– Det har betydet meget, at jeg ikke blev ét med sygdommen.
Sådan lyder det fra den 59-årige sygeplejerske Helle Hvidtfeldt, som i foråret 2020 blev smittet med COVID-19 og sidenhen har døjet med en række senfølger, både fysiske og psykiske.
Særligt de fysiske, som for eksempel åndenød, muskelsmerter og påvirket lugte-smagssans har nok haft mest bevågenhed i medierne. Men for Helle Hvidtfeldt er de psykiske reaktioner, såsom humørsvingninger, uro og koncentrationsbesvær i høj grad noget, der har fyldt i hendes sygdomsforløb.
– Humøret har været lavt i perioder, og jeg har haft brug for at gøre noget for at finde ro og motivere mig selv, forklarer sygeplejersken, der til daglig arbejder på Regionshospitalet Silkeborg.
For at få det bedre besluttede hun at kaste sig over diverse strikkeprojekter. Det hjalp til at sætte bekymringerne på pause og gav oplevelsen af at gøre noget nyttigt. Samtidig fik hun skabt sig et slags mentalt frirum ved at lytte til musik, lydbøger og se film.
– Jeg tror, det har givet ro i hovedet og i kroppen, så jeg ikke tænkte på, hvor dårligt jeg havde det. Det har ikke været en flugt, men en måde at overleve på.
I facebookgruppen ‘Covidramte med senfølger’ beretter flere i lighed med Helle Hvidtfeldt om både mindre og mere alvorlige symptomer.
Gruppen har været med til at understrege behovet for at hjælpe personer, der lider af COVID-19 senfølger og som let kan føle sig alene og frustrerede over deres mange symptomer og den uvished, der følger med.
Følelser, som Helle Hvidtfeldt i høj grad kan genkende fra sit eget forløb.
Hun blev testet positiv den 5. april og var fuldtidssygemeldt i to måneder. Hun husker, hvordan hun fysisk især var udfordret på sin vejrtrækning og sin appetit. Efterhånden fulgte en række andre symptomer, heriblandt hukommelses- og koncentrationsbesvær, hårtab, humørsvingninger, søvnproblemer og en udtalt træthed.
Selvom det indimellem har været svært at se lyset for enden af tunnellen, så har Helle Hvidtfeldt tidligt i sit sygeforløb været optaget af at skabe et positivt univers i dagligdagen.
– Jeg skulle ikke blive et offer. Jeg skulle væk fra forestillingen om, hvor uretfærdigt og opslidende det var, siger hun.
Læs også: Høfeber, corona og eller bare en forårsforkølelse?
Helle Hvidtfeldt er normalt en aktiv kulturbruger, men da hun var syg og isoleret, kunne hun af gode grunde hverken gå på kunstmuseum eller i teatret. Derfor måtte hun tage alternative midler i brug.
– Jeg har haft brug for nogle impulser, så jeg har for eksempel set naturprogrammer og film, der handler om kunst, for eksempel en dokumentar om billedkunstneren Anna Ancher, fortæller Helle Hvidtfeldt og fortsætter:
– Jeg har også lyttet en del til musik og podcast som en måde at lukke alt andet ude på og finde ro. Og så har jeg strikket samtidig med, at jeg har lyttet.
Strikketøjet har været som en slags terapi for Helle Hvidtfeldt.
– Det handler om, at man kommer i et slags flow. Når maskerne glider i den der repetitive handling, er der næsten noget mindfuldt over det.
Samtidig har den kreative hobby bidraget til, at Helle Hvidtfeldt i forbindelse med sin karantæne kunne “bryde isolationen” og være del af et virtuelt fællesskab med andre “strikkere”.
– Jeg fandt ud af, at der var rigtig mange, der under corona begyndte at strikke, og at der er mange video podcast omkring strik. Det er et helt kulturfænomen, smiler hun.
Når vi mærker konsekvenserne af pandemien i form af arbejdsrestriktioner, forsamlingsforbud og karantæne, eller, som Helle Hvidtfeldt, bliver syg og rammes af senfølger, vil mange opleve udfordringer, som påvirker vores oplevede livskvalitet.
Det mener postdoc. Anita Jensen, der forsker i samspillet mellem kultur og sundhed.
“Hvis man er et velfungerende menneske og pludselig bliver ramt af COVID-19 og de her senfølger, så er det jo et chok for systemet. Man aner ikke, hvad fremtiden bringer.”
– Er det en sygdomsidentitet, jeg skal have resten af mit liv?
