Postcommotio syndrom?

Hun ser spørgende på mig efter at have udtalt det svære ord fra udskrivningsbrevet fra neurologisk afdeling. Er du sød at forklare, hvad det betyder?

For snart 1 år siden væltede hun på sin cykel og slog hovedet. Det var egentlig ikke noget særlig dramatisk. Hun var på vej hjem fra arbejde og væltede i et sving, fordi det var glat. Hun havde cykelhjelm på og husker ikke, at hun besvimede i forbindelse med faldet.

Efter faldet oplevede hun hovedpine, svimmelhed og øget træthed, og tilstanden blev tolket som hjernerystelse. Hun er over tid ikke blevet bedre. Faktisk er hendes funktionsniveau nu lavere, end det var umiddelbart efter ulykken. Hun har været fulgt via neurologisk afdeling, der netop har afsluttet hende med ovenstående diagnose. Der er ikke mere, de kan gøre for hende.

Jeg fortæller hende, at mellem 5-15 pct. af patienter med hjernerystelse udvikler vedvarende symptomer, som vedblivende hovedpine, svimmelhed og kognitive forstyrrelser. Kognitive forstyrrelser kan være nedsat koncentrationsevne, nedsat korttidshukommelse, hurtig udtrætning eller en kombination af disse problemer. Der er ingen klar sammenhæng mellem grad af hjernetraume og risiko for postcommotio syndrom.

Syndrom med konsekvenser

Hun græder, mens vi taler om det. Hun har i forløbet mistet sit arbejde og er nu i kommunal arbejdsprøvning, hvor hun oplever, at hun ikke kan arbejde mere end to timer om dagen, før hun bliver træt, får hovedpine og bliver ukoncentreret.

Hendes netværk af venner er blevet mindre det sidste år, fordi hun ikke kan overskue at være sammen med andre mere end få timer ad gangen. Hun er holdt op med at spille badminton og løbe, fordi hun får hovedpine, og aktiviteter med familien i weekenden er begrænset til et minimum på grund af hendes begrænsninger.

“Hvad skal jeg gøre nu?” Hun ser først ned i sine håndflader, og derefter løfter hun blikket mod vinduet uden at fokusere. Det er svært, og der er ikke noget nemt svar.  Hun gør det så godt, hun kan og oplever alligevel ikke at lykkes med det, hun selv og hendes omgivelser ønsker og forventer af hende.

Kontrol og egenomsorg

Vi taler om, hvad der giver hende trivsel. At det bedste, hun kan gøre for sig selv og sin familie, er at tage udgangspunkt i virkeligheden og ikke forestillingen om, hvordan hun ville ønske, det kunne være. Der er store begrænsninger i hendes liv, og det er svært dels at acceptere og dels at indrette livet efter de nye vilkår, der sætter begrænsninger for, hvad der kan lade sig gøre.

Vi taler om at fokusere på, hvad der er interessant for hende. Det er ikke interessant at blive ved med at overskride sine egne grænser og dermed løbe ind i nederlag efter nederlag. Det er ikke interessant at udsætte sig selv eller sin familie for urealistiske forventninger og blive skuffet. Det er derimod interessant at søge at skabe indhold og mening inden for de begrænsninger, som nu må accepteres.

Hun ser på mig og siger, at hun ikke har tænkt på det på den måde før. Hun fortæller, at hun mærker en forskel. At det på en måde er mere let eller mere enkelt at vælge dette udgangspunkt.

“Så handler det jo om mig, og hvad jeg kan gøre og ikke om, hvad andre forventer eller gør.”

Jeg er enig. Det handler om, at oplevelsen af kontroltab bliver mindre, når ejerskabet tages tilbage og baner vej for egenomsorg.