Melodi Grand Prix-legenden Kirsten Siggaard kan takke et besøg hos optikeren for, at hun kom i behandling for en sjælden øjensygdom, der kunne have kostet hende synet på højre øje.
Den populære sangerinde Kirsten Siggaard havde længe brugt briller og kontaktlinser. Hendes syn var ikke meget anderledes, end så mange andres bliver i årene efter, vi har fejret 50 års-fødselsdag.
Men nu var det blevet en del værre med hendes højre øje.
– Jeg fik større og større problemer med at læse skiltene. Jeg skulle helt tæt på, og det var altså en stor gene. Så jeg tog mig endelig sammen og fik en tid hos øjenlægen, fortæller 64-årige Kirsten Siggaard.
Her fik Kirsten konstateret begyndende grå stær på det højre øje. Øjenlægen var desuden opmærksom på, at hun kort tid forinden havde haft betændelse i det andet øjes hornhinde. Højre øje havde været på overarbejde, og lægen anbefalede Kirsten Siggaard at købe et par nye briller. Og som han sagde: “Ikke for dyre, for de skal nok snart udskiftes igen, når din grå stær udvikler sig.”
Optikeren ville gerne lave nye briller til Kirsten, men han insisterede samtidig på at foretage et sundhedstjek af hendes øjne.
– Og det var godt, han gjorde det, siger Kirsten Siggaard.
Sundhedstjekket viste nemlig ikke bare, hvilken styrke brillerne skulle laves i. Chefoptiker hos Louis Nielsen Roskilde Jens Preisler kiggede nærmere på billederne af Kirstens øje og kunne se, der var uregelmæssigheder, som hurtigst muligt skulle undersøges nærmere.
– På billederne kunne jeg se, at der var forandringer på nethinden, som tydede på andet end grå stær, siger Jens Preisler.
Han tog derfor kontakt til Kirsten Siggaard med det samme.
– Jens ringede til mig og sagde, at han kunne se noget andet. Han bad om min tilladelse til at sende billeder videre til min øjenlæge – som kontaktede mig og gerne ville se mig igen allerede samme dag, fortæller Kirsten Siggaard.
Derfra tog begivenhederne fart med en henvisning til Roskilde Sygehus og et længere forløb, som heldigvis fik en god afslutning for den tredobbelte Grand Prix-vinder.
– Jeg tror, jeg blev undersøgt af samtlige øjenlæger og prøvede samtlige maskiner, der findes på sygehuset i Roskilde, siger Kirsten Siggaard.
På det tidspunkt blev det konstateret, at hun kun havde 40 procent syn på højre øje.
Til sidst gik turen til Rigshospitalet, da den femte læge på Roskilde Sygehus havde fået mistanke om, hvad der var galt. I den rutinerede øjenlæges karriere havde hun kun én gang tidligere set et lignende tilfælde.
– Jeg har fået forklaret, at der var en lille utæthed ved synsnerven, som forbinder øjet med hjernen. Derfor kunne der sive væske fra hjernen ind i lommer i nethinden, siger Kirsten Siggaard.
På Rigshospitalet blev diagnosen bekræftet, og der blev aftalt en behandling. I første omgang skulle Kirsten igennem en grå stær-operation i januar 2018 og en stor operation i april, hvor glaslegemet skulle fjernes, hullet lukkes, og væsken suges ud.
Som ved et mirakel skete der så det, at synet – efter operationen for grå stær – blev bedre og bedre, og da april kom, og den store operation skulle finde sted – så var det meste af væsken i nethinden forsvundet. Kirsten undgik hermed den store operation, der ville have lagt hendes karriere ned i længere tid.
– Jeg er glad for, at optikeren tog ansvar og reagerede, så jeg kom i behandling.
– Jeg synes, det er fantastisk, at optikerne kan være med til at opdage, når der er noget alvorligt galt. Der er mange flere optikere end øjenlæger, og øjenlægerne har jo vildt travlt, siger Kirsten Siggaard.
Synet på højre øje er nu oppe på 70-80 pct., og Kirsten kan opretholde sit høje aktivitetsniveau med forestillinger og koncerter over hele landet. Hun er sikker på, hendes karriere havde været i fare, hvis ikke synet på højre øje var blevet genoprettet.
– Jeg kører omkring 30.000 km om året med shows overalt i Danmark. Uden synet kunne jeg ikke komme rundt og heller ikke lære de nye sange og tekster. Jeg ville gå glip af mange vigtige ting og ikke leve det liv, jeg lever i dag, lyder det fra Kirsten Siggaard.
Kirsten Siggaard havde tidligere i år succes på Det Ny Teater med en cabaret, hvor hun sammen med skuespilleren Kim Hammelsvang fortolkede sange af Edith Piaf og Charles Aznavour. Hun er en aktiv solist til mange forskellige typer arrangementer og skal senere i år bl.a. optræde i ‘Mariehaven’ i Ansager, som sendes på TV.
Kirsten Siggaard har mange spændende projekter i støbeskeen, som vi kommer til at høre nærmere om. I efteråret 2020 går Kirsten og Kim Hammelsvang på turne med deres sange fra Piaf og Aznavour.