Om at slå hovedet

I sidste udgave af Helse satte vi fokus på hovedpine. Det har forfatteren Mikkel Stolt reageret på, og skriver her om, hvordan det var for ham at slå hovedet.

Jeg ser ikke grenen komme mod mig, men pludselig ligger jeg på jorden med mine briller, kasketten og høreværnet liggende foran mig. En smerte i højre side af kraniet breder sig til hele hovedet, men jeg får alligevel rejst mig op. ”Hvad fanden laver du?” spørger min gamle ven med motorsaven oppe fra stigen, ”snublede du over noget?”. ”Næh, jeg fik sgu en gren i bærret”, siger jeg, men jeg kan vist ikke helt forstå, hvad der er sket. Jo, jeg glemte jo den anden afsavede gren, mens jeg prøvede at få den første til ikke at kvase et lille, yndigt asketræ. Jeg tager hånden op til hovedet og kan mærke en veritabel Anders And-bule. Heldigvis er min kone, dyrlægen, med, så jeg vakler ind i sommerhuset, hvor hun er ved at forberede frokost. Hun beordrer mig til at sætte mig ned, hvilket ærlig talt også er det, jeg har mest lyst til. Udover at lægge mig ned, altså. Så lyser hun mig i øjnene med en lommelygte, og kan konstatere, at min pupiller åbenbart opfører sig normalt, hvilket lader til at berolige hende. Jeg lægger mig på sofaen, men da de lune fiskefrikadeller lidt efter bliver sat frem, får jeg alligevel kæmpet mig op til bordet.

Hjemme igen i lejligheden i byen lægger jeg mig ind i soveværelset og trækker for, så der bliver helt mørkt. Dyrlægen spørger mig om mit cpr-nummer og mit telefonnummer. Jeg siger dem højt og rigtigt. Jeg døser hen, men sover ikke helt. Ser hele tiden den store fyrregren i den lille ask for mig, og så den, jeg ikke så; den, som ramte mig, og som var ti centimeter i diameter. Hvorfor var jeg så dum? Hvorfor havde jeg ikke hjelm på? Hvorfor spurgte dyrlægen om mit telefonnummer – hun behøver jo ikke ringe? Åh gud, jeg kan have fået en hjerneblødning… en hjerneskade. Okay, så jeg kan huske mit telefonnummer, men jeg kan f.eks. aldrig huske, hvornår man siger henholdsvis mistænksom og mistænkelig. Skal altid lige stoppe i et sekund, før jeg bruger et af de ord. Ja, din idiot, det skulle du jo også før, du fik grenen i hovedet.
Dyrlægen kommer ind i soveværelset med en udprintet liste over symptomer ved hjernerystelse. En decideret hjerneskade lader det ikke til, at hun har fået mistanke om. Det har hun ellers jævnligt. ”Jeg tror ikke, du har fået en meget slem hjernerystelse, men nu tager du det helt roligt i tre-fire dage, uden tv, computer og læsning.” Der står i papirerne vedrørende hjernerystelse, at tålmodighed, accept og disciplin er det vigtigste mod en tilbagevenden til normaltilstanden. Tre af mine spidskompetencer, hvis jeg altså må skifte dem ud med arrigskab, bekymring og rastløshed. Nå, heldigvis er jeg også doven, så et par dage i sengen med en transistorradio er vel ikke det værste. Men jo flere programmer og nyheder, jeg hører, jo mere går det op for mig, at der må være andre, der har slået hovedet

Dyrlægen spørger igen om mit cpr-nummer, og det føles jo lidt som at være indlagt. Synes hun, jeg er pylret? Ja og nej. Mænd både ynker sig selv og går ikke til lægen, når vi er syge. Det hører jeg lige i radioen. Hvad vil I have? For at gå til lægen, må man da være lidt bekymret? Selv går jeg til lægen ved det mindste udslæt, eller hvis jeg har ondt i røven. Det sidste kan så skyldes andre folks skatteunddragelser eller succes for en uduelig konkurrent. Sidst var det hæmorider.

Jeg har solbriller på hele dagen i den første uge, det er egentlig rart. Og stadig ingen tv, og kun meget begrænset brug af smartphone eller computer. Befriende og pisseirriterende. Uge 2 kan jeg klare fem timer på arbejde – og jeg bliver efterhånden nogenlunde forsikret om, at mit intellekt er intakt, sådan da, men jeg skal stadig lægge mig om eftermiddagen, og jeg falder i søvn i løbet af tre minutter, og vågner cirka tre kvarter senere. Jeg har lyttet til sagkundskaben, og har undgået koffein og alkohol, men i den tredje uge kan jeg ikke undvære kaffen længere. Kontorets kaffemaskine lokker, og de andres evige og hensynsløse bryggen gør mig mør, men jeg starter blidt med en lungo på bønnestyrke tre ud af fem. En kop om morgenen og en om eftermiddagen. Jeg tør godt, for i angsten for nedgroet hoved indtager vi store mængder af de efter sigende hjernestyrkende fødemidler kokosolie, gurkemeje og fiskepiller, og så går det vel op? I uge 3 drikker jeg også den første øl. Det er godt. Men i uge 4 er jeg til reception, og da jeg synes, jeg har det godt, henter jeg en fadøl i baren for at have noget at tage mig til. En time senere tager vi et glas hvidvin til buffeten. Ud på aftenen bliver jeg utilpas, og næste dag er jeg ikke på toppen. Mit hoved føles som om jeg læner mig op ad et elektrisk hegn med panden direkte på stålwiren. Det er sgu ikke normale tømmermænd, dem kan jeg klare. Nu bliver jeg sgu nedslået igen, om jeg så må sige.

Jeg er i sommerhuset igen, og grenen, der ramte mig, ligger skåret op i en bunke. Jeg foretrækker, at træer er i live, men når først de er væltede, kan jeg også godt lide dem. Jeg elsker at kløve dem, men får jeg nogen sinde lyst til igen at hamre en flækøkse ned i et træstød med stor kraft? Jeg får ondt i hovedet bare ved tanken. Vil jeg kunne genkende den fyrregren, der slog mig i dørken, når den om et par år, pludselig ligger i min hånd og er på vej i brændeovnen? Vil den have dårlig samvittighed? Misforstå mig ikke, jeg tror ikke dødt ved kan tænke, men mon ikke levende organismer og dermed og træer og planter kan noget, vi ikke rigtigt ved noget om? Måske jeg også er blevet klogere af det her? Hvor er min hjelm?