Preben Kok: “Det er okay at være vred på Gud”

For en præst som Preben Kok, er sorg en velkendt størrelse, som han altid kan kende. Ikke alene på det, som de sorgramte siger, men den måde, de siger det på. For det er ofte den samme magtesløshed, han hører i deres stemmer. Derfor hjælper han som sjælesørger også med at finde ro i det faktum, at vi ikke altid har magten og i stedet skal placere ansvaret hos den, som har.

Preben Kok er tidligere sogne- og sygehuspræst, og siden han gik på pension for seks år siden, har han hjulpet mennesker med sjælesorg fra et kontor i sit hjem. Ved første øjekast ligner rummet så mange andre kontorer, og ud over Preben selv, som altid har Gud med sig, er der i udgangspunktet et fravær af religiøs højtidelighed i atmosfæren. Der hænger ikke kors på væggen, men ser man godt efter, har flere af billederne dog religiøse motiver i moderne stil. Mellem os står et lille sofabord, som er hjemsted for flere litterære værker –  blandt andet af den chilenske digter, diplomat og politiker Pablo Neruda, men biblen ligger ikke til åbent skue.

Til gengæld står der på bordet to tomme kopper og en kande te og trækker under en hætte. Ved første øjekast ville man ikke vide, at Gud var til stede i rummet, eller at han har den rolle i Prebens liv og virke, som han faktisk har.  

Det bliver dog hurtigt tydeligt i samtalen, hvor Gud har en central rolle, selvom den uhøjtidelige stemning hænger ved. For der er ikke noget synderligt andægtigt i Prebens måde at tale om Gud, og han siger også, at det egentlig for ham er ligemeget, om man kalder det Gud eller bøf og bearnaise, så længe indholdet og betydningen er den samme. Og for Preben er den betydning meget konkret. For ham er Gud en urokkelig livsledsager, som det er umuligt at slippe af med, selv hvis man prøver. Og Preben har prøvet. I sin ungdom forsøgte han at fyre Gud. Men han måtte hurtigt indse, at hvor meget han end prøvede at slippe af med ham, så hang han ved, hvilket Preben har priset sig lykkelig for mange gange siden.

For Gud er for Preben en støtte på flere måder. For det første har han med Gud en vished om, at han aldrig er alene. For Gud er ved hans side på både de gode og dårlige dage og støtter ham, hvis han falder ned i mørke. For det andet får han af Gud en betingelsesløs kærlighed, som giver ham en ro og en sikkerhed, som han ikke mener, vi kan finde andre steder.

Det er efter hans mening for meget forlangt, at et menneske skal kunne elske et andet menneske betingelsesløst, og samtidig tror han, at vi har brug for, at nogen elsker os på den måde. Hele os. Selv de sider, vi ikke kan lide ved os selv. Og her kommer Gud altså igen ind i billedet. 

Slutteligt er Gud den instans, der sidder med magten over de situationer, vi ikke selv kan styre. Netop den pointe er meget vigtig i Prebens hverv som sjælesørger. For de mennesker, som tager plads i sofaen på det lille kontor, befinder sig som oftest et sted i livet, hvor de ikke har kunnet gøre hverken til eller fra. Måske har de mistet deres livs store kærlighed og mærker, at hvor meget de end forsøgte at holde døden på afstand, så kom den alligevel. Med andre ord er de magtesløse overfor de vilkår, som livet har udsat dem for. Og når det sker, siger Preben, så har vi i den grad brug for Gud.

Læs også: Vores liv har en udløbsdato

Følelser, rettet mod den rette, kan forløses

For Preben at se, er det moderne menneskes største udfordring, når det kommer til at håndtere sorg og modgang, at vi har en idé om, at vi skal have den ultimative kontrol over tilværelsen. At det ligger indenfor vores kunnen og formåen at forme livet.  

“Der er mange ting, vi kan styre, og som vi kan påvirke og gøre noget ved. Men der er også ting, som er helt ude af vores hænder. Døden er én af dem.”

– Derfor bliver mødet med døden så svær, fordi den udstiller vores magtesløshed, og vi ved ikke, hvad vi skal gøre med den, siger Preben.  

Men han tilbyder naturligvis i samme moment en løsning.

– Vi skal være realistiske nok til at forstå, at vi er ikke Gud. Gud er Gud, og han har magten i de situationer, hvor vi ikke selv har. Derfor er det også ham, vi skal rette vores følelser imod, når vi mærker magtesløsheden, siger han.

For Preben er det indlysende, at følelser, rettet mod den rigtige, kan forløses. Men hvis vi prøver alene at vende følelserne indad, tale os fra dem med vores nærmeste eller bearbejde dem selv, så går vi galt i byen. Og han oplever i høj grad, at det er mantraet i dag. At vi har intellektualiseret sorg som noget, vi kan snakke os ud af, hvilket han egentlig også mener, at vi kan til en vis grad – vi skal bare snakke med den rigtige.

– Jeg arbejder ofte også sammen med psykologer, for vi komplementerer hinanden. Så en del af sorgen kan man arbejde og tale sig ud af. Men i mødet med døden skal man ofte finde lettelse ved at lægge ansvaret helt fra sig og placere det hos Gud, siger han.

Preben laver en tydelig skelnen mellem det, der kan gøres noget ved, som er psykolog arbejde, og det, der ikke kan gøres noget ved, som er præstearbejde. Og han oplever, at den tilgang faktisk giver de mennesker, han sidder overfor, en stor grad af ro og tryghed.

