På kanten

Af: Lasse Steensen

Foto: Kirsten Gjerding

Jeg har oplevet og gennemgået mange ting i mit liv. Ting som stofmisbrug, pusher, gambling, hjemløshed, utroskab og meget mere.

Jeg har oplevet ting, som jeg ikke håber, andre oplever i deres levetid. i hvert fald ikke når de kun er 24 år. Det var så slemt, at jeg en aften stod og kiggede mig selv i spejlet. Selv mine øjne var døde. Hvorfor overhovedet leve mere, tænkte jeg.

Er der én god grund til, jeg skal vågne op om få timer og gå på arbejde?

Er der én god grund til, jeg skal smile?

Er der én fucking god grund til, jeg skal have lov til at gå rundt derude, og gøre det bedre for mig selv?

Jeg havde en stor flot knivsamling fra verdensdele, jeg havde været i, men kun få knive er tilbage nu om dage. De flotteste.

Jeg vendte ryggen til spejlet og gik ned på mit værelse.

Tog hånden ind under puden, og tog den frem. Den flotteste blanke og skarpeste kniv, jeg har.

Klikkede hylsteret op og tog den ud.

Sad og kiggede på den i et par minutter, tænkte, tænkte. Blev ved med at overveje.

“Er det her virkelig den eneste mulighed nu?” tænkte jeg.

Satte mig på knæ foran min seng og tog mit kors frem, som jeg går med rundt om halsen. Kniven blev lagt foran mig, og korset mellem mine fingre.

Jeg lukkede øjnene og begyndte at bede.

Bad ikke om, at jeg skulle lade være, men om at nogen tog imod mig.

Da jeg åbner mine øjne, er realiteten foran mig. Jeg går i sort i to sekunder. “Det sker nu,” tænkte jeg. Jeg tog min arm frem, og kniven blev lagt på min pulsåre i håndleddet.

Jeg smed kniven fra mig! Og knækker. Jeg græd! Der gik det op for mig. Jeg tør ikke dø! For hvad fanden sker der?

Hvad sker der, når vi engang lukker øjnene?

Hvor ender vi henne?

Det er det smukkeste spørgsmål, som nogle gange kan blive stillet, for det er det eneste spørgsmål, som ingen kan svare på med sikkerhed.

Jeg er så glad for at stå på mine to ben, at jeg kan ligge vågen i flere timer og køre mig selv op over, hvad der kommer til at ske i stedet for at leve nu.

Det er fandme svært at forestille sig, lægge sig i så dyb en søvn, at du aldrig kommer til at mærke din mors kram, dine venners stemme, eller din kones kys, dine børns kærlighed eller omvendt.

Vi bliver født alene, og vi dør alene.

Gør dig selv glad, men ikke mindst, sørg for, at alle får den glæde for livet, som du måske går rundt og har.

Derfor vil jeg gerne stoppe med at arbejde, fordi hvorfor skal jeg arbejde og knokle hele mit liv for noget, som jeg ikke kommer til at leve for, når jeg alligevel ligger og rådner op en dag og ikke er her mere.

Lev livet!

Jeg er kommet til det punkt i mit liv nu, hvor jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad andre siger, og hvordan de ser mig.

Se på det på den her måde:

Så keder de sig bare for meget, fordi de har for travlt med at kigge på dig, i stedet for at kigge sig selv i spejlet. Deres ego skal høres af alle – lad dem snakke.

Men du forbliver en éner!

 


Artiklen er et af bidragene fra Helses essay-konkurrence om misbrug, som blev afholdt i samarbejde med Center for Ludomani. KABS Viden og Novavi.