Perlebygsalat med bolsjebeder

Af: Helse-Redaktionen

Foto: Winnie Methman

Savner du ny inspiration til at få lækre og velsmagende salater på bordet året rundt? Så kan du få god hjælp af Anne Hjernøes nye bog, Annes Salater – 111 salater, der gør dig let & mæt

Der er sket meget på salatfronten, siden Anne Hjernøe udgav sin bestseller, Sunde Salater. Vi spiser mere grønt og skærer ned på kødet, som aldrig før. Salater er i dag noget af det mest sunde, lette og lækre, vi kan spise til frokost og aftensmad.

Salaterne i den nye bog er en eksplosion af smag og farver samt spændende råvarekombinationer. De spænder over alt fra lette sommersalater med frugt og bær over rustikke salater med kål og rodfrugter til mættende salater med planteprotein, fisk eller kød. Prøv selv – her får du tre udvalgte opskrifter.

Til 2 personer

DET SKAL DU BRUGE
• 2 dl perlebyg
• 1 tsk flagesalt
• 200 g bolsjebeder, gule beder eller rødbeder
• 75 g hakket grønkål
• 1 dl syltede rødløg
• 3 spsk dukkah

Sesamdressing
• 1 spsk sesamfrø
• 5 spsk sesamolie (den mørke lavet på ristede sesamfrø)
• saft og fintrevet skal af 1 usprøjtet limefrugt
• 2 spsk sød chilisauce
• 1 drys flagesalt

SÅDAN GØR DU
Rist sesamfrøene på en tør pande ved svag varme, til de begynder at dufte og få lidt farve. Lad dem køle af og rør dem så sammen med sesamolie, limesaft og -skal, chilisauce og salt til en ensartet dressing. Smag den godt til.

Kog perlebyggen i letsaltet vand efter anvisningen på posen og køl den af, til den er lun.

Skræl bederne og skær dem i helt tynde skiver, evt. på et mandolinjern.

Bland perlebyg, beder, hakket grønkål og de syltede rødløg på et fad. Vend sesamdressingen i, drys med dukkah og servér med det samme.


Prøv også opskrifterne:

Salat med brombær, æbler og sprød bacon

Kålsalat med druer og sprød parmaskine