Troen viser sig i krisetid

Hvert år dør mere end 50.000 danskere. Mennesker, som har været nogens far, mor, søn, søster, kammerat og livsledsager, og de fleste af dem efterlader et tomrum hos nogen. Et tomrum, der kan sende os ned i et dybt mørke, hvorfra det kan være svært at finde sin vej tilbage alene.

Derfor er det heller ikke mærkeligt, at der findes mange forskellige tilbud til mennesker, der har mistet. Man kan gå i private sorggrupper, få psykologhjælp, møde ligesindede i foreninger og opsøge kirken. Det er det sidste perspektiv, som Preben repræsenterer. Han anerkender, at det ikke er den rigtige tilgang for alle. Som han siger, så er der nogle – omkring 25 procent – som har et stoisk sind, og derfor ikke har brug for troen. Men for resten, så oplever han, at tro og religion viser sig instinktivt, når livet går skævt. Og for den gruppe, er det tydeligt for ham, at den særlige hjælp, han tilbyder, virker.  

For at understrege sin pointe, bruger han et eksempel.

–  Rent dybdepsykologisk, så er der nogle ting, som ligger i os. Religiøsitet, seksualitet og musikalitet. Man kan jo se det på naturfolk – der findes ikke en eneste stamme, som ikke har alle de tre dele i udpræget grad. Og når en krise sker, som da Christian Eriksen faldt om på fodboldbanen med hjertestop, så kan man jo se, at mange instinktivt folder hænderne, siger Preben. 

Hændelsen fandt sted i juni måned i år. De fleste har nok enten set eller hørt om det og også set, hvordan chokket fik mange på lægterne til at kigge mod himlen. Måske har man selv mærket behovet for at bede en bøn. For Preben at se, er det helt naturligt. Faktisk så naturligt, at han ser det som meningsløst at forsøge at undertrykke behovet for tro, fordi det ligger så indgroet i os som mennesker, at vi slet ikke kan lade være.

“Det er nemt at frasige sig troen, når alt går godt. Men når det ramler, så handler vi instinktivt , og så er det, at troen kommer frem i vores ageren.”

– Og jeg oplever i høj grad, at de ting, vi gør, når vi er i sorg, er meget klogere end det, vi tænker, siger han.

Med det mener han, at mange mennesker i dag tænker tanker, som medfører en unødig byrde på deres skuldre i en sorgperiode. Det kan være skyld og skam, som Preben hører, at mange pålægger sig selv uden grund, og som han gerne vil hjælpe dem med at komme fri af.

– Min tilgang er jo, at det er Gud, der har ansvaret, dér hvor vi ikke selv har magten, og hvis det er Gud og ikke én selv, der bærer det, så kan man blive lettet for skyld og skam i situationen, for det er ude af ens hænder. Så kan man måske opleve at føle vrede mod Gud, men det er også helt okay, siger Preben. 

Læs også: Når sorgen bliver en diagnose

Tale er sølv, handling er guld

Preben kender særdeles godt til den vrede. Det var vreden, der i sin tid gjorde, at han forsøgte at kappe forbindelsen til Gud. En vrede over, at Gud ikke behandlede mennesker ordentligt, og at han forvaltede sit ansvar forkert.

“Jeg var virkelig vred, og derfor sagde jeg til Gud, “Gud, jeg fyrer dig”, men det var som om, han ikke gik. I stedet gik han med mig ned i det rædselsfulde mørke, jeg var i, så jeg ikke var alene.”

– Og det er jo den sikkerhed, man har i Gud. At han ikke forlader én. Derfor kan man også trygt sige, at man er vred på ham, for han tilgiver og går ingen steder, siger Preben.  

Og det sker tit, at han sidder overfor mennesker, der er vrede på Gud. Men så hjælper han med at facilitere den vrede. For det er egentlig det, Preben gør hele vejen igennem. Han faciliterer en samtale mellem den sorgramte og Gud.  

– Jeg siger til dem, at de skal sige til Gud, at de er vrede på ham. Og måske sker der ikke noget til at starte med, men så siger jeg, at de skal sige det igen og med mere kraft. Så oplever de som oftest, at Gud kommer tættere på, og så kan der finde en samtale sted, siger han. 

Samtaler, som altid er bemærkelsesværdige for Preben at være vidne til, fordi de er så rammende for lige præcis den situation, som vedkommende befinder sig i. Han anerkender, at det måske kan skyldes, at de hører det fra Gud, som de inderst inde har behov for, men trækker også på skuldrene af det som for at sige, er det ikke lige meget, hvis det virker?  

Sorg er en svær størrelse. Måske noget af det sværeste, vi som mennesker kan gå igennem. Sorgen efter et menneske, som ikke er her mere, og som vi aldrig kommer til at tale med eller holde om igen. Men det er også et menneskeligt vilkår, fordi døden er et menneskeligt vilkår, hvilket Preben også mener, at vi har glemt i vores oplyste verden. Vi vil ikke forholde os til vores egen dødelighed og prøver at trække ungdommen ud og sætte den naturlige livscyklus over styr. Men som han siger, er det et umuligt projekt, for hvor meget vi end vil det, så er vi ikke Gud. Vi er mennesker. Og vi kan som mennesker mange ting, men vi har også vores begrænsninger.

– Er man tæt på én, som er i sorg, så tror jeg på, at vi skal lade være med at prøve at tale en masse om det. I hvert fald, hvis vi ikke kan tale det samme sprog, og det kan vi tit ikke. Jeg tror derimod på, at den sørgende ville være bedst tjent med at tage mange af de samtaler med Gud, og så kan vi som mennesker gøre det, som vi kan, nemlig hjælpe med handlinger. Vi kan komme forbi med mad, give et kram, slå græsplænen. Ting, som viser, vi er her og støtter og dermed deltager i den sørgendes liv, siger han.