Pedersen og Findus

Han er spinkel og går lidt foroverbøjet, som den gamle mand han er, men hans vagtsomme øjne røber en tilstedeværelse og opmærksomhed, der minder mig om hans hidtil så aktive liv.

Han har haft en karriere i udlandet og været vant til at have mange bolde i luften. Efter han er stoppet med at arbejde, har han kastet sin kærlighed over sin kolonihave, hvor han normalt tilbringer det meste af sin tid. Nu er han dog det sidste halve år blevet så dårligt gående, at det ikke længere kan lade sig gøre. Han sidder for det meste af tiden derhjemme og er gået helt i stå. Han kan ikke holde ud at komme ud i kolonihaven for at blive mindet om, hvad han ikke har nået siden sidst.

Jeg har set ham flere gange i foråret og forsøgt at hjælpe ham. Han er udredt med psykometriske test og scorer, hvad der svarer til en middelsvær depression. Han er henvist til psykolog, og der er startet antidepressiv medicin for fem uger siden. Han kommer i dag til en samtale om, hvordan det går.

Jeg spørger ham, hvordan det er gået siden sidst. Hans bevæger sig lidt i stolen og svarer: ”Jeg vil ikke have det skidt – jeg har købt pillerne, men jeg kunne ikke få mig selv til at tage dem, til gengæld har jeg en anden plan. En veninde har sagt til mig, at jeg trænger til selskab, og at jeg skal have en kat”.

Jeg spørger ham, om han tror, hun har ret, og han fortæller, at han føler sig ensom, men samtidig er en enspænder og derfor er blevet varm på ideen om en kat. Vi bliver enige om at skifte medicinen ud med katten og mødes igen efter fire uger.

Han går mere oprejst og hurtigere end sidst. Jeg er spændt på at høre, hvad han har at fortælle. Han holder øjenkontakt, mens han sætter sig i stolen og smiler. Jeg spørger ham, hvordan det går og oplever, at jeg begynder at smile, mens han fortæller. Jeg kommer til at tænke på ”Pedersen og Findus,” der er en fin børnefortælling, som jeg har læst mange gange for mine børn. Historien handler om en ensom mand, der bor alene på landet. Han får besøg af nabokonen, der giver ham en kattekilling, og historien handler om, hvordan han og katten oplever spændende eventyr på den lille gård. Min patient fortæller, hvordan han snakker med katten hele tiden. Hvordan den ikke kan lade ham være. Det er unødvendigt at spørge, men jeg spørger alligevel om, hvordan han har det. Han siger, at han har det godt igen, og at han bestemt ikke har brug for pillerne.

Det er svært at udrede og behandle depression. Ca. 20 pct. af de patienter, der henvender sig til deres praktiserende læge, menes at have en depression. Kun ca. halvdelen opdages, og et tilsvarende antal får diagnosen depression uden at have en depression.

Min patient har en god grund til at gøre, som han gør. Han reagerer naturligt på en unaturlig situation. Han har ikke længere mulighed for at dyrke sin hobby. Han har oplevet at miste det, der er med til at skabe mening og sammenhæng i hans liv, og har i den forbindelse udviklet symptomer, der kan minde om en depression.

Jeg giver ham ret i, at han ikke har brug for pillerne og siger til ham, at han har en indsigtsfuld veninde, og at han må hilse og rose hende for at kunne se, hvad han havde brug for. Han rejser sig og siger, at det skal han nok, men nu må han altså hjem og se, hvordan det går med katten.