Vores hjerner bruger en stor del af kapaciteten på at afkode omgivelserne og kopiere dem – så hvis stemningen er sur, bliver vi selv sure – og omvendt.
Dengang jeg boede i USA, kunne man opleve biler, der kørte førerløse afsted. Sådan så det ud. Store gamle benzinslugende dollargrin, der langsomt duvede afsted, gerne i den yderste vejbane. Ofte var disse spøgelsesbiler decideret farlige, som fx når de uvarslet og med høj hastighed gyngende og brummende bakkede ud fra en parkeringsbås.
Det var uhyggeligt.
De var overalt, og det mest mærkværdige var, at alle bare accepterede deres tilstedeværelse uden undren eller beklagelse.
Det var først efter et par uger, at jeg fik løst gåden. De gamle dollargrin var slet ikke førerløse. Kiggede man nøje efter, kunne man altid finde to krogede hænder, der holdt på det store rat, og ofte var der også en tot blåt hår, der stak op. Det var derfor folk ikke blev vrede, for som man sagde: “It’s just little old ladies taking their car for a ride.” Det var de gamle damer, der var ude og køre, og det måtte man tage hensyn til.
Og sådan er de, amerikanerne, synes jeg. De tager hensyn til hinanden i gadebilledet. Kommer man ind i en bus med et lille barn på armen, så er der altid nogen, der tilbyder deres plads. Er der nogen, der fumler med pengene og sænker tempoet i køen, så er det i orden. De holder døre, de holder deres plads i køen, og de holder humøret højt. De smiler, kommenterer, og der er en generel venlighed næsten overalt. Det er ikke overfladisk, det er meget vigtigt, og det er et meget, meget smukt træk ved et land.
Det er nemlig enormt svært at skabe en god stemning i et helt land. Størstedelen af vores hjernekapacitet bruges til at afkode sociale signaler, og vi er programmeret til at reagere på samme måde, som vi bliver behandlet. Den dårlige stemning er som en omgangssyge. Vrisseri føder vrisseri. Bliver man ubehøvlet behandlet, så kommer man i dårligt humør, og så kommer det til at gå ud over nogen. Er det først gået galt, så er det er meget svært at lave om på.
Nu er det ikke, fordi jeg synes, at stemningen i Danmark er decideret dårlig, men den kunne være bedre, og det betyder så meget. Jeg mener det helt bogstaveligt: Det ville være sjovere at være dansker, hvis vi var flinkere over for hinanden. Allesammen. Det lyder banalt, men tænk over det i dine ledige stunder. Der er mere i det, end det umiddelbart lyder til.
Og her er jeg så fremme ved missionen med dette indlæg. Jeg vil gerne advokere for “Den stædige Venlighed”. Gentleman-princippet. Gå gennem tilværelsen som et fyrtårn af rimelighed. Glem ikke, at noget af det mest meningsfulde, vi mennesker kan foretage os, er at bidrage til den gode stemning.
Også kendt som “HjerneMadsen” fra flere tv-udsendelser og for sine teaterforestillinger med sin bror Anders Lund Madsen. Uddannet læge og hjerneforsker.