Fortvivlelse og tanker om døden er slet ikke det eneste, der fylder for alvorligt syge. Ny forskning fra Aarhus Universitetshospital viser, at patienterne også mobiliserer håb og livsmod, allerede når de får diagnosen, og at sundhedspersonalets personlige støtte kan fremme patienternes håb betydeligt.
Forskerne har undersøgt eksistentielle og religiøse overvejelser hos kvinder med kræft i æggestokkene og fundet frem til, at håb og livsmod hjælper alvorligt syge patienter til at udviklede nye måder at leve på – med nye værdier og en ny mening med livet. Resultaterne viser, at sundhedspersonalet skal have mere fokus på patienternes eksistentielle overvejelser og personlighed gennem deres behandlingsforløb, og forskerne anbefaler, at indsatsen starter allerede, når patienterne får deres diagnose.