Peter Køpke har benyttet sig af tre forskellige alternative behandlinger samt en række kosttilskud: Intravenøst tilskud af C-vitamin, varmebehandling, “Budwig-kuren”. Han mener, at det er vigtigt at angribe kræften på flere fronter.
C-vitamin
Intravenøst tilskud af C-vitamin foretages på klinikker, hvor man selv betaler. Man får langt et drop, som over et par timer giver et stort tilskud af C-vitamin. Teorien er, at der i kroppen er nogle oxidanter, som kan skade cellernes opbygning (DNA) og det vil kunne udvikle sig til kræft. C-vitamin, er en antioxidant, og kan binde oxidanterne til sig og på den måde uskadeliggøre dem.
Varmebehandling
Varmebehandling går ud på at opvarme kræftsvulsten til et stykke over almindelig legemstemperatur, hvilket skal ødelægge kræftcellerne, så svulsten så at sige dør. Peter fik to behandlinger af tre timers varighed med et døgns mellemrum. Han beskriver det som “absolut ikke behageligt” og det første døgn efter behandlingen brugte han et kateter. Han oplevelse var, at det umiddelbart hjalp. Efter bivirkningerne havde fortaget sig, fik han det mærkbart bedre, samtidig med at hans vandladningsproblemer forsvandt.
“Budwig”kuren
Johanna Budwig var en tysk biokemiker, som lavede en diæt til kræftpatienter, hvor grundelementerne er hørfrøolie og hytteost, som spises morgen og middag. Peter fulgte kuren slavisk i tre år, hvilket han mener, er den korrekte anbefaling. I dag spiser han stadig hytteost og hørfrøolie tre gange dagligt og overholder mange af principperne, men han tillader sig selv lidt større variation i kosten. Peter anbefaler streng disciplin med kuren for, at det skal virke, men han erkender også, at han har mødt kræftpatienter som til trods for deres sygdom ikke kan se sig selv leve med de mange restriktioner på kosten. Desuden spiser han ikke frugt og grøntsager ved samme måltid ud fra en teori om, at det kan give fordøjelsesproblemer.
Kosttilskud
Peter tager en række kosttilskud: Grøn the i kapsler, D-vitamin, selen, multivitamin, kalcium og magnesium, resveratrol, syreneutral C-vitamin samt Q10. De mange tilskud skal styrke kroppen og bekæmpe kræften.
Her gengivet efter Peter Køpke
Morgen
6 spsk hytteost med 2 % fedt
4 spsk hørfrøolie
3 spsk vand
1-2 fed hvidløg
Blandingen blendes i cirka 20 sekunder med en stavblender til det får en cremet konsistens. Blandingen røres færdig med en ske, til der ikke er mere stående olie i blandingen. Smag til med frisk frugt, for eksempel et halvt æble i små stykker, blå vindruer, blåbær eller frisk ananas. Drik 1-2 kopper grøn the
Middag
4 spsk hytteost
2 spsk hørfrøolie
1-2 fed hvidløg
Frisk frugt
1-2 kopper grøn the
Tilberedes ligesom morgenmaden. Hertil spises en skive speltbrød eller rugbrød med laks eller gede- eller fåreost med lavt fedtindhold.
Aften
1 dl hel boghvede koges og spises sammen med 4-5 spiseske tomat pure, en hel rød chili, oliven, hvidløg, en håndfuld broccoli eller en avocado og en gulerod. Om aftenen drikkes vand til maden. Et par gange om ugen kan de hele boghvede korn erstattes med boghvedeflager.
Ekstra
Tre til fire gang om ugen rystes ananasjuice med valleprotein og drikkes straks.
Læs også:
Peter Køpke valgte alternativ behandling af sin prostatakræft
Lægens ord om alternativ behandling