Om et år er jeg måske veganer

For skuespiller Mikkel Boe Følsgaard handler sundhed ikke kun om at træne igennem. Det handler i høj grad også om at vælge en kost, der gavner både krop og klode. Og så er det afgørende for hans mentale form at kunne trække stikket indimellem og sætte informationsbombardementet på standby.

– Hvad en sund livsstil er for mig? Ja, det er nok ikke den her mayonnaise i hvert fald, siger Mikkel Boe Følsgaard med et skævt smil og peger på sin mayonnaise-smykkede tatarret. Den energipotente tatar har han valgt, fordi han lige nu har brug for at opbygge muskelmasse til en fysisk krævende rolle, han snart skal spille. Men hvis det ikke lige var for den rolle, er kød ellers noget, han gerne vil skære ned på:

– Hjemme hos os snakker vi meget om vegetarkost for tiden. Kødproduktion er en kæmpe klimasynder, og hvis vi alle sammen bliver ved med at spise 2-300 gram kød om dagen, får vi et problem. Som så mange andre har jeg en tendens til at bygge mine måltider op omkring kødet, men man kan jo sagtens lave spændende måltider uden. Jeg har faktisk været ude at købe et par vegetarkogebøger for at få gjort noget ved det, siger den 32-årige skuespiller og fortsætter:

– Da Alternativet sidste år foreslog en ugentlig kødfri dag, blev de nærmest til grin. Men se på rygeloven: Før den blev indført, var der en helt anden holdning til rygning end i dag, så den er et godt eksempel på, at man kan ændre et mindset i en befolkning ved hjælp af lovgivning. Måske vil det være sværere i forhold til kød, for det er næsten en hellig gral: ‘I skal fandme ikke røre ved vores svinekød!’ Men hvis vi som forbrugere fravælger kødet, vil det have en effekt på producenterne, lovgivning eller ej.

Krig ligger mig fjernt

Mikkel Boe Følsgaard blev landskendt over en nat, da han i 2012 vandt en Sølvbjørn for sin rolle som Christian VII i Nikolaj Arcels, “En kongelig affære.” Siden har han udfoldet talentet i bl.a. DR’s dramaserie, “Arvingerne,” og netop nu er han aktuel i filmen “De Standhaftige”, hvor han spiller soldaten Thomas, der mister begge ben under krigen i Afghanistan. Hvor meget af ham selv er der i rollen som Thomas?

– Umiddelbart er der ret langt mellem hans liv og mit eget. Jeg har aldrig været i militæret, og det ligger mig ret fjernt at deltage i en krig. Jeg kan godt se nogle positive ting ved selve soldaterlivet – fællesskabet og nærheden til naturen – men det passede mig fint, da jeg trak frinummer, fordi jeg på det tidspunkt lige var begyndt at spille teater for alvor.

– Mit største fællestræk med Thomas er nok hans stærke drive. Han er meget disciplineret og fokuserer benhårdt på at træne sig op igen efter ulykken. Den målrettethed minder om det drive og den disciplin, der skal til for at komme ind på teaterskolen og igennem og ud på den anden side. Jeg ville måske også reagere med samme vrede som Thomas på en livsændring som den, han oplever. Jeg håber, at jeg ville kunne sige ‘okay, det er så de kort, jeg er blevet dealet nu, så må vi få det bedste ud af det’ – men det er nok ret sandsynligt, at jeg ville føle mig lige så uretfærdigt ramt, som han gør, reflekterer Mikkel Boe Følsgaard.

Mødet med en rigtig veteran

Så meget desto større indtryk gjorde det på den unge skuespiller at møde en virkelig krigsveteran, som har mærket tragedien på egen krop: I forbindelse med optagelserne til “De Standhaftige” kom Mikkel Boe Følsgaard til at arbejde sammen med Christian S. Richardson, der lige som filmens hovedperson mistede begge ben på krigsmission i Afghanistan. Richardson har ageret stand-in for Følsgaards ben i nogle af filmens scener, og mødet med veteranen gjorde indtryk:

– Det var en meget stor oplevelse at møde Christian. Jeg var ret nervøs før det første møde, for hvad siger man lige, og hvad kan man tillade sig at spørge om? Men han var cool og fortalte helt åbent og detaljeret om sit liv og sine oplevelser. Det er jo en fuldstændigt vanvittig ting, han har været igennem, men han har formået at vende det til noget positivt og endda skrevet en bog om sin historie. Hatten af for den psykiske bedrift, det er at kunne vende sådan en erfaring til noget godt, siger Følsgaard.

Om vi i Danmark tager godt nok imod vore hjemvendte soldater, synes han er svært at udtale sig om:

– Jeg véd ikke nok om det til at kunne sige, at der skal flere penge på bordet eller sådan noget. Så vidt jeg véd, bliver de tilbudt nogle psykolog-samtaler, når de kommer hjem, men måske kunne man følge lidt mere op fra systemets side, lige som man gør med for eksempel kræftpatienter. Som almindelig dansker er det svært at forholde sig til krigene, som foregår så langt fra os og fører til, at der pludselig kommer folk hjem med mén. Men jeg har det sådan, at når der er truffet en demokratisk beslutning – uanset om man var for eller imod den beslutning – så skal der tages godt hånd om soldaterne, når de kommer hjem. Det er jo ikke dem, der har besluttet, at der skal være krig, de udfører bare jobbet.

