Tandlæger skal snakke fedmeforebyggelse, slankeoperationer virker mod diabetes, og hjerteflimmer kan ramme hjernen.
Tandlægebladet sætter i sit nyeste nummer fokus på fedmeproblematikken. Der er nemlig ingen tvivl om, at der er en sammenhæng mellem fedme og tandsundhed.
Svært overvægtige personer har oftere paradentose end normalvægtige. Om det er fedmen, der fremprovokerer paradentosen, eller om det er omvendt, er dog endnu ikke klarlagt. Der er også en sammenhæng mellem et højt BMI og huller i tænderne. Men skal tandlægerne blande sig i patientens vægtproblemer?
Tandlægeforeningens formand, Freddie Sloth-Lisbjerg, mener helt klart, at tandlægerne skal tage fat i de overvægtige patienters problemer.
– Tandlægerne skal være en del af en tværfaglig indsats, for opgaven med at gøre noget ved fedmeproblematikken er så stor, at ingen faggruppe i sundhedsvæsenet kan løfte den alene, siger formanden.
Patienter, der har en sød tand, er i risiko for at få for mange kilo på sidebenene og for mange huller i tænderne. Ifølge Freddie Sloth-Lisbjerg kan tandlægerne derfor sagtens opfordre til at skære ned på sukkeret og rådgive en patient til at søge hjælp, så de overflødige kilo kan smides.
Hvert år får 12.000 danskere apopleksi – hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. En af årsagerne er hjerteflimren, som 50.000 lider af. Disse mennesker kan nu se frem til en lettere hverdag med en ny pille, Xarelto, der forebygger apopleksi ved hjerteflimren.
Den behandling, der indtil nu er blevet tilbudt, består af en kombination af indsprøjtninger og piller, og det er kompliceret at dosere rigtigt. Derfor skal patienten til hyppige kontrolbesøg, hvor der tages blodprøver. En forkert dosis kan nemlig medføre apopleksi.
Med den nye pille kan patienterne slippe frygten for at få en forkert dosis, da blodet holdes i kontrol med den samme dosis i en enkelt pille om dagen. Også de 10.000, der rammes af blodpropper i benene, kan have glæde af Xarelto.
Vidste du, at hjerteflimmer – eller atrieflimren, forkammerflimren eller bare ‘flimmer’ – dækker over en uregelmæssighed i hjerterytmen, der kan skabe alvorlige problemer i hjernen.
Symptomerne er hjertebanken, trykken for brystet, svimmelhed og åndenød, som gør mennesker med atrieflimren bekymrede og angste for et hjerteanfald. Risikoen for et hjerteanfald er imidlertid meget lille pga. atrieflimren, til gengæld giver tilstanden fem gange større risiko for en blodprop i hjernen.
Med den rette indsats falder denne risiko for blodpropper drastisk, så det er vigtig at få behandlet hjerteflimmer. Læs evt. mere på www.hjerteflimmer.dk.
To nye studier, der netop er offentliggjort i New England Journal of Medicine, viser, at vægttabsoperationer er betydeligt mere effektive end den traditionelle medicinske behandling af overvægtige mennesker med type 2 diabetes.
Personer, der har fået en vægttabsoperation, har langt større sandsynlighed for at være sluppet af med deres diabetes eller have reduceret medicinforbruget efter to år, end de diabetespatienter, der tager medicin og dyrker motion for at kontrollere blodsukkeret.
– Disse operationer bør ikke kun opfattes som slankeoperationer, men som en mulig måde at behandle diabetes og andre stofskiftesygdomme på, siger forfatteren til et af studierne, Dr. Francesco Rubino, Cornell University.