Pludselig var det mig, de andre så medlidende på

Journalist Jesper Møller prøvede forgangne vinter det, som alle skiløbere frygter – at pådrage sig en alvorlig knæskade. Her er hans beretning fra den skæbnesvangre dag i Alperne.

Det var én af den slags skidage, hvor betingelserne simpelthen ikke bliver bedre. Få dage før min afrejse var sneen begyndt at dale lystigt ned i franske Megève, som var målet for min rejse. Så jeg kom ned til en halv meter nyfalden sne og et lækkert højtryk, der bød på frost, sol og en knaldblå himmel.

Efter en dejlig førstedag nærmede jeg mig frokosttid på andendagen. Jeg befandt mig på et næsten fladt stykke, hvor min fart var relativ beskeden, og normalt ville jeg aldrig falde et sted som her.

Men pludselig lå jeg der – uvist af hvilken årsag. Allerede i faldet mærkede jeg en smerte i højre knæ, men ikke noget voldsomt. Men da jeg efterfølgende forsøgte at rejse mig, kunne jeg godt mærke, at den var gal. Når jeg forsøgte at støtte på det højre ben, måtte jeg opgive på grund af en voldsom smerte i knæet.

Jeg var alene afsted på rejsen og havde derfor ikke nogen til at hjælpe mig. Men heldigvis stoppede tre venlige franskmænd op, hvoraf de to blev hos mig, mens den tredje kørte ned til en lift og rekvirerede hjælp.

Herefter fulgte 15-20 minutters skrækkelig ventetid. Ikke på grund af smerter, for mens jeg lå der i sneen, gjorde knæet ikke synderligt ondt. Til gengæld fløj alle mulige tanker gennem mit hoved. Både lavpraktiske om, hvordan jeg nu fik afleveret mine ski i skiudlejningen, og selvfølgelig mere alvorlige spekulationer om, hvad der mon var sket med mit knæ.

Det stod hurtigt klart for mig, at skaden var sket, fordi bindingen på min højre ski ikke havde udløst sig ved mit fald. Det undrede mig.

Jeg har således altid mine bindinger en del løsere indstillet end den gængse anbefaling ud fra devisen om, at de hellere må udløse sig en gang for meget end en gang for lidt. Det gjorde de så blot ikke denne gang – selvom jeg som altid havde tjekket mine bindinger ved skidagens start.

Endelig ankom redningspersonalet med den såkaldte ”banan”, som er en form for slæde, som tilskadekomne skiløbere ligger i, mens to redningsfolk på ski kører slæden ned ad bjerget.

På de halvstejle steder føltes det flere gange, som om bananen ville tippe, og én gang var den helt oppe og ride på kanten. Jeg frygtede, at den ville vende rundt, og ville mit knæ så i givet fald blive forværret yderligere?

Undervejs genkaldte jeg mig de gange tidligere i min skikarriere, hvor jeg selv med medlidenhed havde betragtet en person, der bliver kørt ned med bananen. Ved disse lejligheder havde jeg altid tænkt, ”godt, det ikke er mig”, men denne gang var det altså mig, der lå der. Undervejs kunne jeg heller ikke undgå at bemærke de nysgerrige og medfølende blikke, som jeg modtog.

Vi nåede ned uden yderligere uheld, og her stod der en taxa med en båre klar. Fin service. Efter at have udfyldt diverse papirer gik turen til det lokale lægehus, og et par røntgenfotos senere kunne lægen på gebrokkent engelsk fortælle, at der ikke var noget brækket. Han mente dog, at et ledbånd samt eventuelt også korsbåndet var røget, og at det var bedst for mig at komme hjem til Danmark og få behandling der.

Så lægehuset sendte mig hjem til hotellet med et par krykker, en benskinne samt en recept på smertestillende, og herefter fulgte myriader af praktiske udfordringer.

Den stive benskinne umuliggjorde stort set at manøvrere bare en smule rundt. Og når jeg skulle ned og sidde eller op i min seng, var jeg flere gange ved at besvime af smerte, fordi knæet låste. Jeg skreg simpelthen af smerte et par gange. Gud ved, hvad naboerne tænkte?

