Peter Øvig: At give slip på håbet om en kærlighed, der aldrig kom, er det sværeste

Forfatter og journalist Peter Øvig skulle igennem et smerteligt forløb, da han skrev bogen om sin mor og hendes livslange psykiske sygdom, der klemte livsglæden ud af familieliv, barndom og ungdom.

Det er blæsende koldt den fredag i februar, hvor jeg har aftalt et møde med forfatter og journalist Peter Øvig Knudsen på privatadressen nord for København.

Vi skal sammen tage et dyk ned i sindets mørkeste rum, hvor Peter Øvig selv for nogle år siden blev efterladt og overladt til en dyb depression.

Peter Øvig laver kaffe, mens vi står og betragter det spæde forårslys, der kæmper om magten med vinterens gråtonede lys i det rummelige køkken.

Vi tager plads omkring spisebordet, hvor Peter Øvig tidligere har siddet og talt med mange journalister – ikke mindst på det seneste med udgangspunkt i sin bog, Min mor var besat – om de dæmoniske kræfter, der besatte Peter Øvigs mor, som igennem hele deres fælles liv var psykisk syg og trak et spor af ulykkelighed, fortabthed og følelsen af mangel på kærlighed hen over Peter Øvigs barndom, ungdom og voksenliv.

Peter Øvig blev så selv ramt af svær psykisk sygdom. Det kommer vi tilbage til.

Skyld og skam

Statistikken viser, at rigtig mange af os har psykisk sygdom inde på livet – enten har vi selv været ramt eller også vores nærmeste pårørende. Men langt de fleste har svært ved at åbne op og fortælle andre om den kendsgerning. Det oplever Peter Øvig, når han bliver interviewet, og når han er ude i landet for at holde sine mange foredrag om bogen. Han kan se det på en særlig trækning, der går hen over journalistens ansigt, som fortæller Peter Øvig, at det menneske, han lige nu har overfor sig, selv har været ramt af depression og psykisk sygdom på tætteste hold.

Og han mærker det efter sine foredrag, når folk blandt publikum kommer op til ham med påskud om at få hans signatur i bogen og så har noget andet på hjerte – nemlig, at de er blevet hjulpet af hans ord – til at komme videre efter psykisk sygdom og ikke mindst er blevet hjulpet til at kaste skammens tunge kåbe af sig.

– Der er nemlig så meget skyld og skam forbundet med at være psykisk syg. At tænke alle de mange tanker, man ikke må tænke, når man er så langt nede. Det alene er en stor del af sorgen. At man ikke kan glæde sig over forårslyset og alle blomsterne, der pibler frem. Man vil så gerne, men det er umuligt at slippe fri af det dæmoniske mørke, siger Peter Øvig, der mens han var ved at skrive bogen om sin mors psykiske sygdom undervejs i processen selv blev ramt som af en boomerang af en dyb depression.

Fangearme

Peter Øvig arbejder altid dokumentarisk, når han går igang med sine bøger. Derfor havde han også rekvireret sin mors journaler fra det psykiatriske hospital i Risskov ved Aarhus, hvor moren gentagne gange var indlagt.

– Og det var den proces, der var triggeren for min egen depression. Det var som om, min mors fangearme fra dødsriget havde fået fat i mig igen, fortæller Peter Øvig.

Det hele begyndte ellers helt anderledes. Efter flere år på plejehjem døde Peter Øvigs mor i 2016.

– Det var en kæmpestor lettelse for mig, at min mor døde. Jeg husker stadig den boblende følelse i hele kroppen af frihed og ja nærmest glæde, siger Peter Øvig, der på sin mors dødsdag besluttede, at han ville skrive bogen om hende. Noget, der ikke var muligt, mens hun levede.

Han besluttede sig for, at bogen skulle skrives ud fra interviews med vidner til sin mors og hele familiens liv, så han på den måde fik tryktestet sine egne erindringer. Ikke mindst var samtalerne med søsteren, Mette, vigtige for Peter, da han skulle igang med at skrive bogen. Noget ganske kendetegnende er nemlig, at ingen i familien talte om morens psykiske sygdom, sammenbrud og gentagne indlæggelser, da Peter og Mette voksede op i Aarhus-forstaden, Holme.

Morens psykiske sygdom skabte et knugende panser af forventninger og krav om, at ikke mindst sønnen var sat i verden for at redde hendes liv og give det mening.

– Min mor så sig selv som et offer og tog aldrig ansvar for sit liv. Hun handlede aldrig men krævede, at vi andre skulle redde hende. Det var især mig, sønnen, hendes krav var rettet imod, mens min søster mest blev mødt af nedladende ord og ondskabsfuldheder, fortæller Peter Øvig.

