Brug prævention mod kræft, naturen mod rygetrang og teknik mod pollen…
En ny norsk undersøgelse dokumenterer, at brugen af en hormonspiral mindsker risikoen for at få livmoderkræft. 70 norske kvinder, der alle havde forstadier til kræft i livmoderen, deltog i undersøgelsen.
En gruppe kvinder fik lagt hormonspiralen op, mens de resterende kvinder blev behandlet med tabletter. Hos samtlige kvinder, der brugte hormonspiralen, forsvandt forstadierne til kræft, mens der blandt de kvinder, der fik en tabletbehandling, kun sås en bedring hos halvdelen af de deltagende.
Fjerner man hormonspiralen, kan forstadierne til kræft komme igen. Professor og gynækolog Anne Ørbo fra universitetet i Tromsø påpeger, at man bør bruge spiralen kontinuerligt, hvis man er i risikogruppen for at få livmoderkræft.
– Ved at give de kvinder, der har størst risiko for kræft, en hormonspiral, kan vi både reducere antallet af kræfttilfælde og antallet af kirurgiske indgreb, hvor livmoderen fjernes, siger Anne Ørbo til forskning.no.
Hvert år får omkring 600 danske kvinder diagnosen livmoderkræft.
Naturstyrelsen og Vordingborg Kommune har udviklet et nyt rygestop-koncept. Naturvejledere tager eksrygerne med ud i naturen, hvor de får masser af motion, samtidig med at de præsenteres for naturens mange duft- og smagsoplevelser.
For hver røgfri dag bliver eksrygerne bedre til at dufte og smage, og duften af hyldeblomster og hybenroser, smagen af hindbær og nødder hjælper til at holde fast i rygestoppet. At bevæge sig i naturen virker afstressende, og en god gåtur kan desuden hindre, at man som eksryger tager på i vægt.
Det nye koncept er afprøvet gennem to år med gode resultater: Efter et halvt år er 41 % stadig røgfrie, mens cirka 35 % er røgfrie efter et almindeligt rygestopkursus.
Thisted Kommune og Fredensborg Kommune undersøger i øjeblikket mulighederne for at tilbyde det nye koncept til rygere, der gerne vil kvitte røgen.
Dagens pollental angiver, hvor mange pollen en kubikmeter luft i gennemsnit indeholder i et døgn. Tallet offentliggøres hver dag som en hjælp til de mange, der lider af pollenallergi. Nu kan du få dagens pollental og pollenvarsling på din mobil.
Send en sms med teksten MOB POL til 1969 og hent programmet “Dit Mobile Pollental” til din telefon. Har du en iPhone, kan du søge efter “pollental” i din appstore. Du kan også benytte QR-koden med en scanner på telefonen.
Den nye service er gratis.
Læs mere om “Dit Mobile Pollental” på www.astma-allergi.dk.