Der er andet i livet end skøre knogler

En ting er, om man har fået konstateret knogleskørhed, noget andet er, om man er interesseret i at blive behandlet – det er nemlig ikke kun uvidenhed, som afholder patienterne fra behandling.

Egentlig behøver det ikke at være en stor ting at få konstateret knogleskørhed. Der er effektiv medicin på markedet, og i mange tilfælde kan man nøjes med at tage en pille en gang om ugen og ellers leve et almindeligt sundt liv. Alligevel er det for mange mennesker en trist oplevelse at få en diagnose – selv om det ”bare” er knogleskørhed. For 15 år siden gik praktiserende læge og forsker Susanne Reventlow i gang med at undersøge, hvordan en gruppe patienter opfattede deres knogleskørhed, og nu er hun i gang med at følge op på deres oplevelser siden.

– Når man spørger, hvorfor der ikke er flere i behandling, så skal man være opmærksom på, at der er mange svar, som ikke alene har noget med diagnosen eller patientens læge at gøre.

De 18 kvinder, der var med i undersøgelsen, var udvalgt fordi de havde oplyst, at de havde forskellige risikofaktorer for osteoporose, som knogleskørhed kaldes med lægelige termer. 16 af dem havde fået en kogleskanning, der viste forskellige grader af nedsat knoglemasse. Den gang viste undersøgelsen, at alvorligheden af knogleskørheden og risikoen for brud i medicinsk forstand ikke alene var afgørende for kvindernes egen opfattelse af deres risiko eller deres handlinger.

– Blandt deltagerne var der flere, der overfortolkede deres risiko alene på baggrund af resultatet af knogleskanningen.

Mange grunde til at stoppe med medicinen

Kvinderne blev fulgt over en periode og flere stoppede allerede med medicin i den periode. Den gang var det almindeligt at knogleskørhed også blev behandlet forebyggende med hormoner, derfor tog flere kvinder hormoner, fordi de syntes, de kunne slå flere fluer med et smæk.

– Men alligevel var der flere, der allerede stoppede med medicin dengang.

Som en del af undersøgelsen, blev patienterne spurgt, hvorfor de stoppede med at tage medicinen, og her svarede de blandt andet, at nogle symptomer, de troede stammede fra knogleskørhed, forsvandt, et fald på cykel eller lignende, hvor de ikke brækkede noget, gav en tro på, at deres knogler ikke var så skøre alligevel, kontrolskanning viste, at det enten ikke ændrede noget med medicinen, eller at den havde hjulpet, de fik bivirkninger af medicinen, og de havde andre vigtigere helbredsproblemer. Men der var også én, der opfattede knogleskørhed som en naturlig del af det at blive ældre. Flere valgte at tage kalk og D-vitaminer som kosttilskud.

– Noget, der er værd at bemærke, var, at de der oplevede en høj risiko for at få knoglebrud stoppede med at dyrke motion i en længere periode af bekymring over at brække noget.

Knogleskørhed er ofte en af flere sygdomme

Knogleskørhed rammer oftest ældre, og jo ældre vi bliver, jo større risiko er der for, at vi får en eller flere behandlingskrævende tilstande, og blandt deltagerne var der også flere, som burde behandles for f.eks. forhøjet kolesterol eller blodtryk.

– De ældre har typisk flere forskellige sygdomme, og det tager man ikke hensyn til, når man ser i statistikkerne over antallet af mennesker med osteoporose sammenholdt med antallet af osteoporose-behandlinger. Er det vigtigt for en 80-årig sengeliggende eller en med alvorlig kræft-sygdom at få osteoporose-medicin?, spørger Susanne Reventlow og gør opmærksom på, at det for mange er vanskeligt at indtage medicin – og jo mere medicin jo mere vanskeligt bliver det. Desuden mangler der flere undersøgelser af, betydningen af at have flere samtidige sygdomme, og hvordan medicinen interagerer med andre typer af medicin.

– Det meste medicin er tidligere blevet testet på mennesker uden flere diagnoser. Det gøres for på bedst mulig vis at påvise en effekt af medicinen på en konkret sygdom. Jo flere ”forstyrrende” faktorer, der er i testgruppen, jo sværere er det at sige noget sikkert. Men det er problematisk, når medicinen i høj grad bliver brugt på mennesker, her ældre kvinder med flere sygdomme, påpeger Susanne Reventlow.

Ifølge tal fra Danmarks Apotekerforening er der mere end 700.000 mennesker i Danmark, som tager mere end fem forskellige lægemidler. Det højner risikoen for bivirkninger, samtidig med at det sænker sikkerheden for effekt. Det er en af de afvejninger, lægerne sidder med, inden de udskriver en recept på endnu mere medicin.

– Generelt er det også sådan, at mens det er velbeskrevet, hvornår man skal begynde at behandle på en kronisk sygdom, så er der ikke forsket ret meget i, hvornår man skal holde op igen, slutter Susanne Reventlow og påpeger samtidig, at man er så bekymret for, om patienterne bliver behandlet for lidt, men det er mindst lige så forkert at behandle for meget. Endnu et område, hvor hun ønsker sig mere forskning.