Tilgivelse og fratagelse

Faren var sygehusdirektør på det daværende Aarhus Amtssygehus og var fjern, når han kom hjem til familien efter endt arbejdsdag og ofte gemte sig bag avisen. Peters mor var, som mange andre af tidens kvinder, beskæftiget som husmor. En rolle, der tydeligvis ikke passede hende, og hun forsømte ingen lejlighed til at fortælle omverdenen, at hun var meget dygtig i skolen og havde fået højere karakterer end Peters far.

På den måde er bogen, Min mor var besat, en bog med mange lag. Om psykiatri, om familierelationer og kønsroller og ikke mindst tilgivelse. Peter Øvig har ikke tilgivet sin mor – endnu. Omend han selv blev ramt af psykisk sygdom som sin mor, og måske har fået en større forståelse for hende, så er det forløb ikke mundet ud i en tilgivelse.

– Tilgivelse er jo en nådessag og noget, man bliver givet. Og det er en proces, som tager lang tid. Noget, der er svært for mig, er, at hvis jeg tilgiver min mor, så fratager jeg hende også for et ansvar. Og det er jeg ikke klar til. Hun skulle have taget ansvar for sit liv og ikke overgivet det til sine børn, slår Peter fast.

Men hvad med faren?

– Jeg er ikke sur på min far, men han skulle have taget et ansvar og beskyttet min søster og jeg mod vores mor. Det skulle han virkelig, siger Peter og fortæller, at han faktisk ofte i forbindelse med sine foredrag af kvinder bliver spurgt om, hvorfor han ikke er ligeså vred på sin far som på sin mor.

– Han gjorde nok, hvad han kunne. Jeg tænker tit på, hvordan han kunne holde ud at være sammen med min mor i alle de år. Men det var for ham aldrig et spørgsmål, om han skulle forlade hende. For dengang forlod man bare ikke en syg ægtefælle. Det er jo noget anderledes i dag. Sådan spiller det ikke mere.

Undervejs med bogen om sin mor, blev Peter Øvig så syg, at hans kæreste og en god ven fik ham overtalt til at lade sig indlægge på det lukkede afdeling på Rigshospitalet. Han fik diagnosen, psykotisk depression, og kom i behandling med elektrochok. En behandling, som igennem tiderne har været meget omdiskuteret og nærmest forkætret. Men Peter Øvig er ikke i tvivl. De syv behandlinger med elektrochok har reddet ham. I dag fire år efter har han ikke haft et eneste tilbagefald. Inden den dybe depression ramte ham, havde han flere gange været ramt af mildere depressioner, især lige efter han var blevet færdig med en bog. Han plejede at kalde de perioder for “blå”.

– Nu må jeg sige, at jeg aldrig har haft det bedre. Jeg ved jo godt, at andre har dårlige erfaringer med elektrochok, og som kritisk journalist ligger det jo i mine kort at se på den anden side også.

“Men min pointe er, at det altså godt kan lade sig gøre at blive helbredt for alvorlig psykisk sygdom. Og det budskab mangler at blive formidlet.”

– Vi har for mange fastlåste og negative forestillinger om psykiatrisk behandling – noget, som filmen Gøgereden med Jack Nicholson i hovedrollen i den grad var med til at cementere, og fordi vi alle har en indgroet grundangst for at blive sindssyg og blive spærret inde på en psykiatrisk, lukket afdeling, forklarer Peter Øvig, der engang selv var kritisk overfor psykiatrien og faktisk skrev en bog herom.

Han mener også, at alle hans foredrag og interviews om hans mors og hans egen livsfortælling kan have terapeutisk værdi for ham.

– Min psykiater kom forleden ind på, at mine foredrag og gentagne fortællinger om min mor og familien kan være en slags selvterapi for mig. Jeg synes, det er en interessant pointe, at en psykiater siger sådan.

Forløsning

Peters søster, Mette, der er teolog og præst og har været udsendt til Cambodia i flere år, er nu kommet tilbage til Danmark. Processen med bogen, hvor Mette fungerer som Peters vigtigste livsvidne, har fået de to søskende tættere på hinanden.

– Hvis Mette ikke havde syntes om, at jeg skulle skrive bogen om vores mor, så havde jeg ikke gjort det. I dag holder vi meget af at gå lange ture sammen og tale om vores familie og selvfølgelig vores mor. Nye erindriger dukker op, og det er i sig selv en helende proces, forklarer Peter.

Så stykvis og baglæns og lidt efter lidt får de to søskende nu vævet deres barndoms- og ungdomserindringer sammen, så en forløsning og ro i sjælen kan vinde indpas.

– At give slip på håbet om en kærlighed, der aldrig kom, er det sværeste, konkluderer Peter Øvig.