På et kontor i Bio Nutria Park i Randers sidder Michael Gravgaard koncentreret bag en computerskærm. Den tidligere fodboldlandsholdspiller har skiftet spillertrøjen ud med skjorte og pæne bukser. Han er i dag direktør for Randers FC, hvor han kan kombinere sin passion for fodbold med sin revisoruddannelse, som han helt atypisk har taget sideløbende med sin fodboldkarriere.
På travle og stressede dage hiver han et fire år gammelt billede frem. Billedet viser ham selv i en hospitalsseng, hvor kroppen er tydeligt mærket af hårde kemobehandlinger. Han lignede udskidt æblegrød, som sygeplejersken sagde til ham dengang.
– Når jeg ser på billedet, minder det mig om, at de irriterende ting, der måske fylder lige nu, kunne være meget værre. Det får mig til at se mere positivt på hverdagen, siger Michael Gravgaard.
I 2012 er Michael Gravgaard netop stoppet som fodboldspiller for fransk FC Nantes og har fået job som ekspert og tv-vært på sportskanalerne Canal 8, Canal 9 og 6’eren, da han begynder at få smerter i lænden. Først tænker han ikke så meget over det. Det er vel naturligt, at kroppen begynder at brokke sig lidt efter i mange år at have været udsat for fodbold på højt plan.
En dag står Michael og støvsuger bil, da hans forældre kommer på besøg. Hans mor lægger mærke til, hvordan han tager sig til lænden. I løbet af dagen kommer der flere og flere smerter i ryggen, og da Michaels forældre skal til at hjem, kan han næsten ikke rejse sig for at sige farvel til dem.
– Min mor sagde, som kun en mor kan sige det, at nu skulle jeg altså gå til lægen. Og jeg kunne godt selv se, at jeg blev nødt til at lytte, siger Michael Gravgaard.
Efter mange undersøgelser viser det sig, at Michael muligvis har testikelkræft. Han kommer på operationsbordet for at få taget en biopsi velvidende, at han kan vågne op uden testikler, hvis lægerne finder noget, der ikke skal være der.
– Det første, jeg gjorde efter operationen, var at kigge under dynen. Jeg kunne godt se, at operationsarret var mere end bare en biopsi. Men heldigvis var der én testikel tilbage, og det gjorde mig lettet, siger Michael Gravgaard.
Selvom testiklen er fjernet er kræften ikke væk. Den har bredt sig til lymferne. Michael skal omgående i kemobehandling. Han ved, at nogle mennesker kommer næsten upåvirkede igennem et kemoforløb, og det har han en klar forventning om, at han også skal. Derfor er han fast besluttet på at fortsætte sit arbejde som tv-vært og blive ved med at løbetræne. Men virkeligheden lever ikke op til hans intentioner.
– Jeg reagerede meget voldsomt allerede efter første kemobehandling. Det var som en influenza gange 100. Jeg var fuldstændig smadret. Med det relativt korte forløb, jeg var igennem, kan jeg godt forstå de mennesker, der er igennem lange forløb og til sidst beder om at få stoppet kemobehandlingen, siger Michael Gravgaard.
Selvom han godt kan se, at der ikke er andet at gøre, er det svært for ham at acceptere, at han må sætte jobbet på pause.
– Jeg så det som et kæmpe nederlag og tænkte selvfølgelig, om jeg var en pivskid. Professionel fodbold er en machoverden, hvor man ikke må give op. Derfor kunne jeg ikke lade være med at dunke mig selv i hovedet og tænke, ’ta’ dig sammen!’ Men jeg fandt ud af, at det er okay at sige fra, siger Michael Gravgaard.
Han begynder hurtigt at lukke sig ind i en skal. Dagene er ens og bliver tilbragt på sofaen eller i sengen. For han kan ikke andet. Og når han er til behandling på hospitalet, ligger han bare og stirrer op i loftet. Men Michael Gravgaard er stædig. Så selvom han ikke længere kan tage sine sædvanlige løbe- og cykelture, begynder han nu at gå rundt om springvandet på hospitalet.
– Jeg startede med fem ture, så fire og til sidst kunne jeg kun holde til at gå tre ture. Men jeg var fast besluttet på at gå, når jeg kunne. Om jeg så skulle brække mig undervejs, siger Michael Gravgaard.
