Pizza med skinke og champignon

Foto: Iben Kaufmann og Line Falck

Måske ikke den sundeste hverdagsmad, men hvis du laver pizza selv, er det et godt bud på fornuftig mad, som hele familien elsker.

Det skal du bruge:

25 g gær

2 ¾ dl lunken vand

150 g hvedemel, 2 ½ dl

¾ tsk groft salt

250 g hvidhvede-, grahams- eller speltmel, cirka  4 dl
Fyld

1 løg

2 dl tomatpuré

1 dl bouillon

200 g kogt, røget skinke, maksimalt 10 % fedt

200 g champignon

100 g revet mild ost, maksimalt 17 % fedt

1 spsk. oregano

2 spsk. olie, eksempelvis olivenolie eller koldpresset rapsolie
Tilbehør

½ kg gulerødder i stænger

½ agurk i stænger.

Sådan gør du:

Udrør gæren i vandet. Tag ½ dl mel fra og gem det til udrulning senere. Tilsæt mel og de øvrige ingredienser til dejen. Rør dejen godt sammen, den skal være klistret og fugtig. Lad den hæve ca. 1 time et lunt sted tildækket. Rul dejen ud på et meldrysset bord til 4 portionspizzaer eller en stor pizza cirka ½ cm tyk. Hak løget. Rens champignoner og skær dem i skiver. Kog tomatpuré og bouillon op og tilsæt løg. Kog det sammen i cirka 5 minutter uden låg. Tomatsovsen skal være tyktflydende. Smør tomatsovs på pizzabunden. Fordel skinke i skiver, champignon og ost ovenpå. Drys med oregano og dryp med olie. Stil pizzaerne i en opvarmet ovn ved 225 grader på midterste ovnribbe i cirka 20 minutter. Server pizza med gulerødder og agurk i stænger.


Tips

Dejen kan koldhæves i køleskabet 10-12 timer. I så fald kan du nøjes med at komme 10 g gær i. Lad dejen stå cirka 30 minutter ved køkkentemperatur, inden du ruller den ud.


Undgå madspild

Overskud af pizza kan bruges dagen efter i madkassen.

 

Ugeplan – sådan lever du sundere med kostrådene

På hjemmesiden altomkost.dk har Fødevarestyrelsen offentliggjort en lang række opskrifter og publikationer, som kan inspirere til en sundere hverdag. Opskrifterne her passer til en familie på fire og er alle fra publikationen Ugeplan – sådan lever du sundere med kostrådene, som kan hentes gratis på hjemmesiden. Og alle opskrifter er selvfølgelig nøglehulsmærkede.