Forskning viser, at næsten ligegyldigt hvad man fejler, så kan deltagelse i kulturelle aktiviteter gavne ens trivsel og oplevelse af mening med tilværelsen, fortæller Anita Jensen.
Set i det lys er det nærliggende at overveje, hvilken rolle kulturtilbud kunne spille i forhold til den sundhedsmæssige “behandling” af coronaramte danskere.
Herhjemme har Anita Jensen været med til at undersøge de såkaldte Kultur på Recept-forløb, hvor langtidssygemeldte med stress, angst, eller depression deltager i forskellige kulturtilbud, såsom korsang eller fælleslæsning.
Forløbene har, helt tilsvarende Helle Hvidtfeldts oplevelser, været med til at vise, hvordan de forskellige kulturoplevelser bidrager til, at deltagerne får fokus på noget andet end deres sygdom.
– Man bliver bedre i stand til at være i sit sygdomsforløb, fordi man samtidig får fokus på, at man også er noget andet, forklarer Anita Jensen og uddyber:
– Man lærer at arbejde med balance i livet, hvor man ikke er sin sygdom, og hvor man godt kan noget andet samtidig med.
Sundhedsstyrelsen udkom i efteråret med en række anbefalinger til, hvordan man behandler personer med COVID-19 senfølger. Selvom man overordnet set er positiv overfor at bringe mere kultur ind på sundhedsområdet, så indgår kulturaktiviteter ikke som en del af anbefalingerne.
Det fortæller forebyggelseschef Niels Sandø fra Sundhedsstyrelsen, som står i spidsen for den enhed, der i perioden 2016-2019 drev Kultur på Recept-forløbene.
– Det vi har lagt vægt på er, hvilken behandling, der kan gives via almen praksis, og hvad der skal håndteres gennem en tværfaglig specialiseret sundhedsfaglig indsats på sygehuset. Der er lagt vægt på tværfaglige tilbud til gruppen med senfølger, men vi har ikke inkluderet kunst og kultur som et af dem, siger Niels Sandø og uddyber:
– Hvis vi skulle skrive kulturtiltag ind i behandlingsvejledningen for en sygdom eller eftervirkningen af den, skulle vi have mere solid dokumentation for at det virker, for eksempel i form af kontrol studier.
Når det er sagt, kan Niels Sandø sagtens se, at kreative og kulturelle udfoldelser kan være et supplement og spille en vigtig rolle for trivslen midt i en coronatid, uanset om man har senfølger eller ej. Bekymringer for smittefare, krav om isolation og afstand kan tære på sindet hos alle.
Derfor har Sundhedsstyrelsen i deres information til befolkningen om Covid-19 heller ikke alene fokus på undgåelse af smitte, men også på, hvad man selv og omgivelserne kan gøre for at holde fokus på og styrke den mentale sundhed, fortæller enhedschefen.
Det handler for eksempel om at dyrke kulturelle aktiviteter, såsom at tegne, male, synge, spille et instrument eller på anden måde udtrykke sig kreativt.
Otte måneder efter hun blev smittet, er Helle Hvidtfeldt ved at blive sig selv igen men er dog fortsat mærket af sygdommen. Hun bliver stadig nemt forpustet, har fortsat en forvrænget lugte- og smagssans og et meget ændret spisemønster.
– Jeg er blevet meget følsom over for mad, der ser anderledes ud eller er krydret på en anden måde. Det kan være en lille smagsnuance som gør, at jeg opfatter det anderledes, end jeg plejer, og så mister jeg simpelthen appetitten. Til gengæld har jeg heldigvis ikke mistet appetitten på kunst og kultur, lyder det fra Helle Hvidtfeldt.
● Sundhedsstyrelsen kom i starten af november 2020 med anbefalingerne for, hvordan sundhedsvæsenet fremover skal behandle patienter med COVID-19 senfølger
● Et af hovedelementerne i anbefalingerne er, at landets fem regioner skal oprette senfølgeklinikker og tilbyde en tværfaglig specialiseret sundhedsfaglig indsats på sygehuset
● De nye klinikker er særligt målrettet patienter, der oplever alvorlige og langvarige senfølger efter sygdom med COVID-19, hvorimod patienter med milde gener vil blive henvist til almen praksis og evt. genoptræning i kommunalt regi
● Sundhedsstyrelsen forventer, at hovedparten af personer med senfølger forventes at komme sig spontant, omend langsomt for nogles vedkommende, og uden sundhedsfaglig indsats.
Kilde: Sundhedsstyrelsen