Børn er den vildeste life changer

Den hidtil største omvæltning i skuespillerens eget liv har været at blive far. For to et halvt år siden fik han sammen med kæresten Freja en lille dreng, hvis ankomst gav hans liv et helt nyt perspektiv:

– Hvor banalt det end lyder, så er det at få et barn jo virkelig en life changer. Ens udgangspunkt går fra at være egoistisk centreret omkring en selv og til, at man nu lever – ikke kun, men i høj grad – for en anden. Hvor man før kunnet gå i byen hver weekend og drikke øl med vennerne, må hele det der byliv finde et andet omfang. Jeg kan godt stadig gå ud engang imellem, men jeg har ikke lyst til at vågne lørdag morgen og være så smadret, at jeg ikke kan være sammen med min søn.

At blive far har også givet ham en fornemmelse for tidens gang og – udtrykt lidt storladent – livets forgængelighed:

– Alder og tid bliver sat i perspektiv, fordi man kan se meget konkret på det her voksende barn, hvor meget der sker, og at tiden går. Der kommer sådan en bevidsthed om, at man helst skal være her i x antal år endnu for ham. Men ok, så er jeg heller ikke blevet mere ansvarlig: Jeg ville gerne kunne sige, at jeg er begyndt at køre helt vildt meget med cykelhjelm, men det er jeg ikke rigtigt. Det står på to-do-listen, smiler skuespilleren, der gerne vil have flere børn, når det passer ind i hans og kærestens respektive kalendere.

Forældreskabet har også en aktie i hans interesse for klimaproblematikken, for når man får børn, bliver det pludselig mere magtpåliggende at passe på den verden, som barnet skal leve sit liv i:

– Som far til et lille barn synes man jo, at det kunne være meget fedt, hvis der også er en jordklode en 20-30 år frem. Min kæreste forsker i bæredygtigt forbrug, så det optager os meget, hvordan man kan bidrage som individ. Jeg bliver nok ikke veganer fra den ene dag til den anden, og jeg har heller ikke lyst til at være sådan en, der ikke kan spise, hvad der bliver serveret, når man er i byen. Men hvis alle spiste vegetarisk bare 80 pct. af tiden, ville det være en god start. Der bliver flere og flere mennesker på den her klode, og jeg kan godt forstå, at de, der ikke har så meget, siger ‘nu har I sgu festet længe nok, nu er det vores tur’.

Slut med Facebook

Når Mikkel Boe Følsgaard skal sætte ord på, hvad et sundt liv er for ham, fremhæver han – ud over at holde igen med kød og mayonnaise – også betydningen af at passe på sin mentale helse. I en verden med informations-overload og evigt pulserende sociale medier indebærer det blandt andet at sætte strømmen af digitale indtryk på standby:

– For mig er det sindssyg vigtigt at trække stikket engang imellem. Det kan være meget intenst for eksempel at skulle promovere en ny film, og der kan jeg godt have brug for at koble af og give mig selv lidt luft. Jeg er faktisk hoppet af Facebook, fordi jeg kunne mærke, at det var noget, jeg skulle checke hele tiden. Lidt som en rygetrang. Det er lidt over et år siden, og jeg har ikke savnet det overhovedet. Det var så nem en ting at fjerne, og hvad er jeg egentlig gået glip af? Ikke en skid! Hvis nogen vil have mig med til en 30års fødselsdag, finder de nok frem til mig på en anden måde. Jeg føler ikke, at jeg bliver bragt tættere på mennesker af det, og at fjerne det var en vigtig måde at give mig selv ro i hovedet på.

Ro i hovedet får han også af at befinde sig i naturen. Han voksede op i Gilleleje, langt fra storbyen og med naturen i baghaven. Helt så tæt på er den ikke nu, hvor han bor i København, men han prøver at finde de små lommer af natur, som hovedstaden byder på:

– Jeg holder meget af at løbe og gå ture i området, hvor vi bor. For et år siden flyttede vi fra indre by og ud i Københavns nordvestkvarter, hvor der er lidt mere luft og træer. Som barn brugte jeg naturen meget, fordi den var lige uden for døren deroppe i Gilleleje. Herinde må man benytte de åndehuller, der er, for eksempel Bispebjerg Kirkegård, som er et godt sted at gå hen og få den der ro.

At flytte helt ud på landet ligger ikke lige for, selvom han gerne vil give sin søn en opvækst med natur omkring sig:

– Både mit og min kærestes arbejde er her i byen, så det er ikke rigtigt en mulighed. Bispebjerg, hvor vi bor nu, er en god mellemting mellem hendes og min egen forestilling om et rigtigt familieliv: Hun er opvokset på Christianshavn midt i byen, så for hende er en barndom på stenbroen lige så naturlig, som en opvækst tæt på skov og strand er det for mig. Man vil nok altid opleve det, man selv kommer fra, som den mest ‘rigtige’ måde at vokse op på, slutter den unge skuespiller, før han tager afsked og begiver sig afsted gennem byen. Uden cykelhjelm.
__________

Kort om Mikkel Boe Følsgaard

• Født 1984 i Rønne, opvokset i Gilleleje

• Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2012

• Brød igennem allerede inden afsluttet uddannelse i rollen som Christian VII i filmen, “En kongelig affære”. Har siden medvirket i bl.a. DR’s tv-serie, “Arvingerne” samt flere film. For tiden er han aktuel i filmen, “De Standhaftige” som soldaten Thomas, der skal finde tilbage til livet efter at have mistet begge ben i krigen i Afghanistan

• Havde som 10-årig en mindre rolle i DR’s tv-serie, “Bryggeren,” som brygger Jacobsens søn Carl

• Har vundet flere priser for sit skuespil, bl.a. en Sølvbjørn ved Berlin Film Festival 2012 og Shooting Star-prisen ved samme festival året efter