Michael skal igennem mange scanninger, før han kan få svar på, om kræften har sluppet kroppen. Til en af de sidste scanninger konstaterer lægerne, at kræften i lymferne er væk. I stedet opdager de nogle skygger på hans lunger. Der går 14 dage, inden han kan få endeligt svar på, om en ny sygdom har afløst den testikelkræft, han har kæmpet sig igennem de sidste mange måneder.
– Det værste som kræftpatient er uvisheden. Med denne melding var mit liv endnu en gang usikkert. Man sidder og tænker, ”nu må I fandme snart give mig svar!” Heldigvis var resultaterne positive, og jeg kiggede en smule opad den dag, siger han med to hænder slået lodret sammen.
Selvom han i dag er rask, har han fået følgevirkninger af kemoen. Hårpragten og hukommelsen er ikke, hvad det har været, og så lider han af tinitus. Nogle aftener er han nødt til at vende og dreje sig, til han til sidst går omkuld, fordi han ikke kan sove for den konstante hyletone.
Sygdommen har heller ikke sluppet tankerne helt.
– Når man bliver tvunget til at kigge ekstreme ting i øjnene, glemmer man det aldrig. Jeg tænker nogle gange på min søn, der var fem år gammel, da jeg var syg. Han kunne godt se, at far havde mistet håret. Længe efter klappede han mig en gang i mellem på hovedet og sagde: ”Far, nu har du dit hår igen, så nu er alt godt.” Der kommer uretfærdigheden ved sygdommen op i mig, siger Michael Gravgaard.
Alligevel kan han i dag godt se tilbage på nogle af episoderne gennem kræftforløbet med et glimt i øjet. Inden han kom på operationsbordet, skulle han deponere sæd i tilfælde af, at lægerne var nødt til at fjerne begge testikler.
– Jeg kom op på femte sal på Riget og fik udleveret en kop, som jeg skulle levere en sædprøve i med beskeden, ”ja, toilettet er derhenne”. Jeg må da indrømme, at jeg har oplevet mere charmerende ting, siger han og griner.
I dag har Michael Gravgaard skiftet den professionelle fodboldkarriere ud med et tåleligt motionistniveau. Han gider ikke ekstremsport som Ironman og Triatlon, selvom det næsten er blevet obligatorisk som direktør for en virksomhed i dag. I stedet sørger han for at holde sig i gang med gammelmandsfodbold, små løbeture og fornuftig kost.
– Jeg tager ikke længere fedtmålinger og går ikke op i plus eller minus 2 kilo. Men jeg vil ikke lade min krop gå i forfald. Jeg synes, jeg har et fornuftigt forhold til motion, og så tænker jeg over, hvad jeg putter i munden. Jeg forstår godt folk, der ikke kan tabe sig ved at dyrke motion, når de kører en chokoladebar og en fransk hotdog ned, hver gang de tanker på Shell, siger Michael Gravgaard.
På hospitalet gjorde de meget ud af at fortælle, at det er vigtigt at tale om sygdommen. Det råd tog Michael til sig, og det opfordrer han også andre til at gøre.
– Selvfølgelig skal man have en vis følelse og fornemmelse for, hvornår man bør tie stille. Men hos langt de fleste mennesker, der har været syge i en længere periode, er jeg sikker på, at det hjælper at tale om tingene. Når man bliver konfronteret med livets barske sider, og man ikke får taget hul på bylden, bliver bjerget for stort at bestige. Så når overskuddet var til det, snakkede jeg med mine nærmeste. Og det gør jeg stadig i dag, siger han.
Men det blev hurtigt uoverskueligt med alle de søde beskeder og opkald, mens han var syg. Han orkede ikke at snakke med mennesker hele tiden. Derfor blev mobilen sat på lydløs, og hans forældre blev hans talerør. Han blev klar over, at man ikke behøver at være på hele tiden.
– Jeg fandt ud af, at det er helt ok at stå af den pulserende hverdag en gang i mellem – også selvom man ikke er syg. Verden går ikke i stå, bare fordi jeg trækker mig tilbage i perioder. Derfor har jeg fået et andet forhold til min telefon i dag. Der er ikke telefontid hos mig 24/7. Det er en frihed, jeg tillader mig at tage.
__________