Sunde fødder kommer ikke af sig selv. De skal plejes regelmæssigt ligesom hud, hår og negle. Den daglige pleje kan de fleste selv klare med et par gode råd fra fodterapeuten. Men indimellem har fødderne godt af at få professionel pleje, så alle småskavanker fjernes, og du fortsat kan gå, løbe eller hoppe uden at føle smerte.
Daglig pleje er den bedste forudsætning for at holde fødderne sunde hele livet. Desværre er det ikke alle mennesker, der kan undgå sygdomme og ulykker. Rigtig mange bliver ramt af diabetes, gigt og andre alvorlige sygdomme, der kan indvirke på dine fødders sundhed. De statsautoriserede fodterapeuter kan hjælpe med at fjerne skavanker som hård hud, knyster og nedgroede negle, men de kan også hjælpe kroniske patienter med nødvendig pleje.
Har du smerter i ryg, knæ eller hofte, kan det meget vel stamme fra dine fødder. Hvis dine fødder ikke fungerer anatomisk korrekt, absorberer de ikke stød, og det kan forplante sig til andre dele af kroppen. Det kommer især til udtryk, hvis du dyrker en sportsgren, som belaster dine fødder. På baggrund af en analyse af din gang, udarbejder fodterapeuten specialindlæg, som kan kompensere for ubalancen og dermed afhjælpe eller forebygge smerter i for eksempel ryg, knæ eller hofte.
Lider du af diabetes, er det vigtigt, at du er opmærksom på dine fødder. Diabetes kan nemlig påvirke fødderne, så der blandt andet lettere opstår sår, koldbrand og neuropati (følelsesløshed). Derfor bør du straks kontakte en fodterapeut, hvis du har mistanke om, at dine fødder har udviklet et problem. Desuden anbefaler Sundhedsstyrelsen, at du som diabetiker minimum får undersøgt dine fødder en gang om året for at sikre dine fødders sundhed.
Lider du af leddegigt, kan du risikere at dine fødder forandrer sig, fordi de påvirkes af sygdommen. Forandringen kan betyde, at dine fødder kommer ud af balance og blandt andet slider huden uhensigtsmæssige steder, hvilket kan give dig smerter. Fodterapeuten kan aflaste gigtramte fødder ved hjælp af specialindlæg, så smerterne lindres og problemerne holdes nede.
Info:
Oplever du smerter eller ubehag på fødderne eller i neglene, kan det skyldes hård hud, nedgroede negle, ligtorne og lignende. Fodterapeuter behandler og fjerner stort set alle slags fodproblemer. Har du behov for at få en rigtig god snak om dine fødder, kan du finde den nærmeste fodterapeut på hjemmesiden altomfoden.dk |