indopereret dimsen, skulle det vise sig, at han også havde hjulpet sig selv ved at sige ja til at deltage.

– Jeg skænkede ikke dimsen mange tanker i hverdagen, da en overlæge fra Rigshospitalet pludselig ringede til mig. Han kunne se, at jeg i løbet af natten havde haft noget hjerteflimmer og sagde, at den slags kunne udvikle sig til et hjertetilfælde, hvis der ikke blev gjort noget.

Per kom straks i medicinsk behandling og har ikke haft hjerteproblemer siden.

– Jeg har været fantastisk heldig – tænk, at jeg måske undgik et hjertetilfælde, og nu er jeg så kommet i de bedste hænder. Nogle af verdens bedste hjertespecialister holder øje med mit hjerte. Det giver mig stor tryghed og en dejlig hverdag, fortæller Per, der ikke frygter at blive alt for hjertefikseret af al den kontrol.

Undersøgelsen, som Per er med i, stopper om to år, og han håber, at lægerne giver ham lov til at beholde monitoren.

– Jeg satser jo på at blive mindst 100 år, fordi jeg har et rigtig dejligt liv.

Faktabokse
__________

Hvad er atrieflimren?

Kaldes på dansk forkammerflimmer og er en rytmeforstyrrelse i hjertets forkamre (atrier).

Ved atrieflimren er din normale hjerterytme sat ud af funktion og afløst af en uregelmæssig, typisk for hurtig, hjerterytme. Atrieflimren er den mest almindelige hjerterytmeforstyrrelse.

Minimum 75.000 danskere lever med sygdommen. Atrieflimren kan ramme alle, men hyppigheden stiger med alderen.

Atrieflimren kaldes også hjerteflimmer, forkammerflimren eller bare “flimmer”. Udtrykkene betegner alle uregelmæssighed i hjerterytmen.

Kilder: www.hjerteflimmer.dk og hjerteforeningen.dk