Har du oplevet at se små sorte pletter, der flytter sig i dit synsfelt? I så fald er du ikke alene, for det er helt normalt. Men det kan være meget generende, og i sjældne tilfælde kan det være det første symptom på en nethindeløsning.
Øjets indre er fyldt ud af glaslegemet. Det ligger bag hornhinden og linsen (hvor lyset brydes), men foran nethinden (hvor nervecellerne findes og sender et signal til hjernen, der danner de billeder, vi ser).
Glaslegemet har konsistens som en gelé, der – udover vand – består af nogle fibre (kollagen) og lange kæder af sukkermolekuler, som er med til at give en veldefineret struktur, der gør, at glaslegemet er helt gennemsigtigt. Men som med et glas gelé, vi efterlader på køkkenbordet, ændrer strukturen sig med tiden.
Efterhånden som vi bliver ældre, kan fibre ikke længere holde en hvis indbyrdes afstand. Det betyder, at fibrene har en tendens til at klumpe sig sammen – og der opstår uklarheder og vandlommer i det engang helt gennemsigtige glaslegeme.
Nethinden kan ikke skelne mellem, hvad der er foran øjet, og hvad der er inde i øjet. Hvis uklarhederne befinder sig midt i synsfelt, vil vi opfange dem. Nogle vil derfor opleve at slå ud efter en flue, der ikke er der. Andre vil opleve, at de kan kaste hovedet til side, for på den måde at få de synlige pletter til at forsvinde, hvorefter den langsomt bevæger sig ind i synsfeltet igen.
Det kan være meget generende med uklarheder, men det er ikke synstruende. Medmindre det er de første tegn på den mere sjældne nethindeløsning (som der er ca. 600 af i Danmark om året).
Uklarheder kan være et af de første tegn på en nethindeløsning. Den opstår, når glaslegemet falder sammen og ikke løsner sig ordentligt fra nethinden. Derved kan der opstå et træk i nethinden, som opleves som lysglimt.
I nogle tilfælde kan der opstå en rift i nethinden, som kan være ledsaget af blødning ind i glaslegemet. Dette vil opleves som ret pludselig forværring af uklarhederne. Pludselige ændringer i symptomerne bør føre til, at du straks søger øjenlæge.
Kan du ikke få kontakt med en praktiserende øjenlæge, må du henvende dig til akutberedskabet i den region, hvor du bor.
Læs meget mere om uklarheder, glaslegemesammenfald og nethindeløsning på ojenforeningen.dk.