Dernæst fulgte samtaler med mit forsikringsselskab, der skulle hjælpe mig tilbage til Danmark. Her var alle ansatte bestemt ikke lige forstående over for min situation som tilskadekommen, immobiliseret alene-rejsende i udlandet.

Jeg fik dog arrangeret flytransport hjem til næste dag, og efter en smerteplaget nat uden meget søvn ventede der nye udfordringer.

For hvad gør man, når man er alene afsted og stort set ikke kan gøre noget selv? Når man ikke selv kan tage sko og strømper af og på – for slet ikke at tale om at pakke en kuffert. Det er dybt frustrerende at være så hjælpeløs og totalt overladt til andres assistance.

Heldigvis var personalet på mit hotel særdeles hjælpsomt, og uden deres hjælp til at pakke kuffert og få mig i tøjet var jeg aldrig kommet hjem.

Så fulgte taxakørsel til lufthavnen i Geneve, hvor jeg kom over i en rullestol og senere blev kørt ud i flyet. Imens måtte taxachaufføren tjekke min kuffert ind, og det gik selvfølgelig galt, så den ikke nåede frem til Kastrup Lufthavn.

Næste morgen gik turen til Herlev Hospital. Efter et røntgenfoto fik jeg atter at vide, at intet var brækket, og at jeg skulle hjem og sidde med benet oppe, indtil hævelsen i knæet var faldet så meget, at en undersøgelse kunne afsløre, hvad der var sket.

Kvaler i kø

Men ak. Tre dage senere ringede de fra hospitalet og sagde, at de nu havde set nærmere på røntgenbilledet, og at der muligvis alligevel var et brud i knæet. Det var der, viste en CT-skanning efterfølgende, og så må man ikke støtte på benet – modsat af, hvad jeg først havde fået at vide.

Men dermed var mine kvaler langtfra ovre. Da lægerne ved mit første besøg sagde, at jeg skulle hjem og sidde med benet oppe, efterlyste jeg noget blodfortyndende medicin for at forebygge en eventuel blodprop. Men det var ikke nødvendigt, fik jeg at vide – ”for om et par dage er du jo oppe og gå rundt med krykkerne”.

Fire dage efter havde jeg fået en blodprop i det tilskadekomne ben! Det blev konstateret, efter at jeg med voldsomme smerter i benet fik lov til at komme tilbage på hospitalet, hvor jeg efter seks-otte timers venten fik konstateret blodproppen.

Siden fulgte et langt forløb, hvor blodproppen komplicerede den efterfølgende genoptræning. Ifølge lægerne vil jeg få et ”varigt funktionstab”, så knæet bliver aldrig helt godt igen. Men hvor stort funktionstabet bliver, vides endnu ikke.

Her et lille års tid efter er benet ikke tilnærmelsesvis stærkt nok til at give sig i kast med skiløb igen. Om, det bliver det på et senere tidspunkt, er uvist. Og skulle benet endelig blive tilstrækkeligt stærkt, kommer jeg ikke nødvendigvis afsted igen.

For med det forløb, som jeg har været igennem, vil angsten for atter at komme alvorligt til skade nok sidde så dybt i mig, at det formentlig vil overskygge glæden ved atter at fare ned ad pisterne. Jeg orker ganske enkelt ikke at skulle igennem sådan en tur en gang til.

Så jeg har højst sandsynligt slået mit sidste sving på en skipist. Uendelig trist, men omvendt har jeg efter 40 års skiløb og flere sæsoner som skiguide nok fået løbet mere på ski end de fleste, så måske har jeg bare ikke haft mere til gode.

Men det forhindrer ikke, at jeg her i vinter vil opleve et stik i hjertet, hver gang venner og familie tager afsted på skiferie, mens jeg må blive hjemme. Det vil gøre ondt, men der er ikke andet at gøre end at glæde sig over de dejlige oplevelser, jeg har haft på ski. Det var herligt, så længe det varede, så tak til sne, ski og bjerge for mange skønne stunder!